|
|
|
|
Home
Matches 1 to 50 of 2301
| |
Notes |
Linked to |
| 1 |
Adeler, Cort Sivertsen, 1622-75, Admiral. Han blev født 16. Dec. 1622 i Brevig i Norge. Faderen Søren Jensen havde tidligere været Skriver ved det kongelige Saltværk i Langesund, Moderens Navn var Dorthe Nielsdatter; for den opstillede Formodning, at Forældrene skulde have været af hollandsk Oprindelse, ligger der intet til Grund. Til sit 15. Aar opdroges han hjemme og gik da ligesom saa mange andre af hans unge Landsmænd til Holland for at lære Navigation og Mathematik. Sin Uddannelse modtog han i Byen Hoorn i Nordholland, tog derpaa Tjeneste om Bord paa den hollandske Flaade og deltog 1639 i det bekjendte Slag ved Dünerne, hvor Admiral Martin Herbertsen Tromp sejrede over Spanierne. Det følgende Aar tog han Hyre hos Kapitajn Johan Reiersen fra Hoorn og fór med ham nogle Aar paa Italien. Da Reiersen gik i Tjeneste hos den venetianske Republik, fulgte Cort med som Konstabel paa hans Skib, og da Reiersen døde nogle Aar efter, overtog Cort efter hans Ønske Posten som Skibskapitajn. | Cort Sivertsen Adeler
|
| 2 |
Adeler, Frederik Baron, 1764-1816, Overpræsident,
blev født paa Adelersborg 25. Juli 1764 og var en Søn af Kammerherre Conrad Vilhelm Baron A. og Ulrika Helene Cicignon. I en Alder af kun 14 Aar blev han Hofjunker, 1781 Kammerjunker, 1790 supernum. Kommitteret i Generaltoldkammeret og 1792 Kammerherre. 1802 udnævntes han til Stiftamtmand i Throndhjem og Amtmand over nordre og søndre Throndhjems Amt, men forflyttedes allerede 1804 som Amtmand til Holbæk.
1808 blev han Stiftamtmand i Fyn og Amtmand over Odense Amt og Aaret efter Gehejme-konferensraad og Overpræsident i København; 1804 havde han erholdt Storkorset af Danebrog. Han døde pludselig i Kjøbenhavn 23. Marts 1816. 1. Juli 1786 havde han ægtet Berta Komtesse Moltke, der var født 16. Nov. 1767 og døde 1. Maj 1846 paa Adelersborg. Dette Baroni, som A. 1785 havde overtaget tillige med Gimsø i Norge, substituerede han 1810 med en Fideikommiskapital, men Gaard og Gods, hvis Bestyrelse han med megen Duelighed varetog, forblev dog som et Allodialgods hos Efterkommerne af hans eneste Datter Sophie Hedevig Baronesse A.
Manthey, Ridderes Levnetsløb 1809-17.
Lassen, Norske Stamtavler I, 53 f.
