|
|
|
|
Home
Matches 1 to 50 of 3304 » Thumbnails Only
| |
Thumb |
Description |
Linked to |
| 1 |
 | 10. Viking ship from Oseberg
|
|
| 2 |
 | 11. Viking ship from Oseberg
A model from Billing Boats in Denmark, with some modifications, made by Peter Kannegaard. |
|
| 3 |
 | 12. Viking ship from Oseberg
VIKINGERNES langskib var et skibsteknisk mesterværk, en sjælden forening af sødygtighed og skønhed. Spanternes brede kurver rejser sig fra den svære køl af egetræ. Under vandlinien var plankerne surret med granrafter, så fartøjet »gav efter« i hård sø. For- og agterstavn var smykket med dragehoved og -hale. Rorgængerne, der trak de 5-6 m lange årer sad formodentlig på deres skibskister. For skandinaverne var deres skibe i virkeligheden mere end blot perfekte krigs- og handelsskibe. De var også ejerens stolthed, og de nordiske vikinger ødslede deres pragtfulde barbariske kunst på deres skibes udstyr; stævnen afsluttedes med et frygtindgydende dragehoved, abstrakte ornamenter og den nordiske dyrestil blev udskåret i træværket. I det 8. århundrede var skibsbyggerne blevet så teknisk erfarne, at de kunne erstatte de tidligere klodsede robåde med et perfekt, søgående »langskib«, udstyret med køl og sejl. Dette nye elegante fartøj må betegnes som en af den tidlige middelalders største tekniske præstationer. Vi kan danne os en forestilling om dets udseende gennem næsten intakte eksemplarer, der er kommet for dagen ved udgravninger. Omkring år 900 har den typiske vikingebåd været uden dæk, med plads til 30 årer, dens længde har været omkring de 20 m, bredden fra 4 til 6 m. og kunne rumme ca. 100 mand.
VIKINGERNE FLAKKEDE vidt omkring i det 9. og 10. århundrede. Danske vikinger plyndrede byer i Europa og slog sig ned i Normandiet og England. Nordmændene hjemsøgte Irland, koloniserede Island og Grønland og kom frem til Nordamerika. Svenskerne oprettede handelsstationer i Rusland. Vikingernes efterkommere, det 11. århundredes normannere, erobrede England, Sicilien og Syditalien. |
|
| 4 |
 | 13. Viking ship from Oseberg, finished.
|
|
| 5 |
 | 9. Viking ship from Oseberg
|
|
| 6 |
 | Aagaard
Kettrup sogn, Vester Han herred, Thisted amt.
Aagaard var i henved 300 år et af hovedsæderne for Gyldenstiernerne. Gården er blandt denne nørrejyske, bunddanske adelsslægts ældste besiddelser. Sagnene har også knyttet denne slægts opdigtede stamfader, Erik Langben, til Aagaard, idet han, der var hedning, skal være begravet i en høj i nærheden af gården. Det ældste, med sikkerhed påviselige medlem af Gyldenstierne-ætten er nok den Niels Eriksen, der levede 1310. Hans søn Erik Nielsen skriver sig til Aagaard ; fra da af og indtil 1630 var denne herregård i hans families besiddelse. Aagaard ligger i en dal, der åbner sig mod vest. Dalen gennemstrømmes af en å, Mølleåen, der har sit navn af en vandmølle, der i tidligere tid lå på gårdens mark. Sydøst for gården hæver terrænet sig til Sankt Jørgensbjerg bakkerne, kendt fra slaget i 1441. Aagaards placering er foruden af åen, der vel har givet vand til borgens grave, bestemt af det vejkryds, der fandtes i dens umiddelbare nærhed ved Fjerritslev. Her mødtes landevejen Aalborg-Thisted med landevejen, der kom sydfra fra Aggersund-overfarten, Han herredernes udfaldsport mod syd. For den, der ville beherske egnens vejnet, var Aagaards beliggenhed således ypperlig, og her ligger da også vest for den nuværende hovedbygning det betydelige, middelalderlige, af to banker bestående, voldsted. Den ovenfor nævnte Erik Nielsen Gyldenstierne blev vistnok i 1344 kong Valdemars marsk, allerede dette viser, hvilken indflydelsesrig mand han må have været. Han havde også ved giftermål med drosten Peder Vendelbos datter yderligere befæstet sin position. Sin stilling som marsk beholdt han imidlertid kun en halv snes år. I årene inden kong Valdemar fik virkelig magt, havde hr. Erik der da havde Han herrederne med mere til len erhvervet en stor mængde bøndergods på forskellig måde. For kronen, der mistede herligheden af gårdene, var denne udvikling ikke ønskelig. Kong Valdemar tvang derfor Erik Nielsen til at skøde alt det gods, som han ikke havde betalt fuld værdi for, tilbage til de oprindelige ejere. Kronen fik så atter herligheden deraf. Erik Nielsen havde to børn, en datter Cæcilie og sønnen Niels. Niels Eriksen arvede Aagaard efter faderen. I ham fandtes den gamle oprørsånd. Da kong Valdemar 1368 kom i krig med Hansestæderne, og de jyske herremænd gjorde fælles sag med fjenden, var Niels Eriksen blandt oprørerne. Det så en overgang slemt ud for kongen; men han reddede sig dog ud af det bagefter sved det til de oprørske herrer. 1373 måtte Niels Eriksen forpligte sig til at genopbygge det kongelige slot Aggersborg, der var blevet afbrændt under oprøret. Niels Eriksen var med til at besegle kong Olufs håndfæstning 1377, men må være død inden 1388, efterladende sig flere børn; 3 af hans sønner blev stamfædre til hver sin gren af familien: Restrup-, Aagaard- og Timlinien. Peder Nielsen, Aagaard-liniens stamfader, var samtidig med dronning Margrethe, han blev rigsråd, var medbesegler af Kalmarunionen og blev til slut lensmand på Riberhus. Omkring 1410 må han være afgået ved døden. Af hans sønner blev én gejstlig og endte sine dage som biskop i Børglum. En anden søn, Anders, drog til England, trådte i regentens, hertugen af Bedfords tjeneste og kæmpede under Hundredårskrigene mod franskmændene. Han gjorde sig så fortjent, at det engelske parlament i 1433 naturaliserede ham. 1433 - 34 var han befalingsmand på en fæstning i Normandiet og må vist være død 1455. Danmark har han næppe genset; men sit barndomshjem mindedes han ved at tage navn efter det. Sir Andrew Ogarde lød hans navn i engelsk oversættelse, og slægten lever endnu derovre. Navnet er nu ændret til Haggard of Bradenham; men familien fører stadig en seksoddet sølvstjerne i sit våben. Hvor mange er, når de læser »Kong Salomons Miner«, klar over, at dens forfatters navn Haggard er det samme som Aagaard i Han herrederne! Den tredje af Peder Nielsens sønner, Niels, fik Aagaard; han blev 1441 slået til ridder under festlighederne i Stockholm ved kong Christoffer af Bayerns kroning. Samme år blev Aagaard brændt af. Det skete under det bekendte bondeoprør, da vendelboerne rejste sig til kamp såvel mod adelen som mod kong Christoffer. Efter et slag ved Nørresundby drog bønderne