Last Name:
First Name:

Skeel and Kannegaard Genealogy

skeel-kannegaard genealogy
 

This genealogy website has been created as an attempt to merge the Danish (Scandinavian) nobility, especially Skeel / Scheel family with their ancestors and descendants in Europe. The main source is Danmarks Adels Aarbog, Sven Tito Achen's Heraldry - Coats of Arms, Danish Biographical Encyclopedia, Danish Castles and Manor Houses and notes from my grandfather, Carl Christian Skeel-Gerhardt family. The task is somewhat larger than I expected from the outset in 2002. The site is updated daily with new information. There are undoubtedly some mistakes, please write to me if you find something you want to offer comment or corrections for. The Kannegaard family in Denmark and the U.S. is also mentioned on the website.

Den adelige Slægt Skeel - Den grevelige Linje Scheel. Det enkle heraldiske Mærke, et tværdelt og i første Felt delt Skjold, hører til de ældst forekommende danske Vaabenskjolde, som oftest ledsaget af et Hjelmtegn med to Svanehalse bidende i en Ring. Fra Midten af det 13. Aarhundrede træffes dette Skjoldemærke i Sjælland og Skåne, ført af en Slægt, som siden efter Vaabenet kaldtes Drefeld eller Trefeld; kun et Par Generationer senere genfindes Mærket i jyske Sigiller. Mangelen af faste Slægtsnavne i Forbindelse med det sparsomt bevarede Kildemateriale gør det umuligt at opstille en blot nogenlunde sandsynlig Hypotese for Samhørigheden mellem de Personer, som dels uden Slægtsnavn, dels med Tilnavne som Drefeld, Juel, Raale, Rød, Sandberg, Skeel, Splid, Stangeberg (Tangeberg), Ulf og Viffert har ført dette Vaaben, men man maa vel ikke desto mindre med Thiset gaa ud fra, at en saadan Samhørighed bestaar; Thiset ser, sikkert med Rette, bort fra Farvernes forskellige Orden i Skjoldet: Drefeld (rødt, Sølv og blaat), Sandberg (rødt, blaat og Sølv), Skeel (Sølv, rødt og blaat) og Viffert (blaat, Sølv og rødt), og støtter sig navnlig paa Hjelmtegnets vægtige Indicium; i sig selv er Skjoldemærket af en saa enkel Karakter, at det synes betænkeligt at bygge alene herpaa. Med Hensyn til Slægtens Oprindelse er Slægtebøgerne næsten alle enige om, at den udspringer fra Albret Rytter, kaldet lange Skeel, der skal have ejet Møgtved og være indvan­dret fra Meissen. Om det første Led i Traditionen kan kun siges, at man ikke har bevaret noget dokumentarisk Vidnes­byrd om Ejerforholdet, men den Kendsgerning, at Væbneren Niels Assersen i Aarene 1410-15 skrives til denne Gaard, gør vel Overleveringen mindre sandsynlig; det sidste, Oprindelsen fra Meissen, er givet forkert. Det ældste sikre Vidnesbyrd om Slægten er Johannes Skeelesens Forekomst paa Almind Sysselting i 1366, og paa Egnen mellem Vejle og Kolding maa Slægtens Oprindelse sikkert søges. Herfra bredte den sig dels sydpaa hvilken Bevægelse allerede efter en Generations Forløb stoppede op dels nordpaa, indtil den i den herregaardsrige Egn mellem Aarhus og Randers og paa Djursland fandt blivende Bo. Om Slægtsnavnet er et oprindelig personligt Tilnavn som Øgenavn for et skeløjet Medlem af Familien eller er optaget fra en Stammoder af den i 14. og 15. Aarhundrede i Omegnen af Ribe bofaste Slægt Skeel eller Skelle (med en Ørneklo i Skjoldet) lader sig ikke afgøre. Den grevelige Linje fører Navnet i Formen Scheel. Medens Slægten gennem det 15. og det meste af det 16 Aarhundrede førte en mere tilbagetrukken Tilværelse, naaede den i Slutningen af det 16. Aarhundrede op i Højadelens Kreds 1570 ægtede Christen Skeel til Hegnet Otte Brahes Datter Margrete, 1581 optoges han i Rigsraadet, og i det 17. Aarhundredes første Halvdel falder Slægtens egentlige Blomstringstid, hvor Mænd som Rigsadmiralen Hr. Albret Skeel til Hegnet, Rigsraaden Hr. Otte Skeel til Hammelmose og Rigsmarsken Hr. Jørgen Skeel til Hegnet og i næste Slægtled Hr. Christen Albretsen Skeel, Hr. Otte Albretsen Skeel og den rige Christen Skeel Jørgensen formanede at hæve sig til førende Stillinger ikke blot i Kraft af deres Rigdom og Slægtsforbindelser, men ogsaa ved personlig Begavelse og Handlekraft. Skeelernes Navn