Thiset. | Frederik Adeler
|
| 3 |
Adeler, Frederik, 1700-66, Stiftamtmand. Han er født 3. Maj 1700 i København (Christianshavn) og var Søn af Gehejmeraad Frederik Christian A. (d. 1726). Han rejste 1722 udenlands med to af sine Brødre, besøgte i Løbet af 4 Aar Tyskland og Nederlandene, England, Frankrig og Italien og blev kort efter sin Hjemkomst 1726 Kammerjunker hos Dronning Anna Sophie. Samtidig med sit Giftermaal blev han 1727 Etatsraad og Amtmand over Kalundborg, Sæbygaard, Dragsholm og Holbæk Amter, 1740 Konferensraad, 1749 ved Jubelfesten Ridder af Danebrog og 1751 ved Bytte med sin Svoger Joach. Hartv. Joh. v. Barner Stiftamtmand i Christianssand og Amtmand over Nedenæs og Raabyggelaget. 1760 ved Jubelfesten blev han Gehejmeraad og fik 1763 Ordenen de l`union parfaite. Han døde i Christianssand 28. Dec. 1766 og blev bisat med stor Højtidelighed i Christianssands Domkirke 20. Jan 1767. | Frederik Adeler
|
| 4 |
Adeler, Frederik Christian, 1668-1726, Gehejmeraad, var Søn af foranstaaende Generaladmiral Cort Adeler og Anna Pelt og født i København 13. Okt. 1668. Han blev holdt over Daaben af Kronprinsen, den senere Christian V, nød som ung en omhyggelig Uddannelse og rejste derpaa udenlands (1687-90). Paa sin Rejse gæstede han ogsaa Venedig, hvor man endnu havde hans Faders Bedrifter i frisk Minde, og hvor man modtog ham vel. Der blev endog offereret ham smigrende Ærevers. Strax efter sin Hjemkomst blev han Kammerjunker og ægtede i Sept. 1694 Henriette Marie Lente, Datter af Gehejmeraad Joh. Hugo Lente, Regeringsraad i Slesvig og Gesandt ved det køllnske Hof, og Margrethe Barnefeldt. Dels efter sin Fader, dels med sin Hustru kom A . i Besiddelse af betydelige Jordegodser: Bratsberg, Gimsø, Sæbygaard og Egemark, foruden det store Adelerske Hus paa Christianshavn m. m.; Dragsholm kjøbte han 1694 for Spotpris af en portugisisk Jøde. | Frederik Christian Adeler
|
| 5 |
Adeler var 2 gange gift: først med Juliane Cicignon, fra hvem han blev separeret i 1785; derefter med Caroline Løvenskiold, f. Schubarth, enke efter kammerjunker Jacob Løvenskiold paa Borgestad. Hun døde 1798, og saa var han da i sine sidste aar alene om den store husholdning, hvor der var rigelig plads for yndlinger og intriger og sladder, og hvor han uindskrænket kunde pleje sine gammelmands-egenheder. En stor matkrok synes han at ha været, og traditionen har sat hans død i forbindelse med mangel paa maadehold i den retning, idet han døde af slag under et besøk paa Sem 1/11 1810. | Frederik Georg Adeler
|
| 6 |
Hofdame hos Prinsesse Louise, Frederik V`s. Søster, brylluppet fandt Sted i Hoffets Nærværelse d. 30 August 1765 paa Fredensborg Slot. | Anne Dorothea von Ahlefeldt
|
| 7 |
Ahlefeldt, Carl Greve, 1670-1722, Statsmand. Han var den yngste Søn af Storkansler Grev Frederik Ahlefeldt og dennes anden Hustru Marie Elisabeth f. Grevinde af Leiningen og Dachsburg; han fødtes 25. April 1670. Ved sin Faders Død 1686 arvede Ahlefeldt efter dennes testamentariske Bestemmelse Grevskabet Rixingen i det vestlige Tyskland; Grevskabet Langeland tilfaldt ham 1708, efter at begge hans ældre Brødre vare døde. Desuden ejede Ahlefeldt i Tyskland Friherreskabet Mørsberg, i Sønderjylland Familiegodserne Graasten, Søgaard og Ballegaard, og i Aaret 1702 kjøbte Ahlefeldt en Del af det tidligere Krongods i Kalundborg Amt, som Frederik III 1664 havde solgt til Gabriel Marselis. Han nedlagde her Landsbyen Østrup, af hvis Jorder han dannede Hovedgaarden Østrupgaard, det nuværende Lerchenborg. I Nærheden af København byggede Ahlefeldt som Lyststed Sorgenfri Slot. | Carl von Ahlefeldt