sejrrige vestpå; her stødte thy- og morsingboer til. Kongens gård Aggersborg fik de hurtigt has på. Aagaard voldte vist derimod større vanskeligheder. Niels Pedersen opholdt sig selv på den og kæmpede modigt. Det lykkedes omsider bønderne at få borgen indtaget og afbrændt. Herremanden undslap dog selv. I et senere tingsvidne siges det, at han »kom af sin gård ikke uden med en stav i sin hånd«. Hans gods og hans breve gik op i luerne sammen med gården. Begivenheden har åbenbart gjort et dybt indtryk på egnens befolkning. Endnu helt op til nutiden har sagnene herom holdt sig i live. Da Aagaard var faldet, havde bønderne fri bane sydpå over Aggersund. De nåede da også helt til Skern Å og Gudenåen. Snart blev de dog tvunget tilbage, og netop i nærheden af Aagaard på Sankt Jørgensbjerg stod det afgørende slag, og her blev bønderne slået. Tabene under oprøret overvandt Niels Pedersen let. Et nyt og muligvis stateligere Aagaard blev opført på den gamle borgtomt. Endnu levede hr. Niels nogle år; først 1456 afgik han ved døden og blev stedt til hvile i sortebrødreklosteret i Næstved. Da dette på reformationstiden blev nedbrudt, flyttede slægten hans lig til Ringsted, hvor det nu hviler i kirkens kor. Hans søn Mourits Nielsen arvede Aagaard og adskillige andre herregårde foruden en eventyrlig mængde bøndergods. Hovedmængden af dette sidste ialt ca. 400 bøndergårde lå i Nordjylland på begge sider af Limfjorden; der har næppe været mange i datidens Danmark, der har været mægtigere og rigere. Han herred havde hr. Mourits som pantelen fra 1470 til sin død; desuden var han gennem adskillige år lensmand på Aalborghus. Såvel Christiern I som Hans var han en tro og dygtig embedsmand. Et inventarium fra 1495 viser besætningen på Aagaard i hans tid; der var 33 øg, 17 foler og føl (hestene benyttedes af herren og hans svende, der var fraværende), 22 plovøksne, desuden 8 andre øksne, 2 tyre, 52 køer, 4 kvier, 85 stk. ungkvæg, 17 kalve, 164 får, 85 svin, 32 gæs og 14 geder. Den kreaturbestand kunne hr. Mourits godt være bekendt. Til at passe den daglige dont på en sådan gård udkrævedes et betydeligt folkehold. En liste fra Aagaard 1499 opregner navnene på 69 personer indbefattet borgherren selv heraf 13 kvinder. Mourits Nielsen døde i 1503 eller 1504. Han gav intet til klostre og kirker; slægten havde tidligere givet så meget, hr. Mourits må have syntes nok, for han efterlod hele den umådelige godsmasse til sin eneste datter Anne Mouritsdatter; hun var to gange gift, anden gang med den stridbare Predbjørn Clausen Podebusk, en ubehagelig herre. Han døde 1541, hun 1545. I deres ægteskab var kun et barn, datteren Jytte Podebusk, der anden gang blev gift med Knud Henriksen Gyldenstierne, Fyns sidste katolske biskop, som efter reformationen levede videre som verdslig herremand. Han hørte til Restrup-linien og med ham kom Aagaard atter tilbage til Gyldenstiernerne. Fra 1550 var han eneejer af gården; han havde store nordjyske forleninger, men levede i øvrigt et tilbagetrukket liv som storgodsejer til sin død 1568. Af hans børn fik det ældste, sønnen Henrik, Aagaard. Under Den nordiske Syvårskrig udmærkede han sig som søofficer. 31 år gammel blev han udnævnt til admiral. Senere opgav han tjenesten til søs. Han havde store forleninger; foruden Han herred, der var så nøje knyttet til familien, først Vitskøl Kloster, senere Aastrup og Båhus. Der er næppe blevet megen tid tilovers til ophold på Aagaard; han døde 1592. Atter gik Aagaard i arv til ældste søn, Knud Henriksen Gyldenstierne. På sin store udenlandsrejse, som han foretog sammen med Frederik Holgersen Rosenkrantz, kom han til England, og det er sandsynligt, at de to der har truffet sammen med Shakespeare. Da denne skrev Hamlet og havde brug for navnene på et par danske adelsmænd, føjede han uden småligt hensyn til anakronismen Rosenkrantz og Gyldenstierne ind på rollelisten. Med Knud Henriksens død i 1627 var det slut på Gyldenstiernerne til Aagaard; Knud efterlod sig ikke noget afkom. Enken Sophie Lindenov arvede ham, og nu kommer gården i en stadig skiftende række adelsslægters eje Rosenkrantz, Rantzau, Grabow, Benzon, Kjærskiold og atter Rantzau. Så glider den endelig i 1749 over i borgerligt eje, i slægten Hviids, og denne familie ejede den indtil 1822, først Laurs Schipper Hviid 1749 - 79 og hans enke Anne Marie Christensdatter til 1787, derefter deres sønner Christen Hviid til 1794 og Mathias Hviid 1794 - 1815, hvorefter sidstnævntes enke 1822 solgte Aagaard til Johan Casper Mylius, der dog allerede i 1828 måtte lade staten overtage den. I 14 år blev Aagaard så drevet af statsforpagtere, der synes at have været dygtige landmænd og atter bragte godset på fode. I 1842 solgte staten Aagaard med alt tilbehør til to godsslagtere, der fra 1844 solgte ud af bøndergodset. Fæstebønderne købte deres gårde til selveje. Fra 1848 var jægermester C. E. Roulund ejer af det resterende gods. Han frasolgte de fæstegårde, der var tilbage, men beholdt selv herregården og drev den til sin død 1886. I hans tid erstattedes bindingsværket i hovedbygningen, der er opført i 1700-tallet som et trefløjet anlæg, med grundmur. Hans to døtre Hedvig Elisabeth og Johanne Lucia Roulund arvede Aagaard, som de beholdt til 1913, da de solgte den til C. C. Gravesen og dennes morbroder, godsejer V. H. Hahne-Schmidt til Bratskov; den førstnævnte blev eneejer i 1914, og året efter solgte han avlsgården med den største del af jordtilliggendet til C. A. Dreyer, hvis døtre, Regitze og Herdis Dreyer nu ejer avlsgården, der efter frasalg omfatter 180 tdr. Id. Den gamle hovedbygning med 15 tdr. Id. have ejes siden 1961 af seminarieadjunkt Poul Meisner, som gennemgribende har restaureret de forfaldne bygninger ved arkitekt Allan Nilsson. (Danske Slotte og Herregaarde)
EJERE
1355 Erik Nielsen Gyldenstierne
ca. 1410 Niels Pedersen Gyldenstierne
ca. 1509 Predbjørn Clausen Podebusk
1550 Knud Henriksen Gyldenstierne
1630 - 1749 Forskellige ejere
1749 L. Schipper Hviid
1822 J. C. Mylius
1828 - 48 Forskellige ejere
1848 C. E. Roulund
1914 C. C. Gravesen
1915 C. A. Dreyer (avlsgården) H. og R. Dreyer (avlsgården)
1961 P. Meisner (hovedbygningen)
|
|
| 7 |
 | Aage Bramsen
|
|
| 8 |
 | Aage of Denmark
|
|
| 9 |
 | Aagesen coat of arms
Skjoldet Sølv, deri en venstre blaa Strøm. Hjelmmærke: To Sølv-Vesselhorn. Hjelmklæde: Indvendig Sølv, udvendig blaat.