har aldrig været knyttet til nogen Slægtebog, men ikke desto mindre har Slægten paa flere Maader bevist sin Vedholden ved Traditionen, hvorom det første Vidnesbyrd er deres Epitafium i Vinderslev Kirke fra 1564, hvor Rammen dannes af et overordentligt vel udført Træskærerarbejde, rummende de 16 Ahnevaabener for hver af Ægtefællerne Niels Skeel til Nygaard og Karen Krabbe. Ogsaa dette Epitafium, som er et af de tidligste Eksempler paa 16 Ahnevaabener i Udsmykningen, er et smukt Vidnesbyrd blandt flere om den danske Adels Viden om sin Herkomst, idet Niels Skeels 8 Ahner er angivet i nøje Overensstemmelse med, hvad vi nu ved (Vaabenerne er Skeel, Løvenbalk, Limbek, Rotfeld, Hvas, Gyldenstierne, Holck og Rosengaard); 16-Ahne Rækken stemmer derimod ikke med, hvad vi nu kan opstille. Sit mest prægnante Udtryk fik Slægtens historiske Interesse og dens paa en Gang ydmyge og stolte Slægtsbevidsthed i Indskriften paa den malede Slægtstavle i Aalum Kirke. Medens Slægten, som jo den danske Adel i Almindelighed, kun i forholdsvis ringe Grad har helliget sig litterære Sysler, Mogens Skeel til Fusingø, hvem man tillægger den muntre og bidske Satire over Christian V's nyskabte Højadel, danner en Undtagelse saa har netop Slægtsinteressen formanet at sætte Pennen i Virksomhed. Vilhelm Samuel Skeel har foruden sit Arbejde over Roskilde adelige Jomfrukloster offentliggjort en paa dybtgaaende Arkiv- og Biblioteksstudier hvilende Slægtsmonografi. En anden Side ved Slægtsinteressen end den historiske er Sansen for at sikre Slægtens økonomiske Basis og de fra Fædrene nedarvede Ejendomme. Slægten udmærker sig da ogsaa ved Oprettelsen af et relativt stort Antal Majorator, saaledes erigerede Mogens Skeel 1688 Stamhuset Fussingø, der tilfaldt hans Datter Charlotte Amalie Skeel og fulgte hendes Efterslægt af Familien Scheel-Plessen, indtil det 1829 opgik i det grevelige Scheel-Plessenske Forlods. 1696 oprettede Otte Skeel Stamhuset Birkelse, der blev afløst 4 Okt. 1921, og hvis Hovedbesiddelse endnu er i Slæg­tens eje. 1697 erigerede Jørgen Skeels Enke Benedicte Margrethe Brockdorff Stamhuset Gammel Estrup, som fulgte Slægten indtil Afløsningen i 1921. 1700 oprettedes Stamhuset Holbækgaard af Berte Skeel, Niels Rosenkrantz's til Fordel for hendes ovennævnte Broderdatter Charlotte Amalie Skeel, med hvem ogsaa dette gik ud af Slægten Skeel, og 1749 oprettedes endelig af Elisabeth Skeel og hendes Mand Caspar von Wessel Stamhuset Broholm, der dog heller ikke kom Skeel Slægten til Gode. I Slægtens Besiddelse er derimod endnu det under en Administrationskomité, bestaaende »af de tvende ældste Skeeler paa Mandssiden, som ere Erector af Fidekommisset nærmest beslægtede« i Forening med »en lovkyndig Mand«, staaende Skeelske og Ny Skeelske Fideikommis, oprettet af Frederik Christian Skeel og Catharina Elisabeth de Cicignon. 1 Oktober 1725 erigerede Greve Christen Scheel af Gaardene Sostrup med Debildhede og Steensmark, Skærvad, Ørbækgaard og Skjern med Karmark Grevskabet Scheel, ialt 2523 Td. Htk., som imidlertid ved kongl. Bevilling af 5 Juni 1807 substitueredes med en Fideikommiskapital. Substitutionen ophævedes ved Tvangsauktionen i 1823 over de til det tidligere Grevskab hørende Ejendomme. Slægten er desuden kommet i Besiddelse af Stamhuset Rosenkrantz, bestaaende af Ryegaard, Trudsholm og Barritskov (frasolgt 1913) og oprettet 16 Marts 1804 af Gehejmestatsminister Niels Rosenkrantz i henhold til testamentariske Bestemmelser af Frederik Christian Rosenkrantz (1724-1802) der var Søn af Statsminister Iver Rosenkrantz og Charlotte Amalie Skeel. Efter Niels Rosenkrantz's Død gik det over til Greve Henrik Jørgen Scheel, i hvis Efterslægt de to af Godserne endnu er bevaret efter Stamhusets Afløsning 31 Marts 1921. Endnu skal nævnes det af Grevinde Christiane Mette Scheel, Bille Brahe til Fordel for hendes tredie Søn Greve Carl Ludvig Scheel oprettede Preben Braheske og det af dennes Søn Greve Christian Bille Scheel oprettede Bille-Scheelske Fideikommis. (Kilde: Danmarks Adels Aarbog)


© Copyright 2014 All rights reserved by Kannegaard