|
| 8 |
I DAA 1917 side 519 - Speil og DAA 1929 - Ahlefeldt side 36, passer det ikke helt sammen med div. ægteskaber. | Catharine Ditlevsdatter von Ahlefeldt
|
| 9 |
Gift 1. Iven Buchwald til Rybjerg Hovedgaard
Gift 2. Frederik Sax til Rybjerg
Gift 3. Philip Hermann Hundermark til Rybjerg, d.1687 | Catharine Godskesdatter Ahlefeldt, II
|
| 10 |
Vistnok datter af Bendix von Ahlefeldt til Gjelting | Catharine von Ahlefeldt
|
| 11 |
Ahlefeldt, Conrad Vilhelm Greve, 1707-91, Officer. Født 21. Sept. 1707, Søn af Carl Ahlefeldt. Blev 1725 Sekondlieutenant i Kronprinsens Regiment og avancerede hurtig; 1729 blev han Kapitajn, 1737 karakt, og 1740 virkelig Major, men tog 1741 sin Afsked af Krigstjenesten. 1746 ansattes Ahlefeldt atter i Hæren, som Oberst af Infanteriet (med Anciennitet fra 1744. 1750 var Ahlefeldt Oberst i Dragonerne, 1753 udnævntes han til Generalmajor, og 1755 blev han Overkrigssekretær, men afgik fra denne Stilling, da den franske Feltherre Grev St. Germain blev indkaldt her i Landet for at reformere den danske Hær og Krigsbestyrelse, og 1763 ansat som Gouvernør i København, samtidig med at han udnævntes til General af Kavalleriet. Efter at St. Germain var bleven styrtet som Formand for det af ham oprettede Krigsdirektorium, indtraadte Ahlefeldt 1766 som Næstformand i det høje Krigsraad under Prins Carl af Hessens Forsæde, indtil Direktoriet det følgende Aar gjenoprettedes. Fra Gouvernørposten i København afskedigedes han af Struensee 1771 og levede nu i Uvirksomhed, indtil han det følgende Aar efter Struensees Fald blev Gouvernør i Fredericia og Inspektør over det jyske Kavalleri og Infanteri, en Stilling, han dog efter Ansøgning fik forandret til Kavalleriinspektør i Jylland og Hertugdømmerne. 1775 blev han Gouvernør i Rensborg og beklædte til Slutning atter Inspektørposten over Infanteriet i Jylland og Hertugdømmerne i Forbindelse med Kavalleriinspektørposten, indtil han paa Grund af Alder og Svagelighed afgik fra Tjenesten 1788. Ahlefeldt ægtede 24. Febr. 1739 Vilhelmine Hedevig Antoinette f. Gram, Datter af Gehejmeraad, Amtmand Frederik Carl G. og Charlotte Sophia v. Hattenbach, og havde med hende 18 Børn. Han blev hvid Ridder 1750, Ridder af Elefanten 1768 og døde 25. Juli 1791 i Rensborg. | Conrad Wilhelm von Ahlefeldt
|
| 12 |
Faldt i en duel med Kaptajn St. Paul | Daniel Josias von Ahlefeldt
|
| 13 |
Gift 1. Detlev Sested, død 1578 | Dorothea Bendixdatter von Ahlefeldt, II
|
| 14 |