Vaabenet er gengivet efter Afbildning i »Leksikon over danske Familier« og optaget i Heraldisk Selskabs Vaabenrulle som Nr. 471 for Agnaterne af Deputeret i Generalkommissariatets Kollegie Konferensraad Søren Aagesen (1753-1817), hvis Farfader, By- og Herredsfoged i Nibe, Søren Aagesen (1678-1746), er Slægtens første kendte Mand. Vaabenet synes først at være ført af Professor, Dr. jur. h. c., ekstraordinær Assessor i Højesteret Andreas Aagesen (1826-1879)
Af Slægtens Medlemmer kan nævnes:
Fhv. Proprietær Andreas Aagesen (f. 1892), København.
Fru Assistent Else Plaun (f. 1893), Ballerup.
Viceskoleinspektør Svend Aagesen (f. 1896), København.
Godsejer Ingvar Aagesen (f. 1897), Brasilien.
Fru Godsejer Inger Margrethe Aagesen (gift Grüner, f. 1901) Lille Svendstrup
Kunstmaler Stig Aagesen (f. 1908), Odder. |
|
| 10 |
 | Aakær Gods
Falling sogn, Hads herred, Aarhus amt.
Gennem dokumenter kan vi følge Aakær tilbage til det 14. århundrede. I et tingsvidne fra 1444 fortælles det, at mange år tidligere havde hr. Laurids Truidsen, ridder, af Gylling givet Hr. Markvard Rostrup, ridder, sin datter fru Cecilie til ægte og dertil Kærsgaard og Svinballe samt den grund, som Aakær står på. Hr. Markvard må da have bygget gården og har formodentlig fæstet bo der på Valdemar Atterdags tid; thi i 1386 førte hans søn Claus vidner på, at den grund, hvorpå Aakær er bygget, tilhørte ham, hans brødre og søstre; men allerede 1398 var Kærsgaard, Svinballe og Aakær af Gotskalk og Benedikt Rostrup solgt til biskop Bo Mogensen af Århus, og i 1402 pantsatte Gotskalk nogle gårde i Gylling og Lerdrup, som bispen senere fik skøde på. Dermed er vistnok familien Rostrup trængt ud af Hads herred, og i den følgende tid samlede bisperne meget mere gods omkring Aakær, der blev deres hovedgård i herredet og sæde for en bispelensmand, der sørgede for, at indtægterne havnede i Års. Det store gods, som Århusbisperne havde bygget op omkring Aakær, blev ved statskuppet den 12. august 1536 sammen med alt andet bispegods i Danmark lagt under kronen. 1548 blev Aakær med Hads herred som et særligt len overdraget til Evert Bild. Godsets bønder, der »under krumstaven havde levet sikkert og godt«, fik straks at føle, at de var kommet under et andet herskab. 1559 blev Aakær len sammen med Dronningborg overdraget som livgeding til dronning Dorothea, der 1571 gjorde sin gamle veninde Birgitte Gøye til lensmand, men hun måtte allerede 1572 efter dronningens død afstå lenet til Frederik II, der udnævnte en mandlig lensmand. I den følgende tid var Aakær len i reglen forenet med Skanderborg, hvor lensmanden boede. Kronen fortsatte bispernes godspolitik og erhvervede ved mageskifter adelsgårde og strøgods. Der fandtes i 1660 ikke nogen fri gård af betydning i hele Hads herred, og det var et meget stort gods, der lå under Aakær. Men dette såkaldte slot, hvis vidtløftige bygninger længe lå ubenyttede, da i reglen hverken kongen eller lensmændene boede her, omtales gentagne gange som brøstfældigt og utilstrækkeligt, uden at der tilsyneladende gøres noget virkeligt for at afhjælpe skaden. Dog får i 1576 lensmanden Christen Munk pålæg om at lade opføre et hus, hvori kongen kan have en bekvem bolig, »da Aakær efterhånden forfalder meget, og der ikke er huse med kamre i, hvor kongen kan opholde sig«. Måske bygges der virkelig en passende bolig, for to år senere bliver adskillige kongebreve udstedt på Aakær. Ved lensmandsskiftet i 1589 fremhæves dog på ny anlæggets bygfældighed, og i 1601 må »den runde kvist, hvor trappen er, der går fra kongens kammer til Jægergården« nedtages, da den har »givet sig ud fra muren på huset«. 1613 må en karnap nedtages, og 1617 skal »det store hus, som er forfaldent og står mellem broerne«, istandsættes. Når tilstanden var så ringe allerede i 1600-tallets begyndelse, kan man forestille sig, i hvilken ynkværdig forfatning Aakær måtte være ved århundredets midte, da fjenden flere gange havde hærget. I 1646 siges det i et syn, at den vestre gavl på det søndre hus er meget brøstfældig, så det endelig har fornødent at hjælpes, medmindre det skal nedfalde. Overet på et fæhus, som er 51 bindinger, er ganske borte så nær som bjælkerne, hvilke er meget forrådne. Huset i Jægergaarden er ganske øde, og står ringe ting deraf igen. Det indbo, der fandtes på slottet, var mer end fattigt: 5 fyrreskiver (borde), 11 fyrrebænke, 3 gamle sengesteder, 3 gamle kister, to gamle skabe, et skærmbræt, et gammelt ølkar og fem salttrug, samt et bordtæppe af blåt klæde og en gammel himmel af hvidt damask over bordet i fruerstuen. Mesteparten af skovene var meget forhugget og fordærvet. Om »bøndernes lejlighed« oplyses, at en del af gårdene er ganske forarmede og kan ingen landgilde yde. For anden gang fik den politiske udvikling i Danmark afgørende betydning for Aakær, da Frederik 3 ved statskuppet den 13. oktober 1660 gjorde sig til enevoldskonge og derefter omordnede styrelsen og afhændede en stor del af krongodset. Om Aakær og godset i Hads herred blev der aftalt en byttehandel mellem kronen og rigsdrosten Joachim Gersdorff, der skulle afstå Tunbyholm og andre skånske gårde med gods, der skulle bruges til indløsning af Bornholm, og til gengæld modtage kronens gods i Hads herred og på Samsø; men inden de vidtløftige skøder blev udarbejdet, døde rigsdrosten 1661 50 år gammel, og det blev hans mange børn, der i de følgende år overtog og delte det over 3.000 tdr. htk. store krongods. Aakær med 81 tdr. htk. og ca. 700 tdr. htk. gods og tiender tilfaldt barnet Frederik Gersdorff (1650 - 1691), der som ganske ung blev diplomat og senere overceremonimester og næppe har opholdt sig ret meget på sin gård, som han tidligt solgte til Griffenfeld, men salget synes ikke at være gået i orden, hvorfor Gersdorff 1674 solgte til sin svoger general Jørgen Bielke, der lige havde afhændet sin arvepart Samsø til Griffenfeld. 1675 solgte han Aakær til amtmand Christian Gersdorff (1644 - 1725), der mageskiftede den mod Iisgaard på Mols til en fjerde svoger, gehejmeråd Otte Krabbe til Holmegaard, Broksø m. m. Efter al denne bytten gårde mellem rigsdrostens arvinger blev en borgerlig mand, justitsråd Bendix Lassen (død 1717), søn af en købmand i Århus, herre til Aakær i 1697, hvor han (1699) fæstede bo med Hedevig Margrete Bornemann, en datter af Sjællands biskop, Henrik Bornemann. Hun giftede sig for anden gang med oberst Matthias Rosenørn, og efter hans død 1725 tilfaldt gården hendes søn af første ægteskab, major Henrik Lassen, der blev adlet og tog navnet Lasson 1731 og døde 1732; så måtte moderen, der også var blevet adlet 1731, igen tage styret, som hun beholdt til sin død 1749. I denne lange Bornemannske periode har den borggård, der på et ukendt tidspunkt, antagelig i årtierne efter svenskekrigene, afløste det vidtløftige og meget forfaldne slot, fået sin nuværende skikkelse. Det er et barokslot »en miniature«, der er opbygget i ét stokværk i bindingsværk over en høj kampestenskælder, som jo nok rummer rester af det gamle slot, og som delvis er af tilhugne kvadre, delvis af utildannede marksten. Gården er trefløjet og anlagt omkring en symmetriakse, der fremhæves af en bred, gennemgående kvist midt på hovedfløjen over indgangsdøren, hvor Matthias Rosenørn anbragte to sten med våbener og årstallet 1722, der dog som nævnt sikkert kun angiver en ombygning af anlægget. Også sidefløjene har symmetrisk siddende indgange, og gårdspladsen lukkes i nordvest af fire store gamle lindetræer. I dette rummelige og moderne indrettede hus, der mod syd og vest blev omgivet af en have, som åen strømmede igennem, var Hedevig Margrete Bornemann husfrue i halvhundrede år. Hendes datter, Benedicte Antoinette Rosenørn, bragte Aakær til sin mand, den senere etatsråd Thøger de Lasson (død 1772) til Dybvad af familien Lasson til Rødslet i Kær herred. Efter hendes død 1783 rykkede på ny en svigersøn ind som ejer; det var kammerherre Frederik Christian Tønne Lüttichau (1744 - 1805), gift med Anne de Lasson; han var en søn af den general Christian Ditlev Lüttichau, der oprettede stamhuset Tjele. Han var en studeret og berejst mand, der var dr. jur. fra Oxford og viste sig som en virksom og dygtig godsejer, der slog til lyd for forbedringer i fæstebøndernes kår; men da han mente, at de radikale reformer 1787 - 88 ville ødelægge det danske landbrug, optrådte han 1790 sammen med major Fr. L. Chr. Beenfeldt til Serridslevgaard som ordfører for en kreds ligesindede jyske godsejere og førte i et »tillidsskrift« til kronprinsen et så voldsomt angreb på Colbiørnsen, der ikke blev ham svar skyldig, at han kunne dømmes til bøder og fortabelse af kammerherretitlen; over denne dom blev han så rasende, at han rejste til Tyskland, hvor han blev rigsgreve, og 1793 solgte Aakær og Dybvad, ialt 867 tdr. htk., til rigsgreve G.V.A.D. von Münster- Meinhövel for 372.000 rdl. i pistoler.(Danske Slotte og Herregaarde)
EJERE
ca. 1350 Markvard Rostrup
1398 Århus bispestol
1536 Kronen
1661 Frederik Gersdorff
1674 Jørgen Bielke
1675 Christian Gersdorff
1677 Otte Krabbe
1697 Bendix Lassen
1717 Hedevig Margrete Bornemann
1749 Th. Lassen
1783 Fr. Chr. T. Lüttichau
1793 G. V. A. D. v. Münster-Meinhövel
1794 Fr. O. v. Dernath
1802 H. Reventlow og A. H. B. Fr. Bernstorff
1816 H. Reventlow (eneejer)
1836 J. G. Cohen
1857 P. J. Neergaard
1884 Chr. P. S. B. Neergaard
1923 F. B. Neergaard (død januar 1967) |
|
| 11 |
 | Aakærs Inspektørbolig
Ebba Busky-Neergaards bolig |
|
| 12 |
 | Aastrup Gods-doc
Eichel / Bartholin |
|
| 13 |
 | Abildgaard coat of arms
|
|
| 14 |
 | Adam Berner-Schilden-Holsten
|
|
| 15 |
 | Adam Gottlob greve Moltke
|
|
| 16 |
 | Adam Hauch
with his wife Erikka Roberta Christine Sophie Skeel |
|
| 17 |
 | Adam Knuth
|
|
| 18 |
 | Adam Moltke
with his wife Sophie Magdalene Raben-Levetzau |
|
| 19 |
 | Adam Oehlenschläger
|
|
| 20 |
 | Adam Tramp
with his wife Rosa Holstein-Rathlou |
|
| 21 |
 | Adam von Knuth
|
|
| 22 |
 | Adam von Lowzow
with his wife Marie Hansen |
|
| 23 |
 | Adam von Moltke
|
|
| 24 |
 | Adam von Pentz
|
|
| 25 |
 | Adamine Feddersen
|
|
| 26 |
 | Addo Løvenørn Bardenfleth
|
|
| 27 |
 | Adelaide Brun
|
|
| 28 |
 | Adelaide Huth
|