Ahlefeldt, Frederik Greve, 1623-86, Storkansler. Ahlefeldt hørte til en Slægt, som i over 300 Aar ejede Søgaard, mellem Aabenraa og Flensborg, det største Gods i Sønderjylland. Slægten var delt i to Linjer, som havde fælles Bolig paa den gamle Borg i Kliplev Sogn; men jævnlige Tvistigheder og Retstrætter mellem dem give en Forklaring paa den ejendommelige Indretning, som ses paa gamle Afbildninger, at der nemlig var draget en høj Mur paa langs igennem Borggaarden for at skille de to Beboelser fra hinanden. Den ene Linje foretrak derfor ogsaa i Tidens Løb mere og mere en Bolig længere Øster paa, i en af Sundeveds skønneste Egne, og saaledes opførtes Gaarden, senere Slottet Graasten. Den senere Storkanslers Fader, Frederik A., var Herre til det halve Søgaard med Gaardene Grøngrøft og Aarup, medens hans Frænde Hans A. ejede Graasten og Stoltelund. De vare desuden Svogre, i det den første var gift med den sidstes Søster Berte. Sønnen Frederik var født i Aar et 1623 og nød en omhyggelig Opdragelse. | Frederik Ahlefeldt
|
| 15 |
Ahlefeldt, Frederik Greve, 1702-73, Officer. F. Ahlefeldt, Lensgreve til Langeland m. m., født 29. Dec. 1702, var ældste Søn af Carl Ahlefeldt. Efter Faderens Død 1722 bleve de store slesvigske Godser bortsolgte, og han overtog Grevskabet Langeland og de andre rige Besiddelser i Kongeriget. Ahlefeldt militære Karriere falder først efter Krigene i Aarhundredets Begyndelse, i det han 1724 blev Kapitajn og Kompagnichef ved Kronprinsens Regiment og 1728 Kapitajn ved Livgarden til Fods. 28. Apri l 1730 blev Ahlefeldt gift med Birthe Holstein, f. 28. April 1705, som døde 9. Nov. 1735, og som var en Datter af Geheimeraad Christian Frederik H. og Enke efter Gesandten, Generallieutenant Johan Frederik Bothmer. Ahlefeldt, som i Aarenes Løb blev Kammerherre 1723 og Ridder af Danebrog 1729, opnaaede efterhaanden de forskjellige Grader i Hæren, idet han 1730 blev Oberstlieutenant ved Generalmajor Schubarts Regiment og 1747 Generalmajor i Rytteriet, indtil han 1754 blev Generallieutenant. | Frederik Ahlefeldt
|
| 16 |
Ahlefeldt, Frederik Greve, 1662-1708, Statholder i Slesvig og Holsten og Officer.
F. Ahlefeldt Lensgreve til Langeland, Rigsgreve til Rixingen, Rigsfriherre til Mørsberg, Herre til Graasten, Søgaard, Ballegaard og en Mængde andre Godser i Slesvig, blev født 21. April 1662 i Flensborg og var den ældste Søn af Storkansler Frederik Ahlefeldt og Margrethe Dorothea Rantzau. Allerede 1681 blev han udnævnt til Landraad og 1684 til Vicestatholder i Slesvig og Holsten, Gouvernør og Amtmand over Steinburg og Ditmarsken samt Kammerherre. 1684 blev Ahlefeldt Ridder af Danebrog og 1688 Ridder af Elefanten. Det var saaledes store Embeder og Hædersbevisninger, som han opnaaede i en meget ung Alder, hvilket han vel for en stor Del skyldte sine Familieforbindelser og sit Giftermaal 3. Nov. 1686 med Kongens Datter med Sophie Amalie Moth, Christiane Gyldenløve, som var født 7. Juli 1672 død 12. Sept. 1689, og Ahlefeldt giftede sig nu 31. Jan. 1695 med Armgaard Margrethe Reventlow, en Datter af Storkansleren Conrad Reventlow og Anna Margrethe Gabel. Da Freden i Ryswick var blevet sluttet i Okt. 1697, vendte Ahlefeldt tilbage til Danmark og afgav samme Aar sin Kommando, da han 7. Dec. blev udnævnt til Statholder i Slesvig og Holsten og senere til Gehejmeraad. I Følge denne sin Stilling hørte han til Landets første Embedsmænd og bar som saadan Rigsæblet ved Kongens Begravelse 1699.