|
| 29 |
 | Adelaide Lanng
Med børnene Ida Bruhn (1858-1926) og Carl Wilhelm Rømer-Bruhn (1847-1937) fra Carl Julius Bruhn's 1. ægteskab med Wilhelmine von Rømer. |
|
| 30 |
 | Adelaide Marie O'Kelly
with her son Fritz |
|
| 31 |
 | Adeler (hjerteskjold) coat of arms
|
|
| 32 |
 | Adeler (skydeskive) coat of arms
|
|
| 33 |
 | Adeler baron coat of arms
|
|
| 34 |
 | Adeler coat of arms
|
|
| 35 |
 | Adeler II coat of arms
|
|
| 36 |
 | Adelgunde Rømeling
|
|
| 37 |
 | Adolf IV. von Holstein-Schauenburg
|
|
| 38 |
 | Adolf Julianus Hastrup ©
Estruplund kirkegaard |
|
| 39 |
 | Adolf Mourier-Petersen
|
|
| 40 |
 | Adolph Bruun
|
|
| 41 |
 | Adolph Ludvig Drewsen
|
|
| 42 |
 | Adolph Spreckels
|
|
| 43 |
 | Adolph von Holsten
|
|
| 44 |
 | Agate Johanne Gote Birkedal Barfod
|
|
| 45 |
 | Agersbøl
Øster Snede sogn, Nørvang herred, Vejle amt.
Det var ganske vist for at spotte ham, at Sigbrit kaldte Mogens Gøye for kongen af Nørrejylland. Men næppe helt uden grund. Hans lige på jordegods har ikke været i Danmark eller Tyskland på nogle hundrede år, sagde siden Arild Huitfeldt. Man skal blot gennemblade Gøye'rnes berømte jordebog for at få et koncist og samtidigt overvældende indtryk af, hvor mange ejendomme over hele landet der var underlagt rigshoftnesterens herredømme. Det var ikke langt fra, at han havde besiddelser i snart hvert eneste herred i hele riget fra den skånske grænse til Kongeåen. Mogens Gøye slog sig ikke til tåls med, hvad han selv eller hans frue havde arvet, og det var ellers ikke så lidt, han øgede godsmassen på mange måder og på mange steder. Også på Vejleegnen var han på færde for at skabe et samlet godskompleks, og skønt købet af Kjeldkær ikke gik i orden, så lagde han grunden til et andet af de godser, der skulle bestå i århundreder. I landsbyen Agersbøl havde hans frue Mette Bydelsbak arvet en enkelt gård. Den hørte til hendes mødrene gods og har måske ligget under Clausholm, en herregård, der med sit hele tilliggende længe var nedarvet udelt, fordi der »stadig havde været én eneste arving, som var søn eller datter efter fader eller moder«. Men da mange af de gamle breve, adkomstdokumenterne, som havde været på gården, var brændt sammen med denne, så kan man ikke i jordebogen finde noget om Agersbøls skæbne før 1528, da Mogens Gøye til sin kones ene gård købte fire andre i byen. Han overtog dem fra fru Margrethe, enke efter Steffen von Bülow i »Lance Meklenborg«, en emigreret dansk adelsdame, for hvem de naturligvis ikke lå særlig bekvemt. Men den kendte jyske landsdommer Niels Clementsen og hans berygtede søn Rasmus efter ham har åbenbart også haft rettigheder i disse gårde, da Mogens Gøye i 1537 måtte udkøbe den sidstnævntes arving, hans søster. Inden udgangen af det 16. århundrede var alle fem gårde lagt sammen til én, Agersbøl Hovedgaard, hvis første kendte indehaver var rigshofmesterens datterdatter Margrethe Høg, nævnt til Agersbøl 1595, da hun var enke efter Christian Qvitzow. Hun døde barnløs, og gården tilfaldt hendes brodersøn Just Høg til Bjørnholm, der for 10.000 rdl. pantsatte den med underliggende gods til statholderen i hertugdømmerne Gert Rantzau. Og hans arvinger forekom til sin tid Just Høg noget fordringsfulde. På sin søster Øllegaard Rantzaus vegne krævede Christian Rantzau nemlig erstatning for renter, som ikke var betalt, mens fjenderne var i Jylland under Kejserkrigen. Men da »forskrevne Agersbølgård og gods' indkomst årugen skulle beløbe sig mange hundrede rigsdaler højere end forskrevne rente«, kunne panthaverne, der havde overtaget og drevet godset, have taget sig rigelig betalt af disse indtægter. Det endte selvfølgelig med rettergang på herredagen, og der blev nedsat »gode mænd«, kommissarier, der skulle gøre regnskabet op mellem de to parter. Samme år, 1638, kom gården, uvist på hvad måde, i hænderne på Jørgen Juul til Laage, hvis kone var en Arenfeldt og dermed af en slægt, der ofte satte sig mindre heldige spor i historien. Det varede dog en tid lang, inden forholdet mellem ægtefællerne blev så dårligt, at de måtte til retten for at få det ordnet. De havde begge været enige om at klage over hinanden, »at de udi deres ægteskab med den samdrægtighed, som de burde, ikke kunne leve, hvilken deres uenighed sig mesten og i særdeleshed skulle rejse deraf, at de, om hvis den ene såvelsom den anden til tilbørlig ophold burde at komme, ej kan overenskomme«. Det blev nødvendigt at nedsætte flere kommissioner for at skille dem imellem, for ikke at sige skille dem, og først i 1667 kom det til forlig, idet fru Ellen Arenfeldt skulle overtage Agersbøl gods for sin levetid, mens det efter hendes død skulle skiftes mellem rette arvinger. Ædelmodigt overlod Jørgen Juul hende alle hendes smykker, »uanset den halve part ham med rette tilkom, og det til at forekomme al videre tvist og forargelse mellem dem«. Dog skulle han have nogen erstatning i rede penge, og så forbeholdt han sig et sølvbækken og en sølvflaske, »hannern af salig fru Ellen Marsvin foræret«. Efter skilsmissen sad fru Ellen så på Agersbøl til sin død, hvorefter hendes arvinger 1676 overdrog deres andel af gården til Laurids Brorson til Dybvad, der også måtte udkøbe Jørgen Juuls arvinger, bl. a. i 1677 Rudolf von Offenberg, der var gift med hans broderdatter. Og dernæst blev Agersbøl i 1681, som så mange andre herregårde i den tid, købt af en officer, oberstløjtnant Kai de la Mare, for en gangs skyld ikke en tysker, forsåvidt som hans fader på grund af religionsforfølgelserne var indvandret fra Frankrig til Holsten. Hans søn af samme charge Hieronymus de la Mare overtog godset efter hans død 1713 og besad det til sin egen 1728, hvorpå det for 15.000 rdl. med over 200 htk. bøndergods blev solgt på auktion til Pernille, enke efter Jørgen Jørgensen, og siden arvedes af sønnen Mourids Jørgensen, død 1753. Den næste ejer var i 1760 Poul Marcussen til Ørumgaard af den kendte godsejerslægt, som 1769 solgte Agersbøl til sønnen Peder Marcussen. Han ægtede sin husholderske, den smukke Inger Saabye, og hun sad med gården i henved 20 år efter mandens død 1779, indtil hun 1797 afhændede den til sin svoger justitsråd Marcus Pauli Marcussen. til Krastrup. Men han overdrog den samme år til sin søn, justitsråd Poul Marcussen til Krastrup, og sin svigersøn Ulrik Christian von Schmidten. Og så vidste man, hvad klokken var slået. Schmidten, svigersønnen, var nemlig en af tidens mest bekendte godsslagtere, der allerede havde aflivet såvel Gunderstedgaard som Vaar og Urup, hvilken sidste hovedgård han endnu ejede. Begge svogrene indgav da også straks ansøgning om at måtte afhænde bøndergodset fra Agersbøl med forbehold af hovedgårdens rettigheder og fik bevillingen. Schmidten udkøbte i 1799 svogeren for 30.000 rdl., solgte en stor del af bøndergodset fra og afhændede hovedgården med resten i 1801 til Erik Christian Grave Hoppe til Lillerup, hvem det i hele hans ejerperiode ikke lykkedes at komme til at bebo hovedbygningen. Den havde nemlig madame Saabye forbeholdt sig, da hun i sin tid afhændede Agersbøl, og Hoppe måtte nøjes med sidefløjen. Han solgte i 1807 til den tidligere inspektør på Sostrup Johan Otto Andersen, der beholdt Agersbøl indtil 1811. For 32.000 rbdl. blev godset da solgt til John Smith sen., den første »englænder på Gyllingnæs«, som fik skøde 1812 og døde 1813. Der er vel næppe nogen af denne bekendte eller berygtede familie, som har taget bopæl på Agersbøl, for gården, der var tillagt datteren Jane Smith, blev allerede 1816 for samme købesum solgt til major Johannes Peter Ingwersen fra Viufgaard, »studekongen«, som man kaldte ham, der skal have slået alle hidtidige og måske også efterfølgende rekorder på denne handels område. Agersbøl overdrog han 1821, den kostede stadig 32.000 rbdl., til sønnen Martin Ingwersen. Efter dennes død 1862 arvede sønnen Johannes Peter Ingwersen Agersbøl. Hans enke solgte 1880 til H. Hastrup, der gik fallit, og prokurator M. F. Zahn fra Kolding overtog 1888 gården for rundt regnet 300.000 kr. og besad den til 1911, hvorefter Juan A. Rothaus var ejer til 1917. Og så havde Agersbøl som sædvanligt i den periode en overgang hurtigt skiftende ejere. Det konsortium, der havde overtaget den fra Rothaus for 575.000 kr., solgte den samme år til Holm, som endnu inden året var omme fik 625.000 af A. P. Eriksen. Året efter fik denne 825.000 kr. af Raun og Albertsen. 1920 blev gården købt af C. L Petersen, fra hvem Jydsk Land Hypotekforening overtog den 1924 for året efter at overdrage den til Andreas Jensen. Og fra ham kom den atter i 1928 til et konsortium, som solgte jord fra til 6 ejendomme på hver ca. 40 tdr. Id. og den således reducerede hovedgård til direktør Malte Vestergaard, Vejle. Ved salget fra ham til William Jensen i 1931 blev besiddelsen endelig fastere, for den sidstnævnte ejer stadig Agersbøl. Efter sidste udstykning har Agersbøl 250 tdr. Id., heraf 35 tdr. Id, skov. I 1773 var udsæden 21 tdr. rug, 35 tdr. byg, 105 tdr. havre og 15 tdr. boghvede, men for en gangs skyld ved man ikke noget om det dyrkede areal ved matrikuleringen i 1680'erne. Markbogen mangler nemlig! Det er som sædvanlig også temmelig sent, man får besked om den fulde udstrækning af bøndergodset. Det vil sige, i Mogens Gøyes jordebog nævnes der sammen med den ene gård i Agersbøl også andre i nabolaget, nemlig en i Kragelund, en i Båstrup, tre i Solskov, tre i Bredal og to i Vester Ørum, hvortil kom tre i Ure, en i Selde og en i Knabberup i Tørrild herred. (Danske Slotte og Herregaarde)
EJERE
1528 Mogens Gøye, Voldsted (i haven)
ca. 1600 Just Høg
1638 Jørgen Juul
1676 Laurids Brorson
1681 Kai de la Mare
1728 Pernille Jørgensen
1746 To stokværks stuehus erstattet med et stokværks bindingsværks bygning
1753 P. Marcussen, Avlsgården opført
1797 P. Marcussen d. Y. og U. Chr. v. Schmidten
1799 U. Chr. v. Schmidten (eneejer)
1801 E. Chr. G. Hoppe
1807 J. O. Andersen
1811 J. Smith
1816 J. P. Ingwersen
1845 Hovedbygningen fornyet i grundmur
1821 M. Ingwersen
1880 H. Hastrup
1884 Tårn opført
1888 M. F. C. Zahn
1911 J. A. Rothaus
1917 - 31 Forskellige ejere
1931 W. Jensen |
|
| 46 |
 | Aggersborggaard
Aggersborg sogn, Øster Han herred, Hjørring amt.
Tæt ned imod Limfjorden ligger Aggersborggaard. Kun en flad engstrækning skiller herregården fra stranden. Skønt bygningerne, gammeldags solidt bindingsværk, tydeligt nok skriver sig fra ældre tid, har de kun stået en kortere del af gårdens lange tilværelse. Adskillige gange har Aggersund spejlet de røde flammer fra det brændende Aggersborggaard. Ufred og ulykkelig hændelse har mindst fire gange lagt anlægget i aske. Og det allerførste, som fortælles om gården, står i ødelæggelsens tegn. Aggersborggaard er en af de danske herregårde, hvis historie rækker længst tilbage i tiden, helt til året 1086, det år, da Knud den Hellige fandt sin død i Odense Albani kirke. Men på sin flugt for den oprørske bondehær drog kongen over Aggersund. Han havde søgt tilflugt på den nærliggende bispegård, sikkert Bejstrup, Biskopstorp. Bønderne troede imidlertid, han opholdt sig på Aggersborg Kongsgaard og overrumplede, som det synes, i morgendæmringen dennes besætning. Forgæves havde biskoppen søgt at standse de morderiske skarer. Rasende havde de pisket strandsandet med deres spyd, så den fromme herre måtte sørge for sin egen sikkerhed. Ælnoth, den engelske munk, som skrev Hellig Knud Konges martyrhistorie, har givet en livfuld skildring af overfaldet på Kongsgaarden. Den oprørske hob hastede, idet de vilde skarer stadig voksede, som de for frem rede til alskens forbrydelse, mod borgen. Og de higede også efter at få rygtet om den voldsfærd, de havde indladt sig på, udbredt derfra over hele Jylland. De afsindige menneskers angreb slog alle med rædsel. Nogle af kongsmændene trækker de nøgne ud af deres senge, andre klynger de op på dørene, atter andre kaster de i vandet. De bliver sønderflænget af den rasende mængde som af vilde dyr, og kun få lykkes det at frelse sig ved flugten, efter at også husene er fuldstændig ødelagt. Ethvert rum, endog selve kongshallen, blev gennemsøgt og plyndret. Man har ikke så dramatisk en beskrivelse af borgens andre ødelæggelser, og om dens skæbne i de følgende århundreder vides lidt nok. Den må dog være blevet bygget op igen, og Erik Klipping gæstede den i året 1272. Men et hundrede år senere var den atter jævnet med jorden! Man kender ikke de nærmere omstændigheder, ved kun, at ridderen Niels Eriksen Gyldenstierne af Aagaard over for Valdemar Atterdag i året 1373 måtte forpligte sig til at genopbygge Aggersborg faste slot med dets bygninger, barfred, tårne, grave og broer, forborg og ladegård, som det alt sammen havde stået, før det blev afbrændt! Det er vel sket under de jyske stormænds oprør mod kong Valdemar. Men endnu en gang skulle Aggersborg blive luernes bytte under indre stridigheder, og da var det atter bonden, som havde rejst sig. Det var dengang Niels Eriksens sønnesøn måtte flygte fra Aagaard »ikkun med en stav i sin hånd«, i 1441, da Henrik Tagesen og andre af kong Eriks partigængere førte bønderne til kamp mod den indkaldte konge, Christoffer af Bayern. Folkevisens knappe strofer præger billedet af Aggersborgs fald:
De rede frem for Aalborg Sund og fremfor Huseby Vejle.
For da red deres høvedsmænd, de måtte alt klæde en stejle.
De rede frem ad Aggersborg og frem ad Aggersborg by. De satte ild på kongens gård, den stod så højt i sky!
Denne gang blev der vistnok ikke tale om at genopbygge den ødelagte kongsgård, selv om Han herred endnu i det 15. århundrede udgjorde en særskilt forlening. Og det Aggersborg, som i det 17. århundrede atter, bogstavelig talt, blev et offer for krigens flammer, var ikke en kongeborg, derimod et adeligt herresæde. Men det er at foregribe begivenhedernes gang. I resten af det 15. og størstedelen af det 16. århundrede var der næppe noget herskab på Aggersborg. 1469 hed beboeren Morten Mortensen, og måske har gården været indbefattet i den kendte Hans Tolders forleningsbrev på færgeriet ved Aggersund. Som vogter af det gamle overfartssted havde borgen jo haft sin strategiske betydning. Det er sikkert også den gamle kongsgård, det drejer sig om, når Jens Mouridsen i 1549 fik livsbrev på »Kronens Gaard liggendes i Aggersborg By, som Marine Nielsdatter ibor«, mod at svare til de sædvanlige afgifter og pligter. Det rette og officielle navn var imidlertid Kongens Gaard i Aggersborg, som folkevisen siger, og som det endelig også hedder i mageskiftebrevet af 1579. Dette år kom gården nemlig med i mageskifternes store malstrøm, der omkalfatrede ejendomsforholdene vidt og bredt over det ganske land. Lensmanden på Aalborghus, Niels Jensen til Torstedlund, fik befaling til at besigtige Aggersborggaard, men da han selv kendte både by og gård, nøjedes han med at tage den daværende beboer af »Kongens Gaard i Agersbore By« for sig, Anders Thommesen og lade ham ved sin højeste ed og med oprakte fingre bekende, hvad landgilde, der gik af den, og hvad man kunne »så og avle« dertil. Gårdens ny ejer eller ejerske blev fru Vibeke Podebusk, enke efter Evert Bild til Ravnholt, mere kendt for sin genealogiske end for sin landøkonomiske virksomhed. Hun var en arrogant og hoffærdig dame, præget af alle sin stands værste fordomme, hvad imidlertid netop gav anledning til, at hun så ivrigt sysselsatte sig med historie og slægtsstudier. En dansk krønike skal skyldes hende, mens »Vibeke Podebusks Slægtebog« næppe bærer sit navn helt med rette, snarere indeholder slægtstraditioner, opsamlet gennem længere tid. Mens fru Vibeke i første omgang kun havde overtaget Kongens Gaard alene, fik hun siden andre gårde i Aggersborg by og sogn og har sikkert forsynet sin ny hovedgård med standsmæssige bygninger. Hun døde på den i 1596 og blev bisat i kirken for dog siden at blive begravet i Herrested kirke ved Ravnbolt. Sønnen Preben Bild arvede Aggersborggaard, en adelsmand med sædvanlig tidstypisk tilværelse, en ungdom ved hove og i udenlandsk krigstjeneste og en manddom som kongelig lensmand. Ham fulgte hans datter Vibeke Bild, der som farmoderen havde litterære interesser, ikke mindre end tre folkevisehåndskrifter bærer hendes navn. Hun var gift med Erik Rantzau til Gjessingholm og solgte som enke 1631 Aggersborggaard til sin morbroders søn Erik Kaas af Starupgaard-linjen, der atter efter godt en snes års forløb i 1652 afhændede gård og gods til sin svoger Ejler Høg. Ingen af dem var særlig velhavende, Erik Kaas blev 1638 takseret til godt 260 tdr. htk., og efter Ejler Høg, der levede sine sidste år i Odense, gik arvingerne fra arv og gæld. Hans datter Marie Høg var imidlertid blevet ejer af Aggersborggaard, som hun 1686, enke efter Hak Vind, død »in delerio«, solgte til Hans Mogensen Arenfeldt, gift med Helle Urne. Efter hans død i 1689 kom gården til enken Helle Urnes datter i første ægteskab Margrethe Rantzau, gift med den rige Peder Benzon, lægesønnen fra Aalborg, der 1679 havde fået adeligt våbenbrev, 1686 var blevet kancelliråd og ejede Havnø, Aagaard, Korsøgaard, Kølskegaard, Glomstrup. Han døde 1701 på Havnø. Da hans søn Hans Benzon til Korsøgaard 1718 solgte Aggersborggaard til Mads Gregersen Speitzer, kom den første gang i borgerlig besiddelse. Sønnen Christen Madsen Speitzer og hans kone Anne Margrethe Lund søgte 1767 kgl. konfirmation på Aggersborggaard og gods og tiender, ialt godt 600 tdr. htk., som et stamhus. Nogen egentlig stadfæstelse kom imidlertid ikke til at foreligge, og det havde til sin tid følger. Efter mandens død allerede samme år overtog enken ganske vist stamhuset på skifte i 1770 uden protest fra børnenes side, men da sønnen Mads Speitzer efter moderens død i 1777 ville gøre sin eneret til godset gældende i overensstemmelse med erektionsbrevet, gjorde de andre søskende indsigelse. Sagen kom for en kommissionsdomstol, der kendte oprettelsen magtesløs, og en højesteretsdom af 1779 stadfæstede denne afgørelse. Mads Speitzer måtte udkøbe sine medarvinger for at komme i besiddelse af godset. Han var afgjort ikke nogen fremskridtsmand, hvad hans indberetning 1785 tydeligt viser. I de 6 år, han da havde besiddet godset, havde han ikke kunnet gennemføre nogen udskiftning eller udflytning »på grund af mange gyldige raisons«. Dels ville der gå sædeland til spilde, dels »ville jorden ved denne lejlighed bringes af lave og sættes ud af sædebar stand i nogle mænds tid, hvorved jordbrugerne vurder bragt udi yderste fattigdom!« Det ville i det hele taget være umuligt at gennemføre de forskellige forbedringer på grund af landbrugernes elendige tilstand, de ville »ingenlunde formå at udrede de store og betydelige bekostninger eller at lide det tab deres ejer- og levetid, som forbemeldte indretninger udisputerlig medtager i de fleste tilfælde«. Også en anden kendelse af landets øverste domstol gik Mads Speitzer imod. Hans ægtefælle Margrethe Gleerup blev skilt fra ham ved højesteretsdom »formedelst mandens hårde og ufordragelige omgang«. Hvilket imidlertid ikke forhindrede, at de siden atter levede sammen. Nogle år før sin død solgte Mads Speitzer 1803 Aggersborggaard til Jakob Kjellerup, der atter 1808 afhændede til generalauditør Hans Jakob Lindahl til Aunsbjerg, og dermed var godsets skæbne beseglet. For Lindahl var en af tidens mest bekendte godsslagtere, der en overgang ekspederede så noget nær en herregård årligt. Helt udstykket var Aggersborggaard gods nu ikke, da han efter tre års forløb solgte hovedgården med tilliggende, ialt 108 tdr. htk., til kaptajn Steen Kjærulf. Efter dennes død 1833 solgte enken Anna Cathrine Lüttichau til en af gårdens mere bekendte ejere Ludvig Christian Brinck-Seidelin, der siden 1815 havde været amtsforvalter i Hjørring, et mønster på en embedsmand, efter hvad hans samtidige hævdede »streng og samvittighedsfuld i tjenesten, retfærdig og human mod sine undergivne, velvillig uegennyttig og hjælpsom mod befolkningen«. Han æredes da også af amtets beboere »næsten som en fader«. Brinck-Seidelin var desuden kendt som landøkonomisk forfatter, bl. a. af Beskrivelsen af Hjørring Amt. Han beholdt Aggersborggaard til 1846, året efter at han var blevet udnævnt til chef for rentekammerets regnskabsafdeling, og inden sin død blev han konferensråd. Hans efterfølger på Aggersborggaard var Johan Nikolaj Ovesen, som 1852 solgte til den første af den slægt, som stadig besidder den, Jakob Nørgaard. Efter hans død 1893 sad enken med gården til 1903, hvorefter sønnen H. B. F. Nørgaard fik Aggersborggaard, som fra 1936 besiddes af hans søn Jacob Nørgaard og dennes søster Inger Marie Nørgaard. (Danske Slotte og Herregaarde)
EJERE
ca. 1000 Vikingeborg
1086 Kronen, Kongsgården ødelagt
1373 Gården genopbygget
1441 Gården afbrændt
1579 Vibeke Podebusk (Bild)
1579 Kaldt Kongens Gaard
1596 Preben Bild
1631 Erik Kaas
ca. 1645 Gården afbrændt
1652 Ejler Høg
1686 Hans Mogensen Arenfeldt
1689 Peder Benzon
1718 Mads Gregersen Speitzer
1753 Chr. Madsen Speitzer
1756 - 58 Hovedbygningen opført i bindingsværk
1803 - 52 Forskellige ejere
1852 J. Nørgaard
1936 J. og Inger Marie Nørgaard, 1936 Hovedbygningen restaureret |
|
| 47 |
 | Agnes Dehn
|
|
| 48 |
 | Agnes Dinesen
|
|
| 49 |
 | Agnes Mathilde von Hedemann
|
|
| 50 |
 | Agnete Hielmstierne
with her husband Marcus Gerhard Rosencrone |
|
|
|
 |
All Media
Home