Hans Enke døde barnløs saa vel som hans første Hustru Aaret efter 7. Januar. Ahlefeldt er begravet i Radsted Kirke paa Lolland. | Frederik von Ahlefeldt
|
| 17 |
Ahlefeldt, Hans Adolph, 1679-1761, Gehejmeraad, en Søn af Joachim A. født 24. Okt. 1679, skrev sig til Bukhavn, Prisholt og Raskenberg. Han blev kgl. Landraad og Kammerherre, bar 1711-14 Gesandt i Berlin, fik 1714 Danebrogsordenen, blev 1729 Ge hejmeraad, 1739 Gehejmekonferensraad og 1752 Ridder af Elefanten. 1715 ægtede han Dorothea Krag (f. 1675 d. 1754), en Datter af Mogens Krag. Hun havde først været gift med Baron Jens Juel, derefter med Christian V`s Søn Christian Gyldenløve (d . 1703). Det skal derfor have vakt hendes kongelige Svoger Frederik IV`s Misfornøjelse, at hun nu for tredje Gang vilde gifte sig med en simpel Adelsmand; men med en Hentydning til Ahlefeldternes og Gyldenløvernes Vaaben er skal hun have svaret , at hun foretrak en levende Hund for en død Løve. Hun bragte sin Mand Gisselfeld, som hun imidlertid ikke ejede, men hvis Indtægter vare overladte hende for Livstid; hans Forsøg paa at beholde Ejendommen efter hendes Død mislykkedes derfor. Begge vare de meget ødsle. | Hans Adolph von Ahlefeldt
|
| 18 |
Ahlefeldt, Hans, -1500, Danebrogsfanens tapre forsvarer i slaget ved Hemmingsted, en søn af Benedict Ahlefeldt til Tørning, forekommer første gang i Aaret 1475 som Ejer af Tørning, blev 1476 gift med Elsebet Rosenkrantz, en Datter af Rigshofmester Erik Ottesen Rosenkrantz, og var under Christian I og Kong Hans en af de betydeligste holstenske Raader, 1480 Lensmand paa Gottorp, 1483 paa Tønder og blev omtrent samtidig Ridder, solgte 1494 Tørning til Kong Hans mod at faa Borgen Haseldorp ved Elben til Bytte, blev kort efter Lensmand paa Segeberg, omtrent samtidig med at han ægtede Adelheid v. Bülow; Ahlefeldt's Strænghed her fremkaldte en væbnet Bondeopstand mod ham. Paa Ditmarskertoget var han en af Hovedførerne; Ahlefeldt fraraadede under de uheldige Vejrforhold at rykke frem mod Hemmingsted, men blev overstemt, især af Junker Schlentz. I Slaget førte han Rigsbanneret, der dog næppe var selve den gamle himmelfaldne Fane. | Hans Benedictsen von Ahlefeldt
|
| 19 |
Ahlefeldt, Hans Henrik, 1656-1720, Gehejmeraad, var Søn af Bendix Ahlefeldt til Neuenhof og Elisabeth Hedevig v. Thienen af Wahlstorff og født 1. Marts 1656. Han studerede i Kiel og udgav der i en Alder af 14 Aar en latinsk Afhandling: "de monarc harum mutua obligatione ad Christianum Qvintum". Ved Indvielsen af Kiels Universitet 1665 havde han og 22 andre Ahlefeldter været tilstede. Han ejede Godserne Stendorf, Seestermühe og Klein-Colmar og var en af de største Jorddrotter i Holsten. Efter at være traadt i dansk Statstjeneste blev han kgl. Landraad, og senere benyttedes han til forskellige diplomatiske Missioner; af sin Panegyrikus Joh. Burch. Maius prises han som en fortræffelig kgl. Gesandt ved Kurbrandenborgs og Kursachsens Hoffer. Allerede i Christian V`s Tid var han overordentlig Envoyé i England; i Berlin var han Gesandt, da den brandenborgske Kurfyrste lod sig udraabe til Konge af Preussen. | Hans Heinrich von Ahlefeldt
|
| 20 |
Ahlefeldt, Hans, 1624-94, Officer. H. Ahlefeldt til Glorup, Cathrinebjerg og Anhof, Søn af Hans Ahlefeldt til Stendorf og Margrethe Hansdatter Buchwald, indtraadte som ganske ung i det kejserlige Rytteri og tjente sig her op fra neden til Ritmester. 1648 vendte han hjem, men maatte allerede Aaret efter forlade Landet paa Grund af, at han i en Duel havde dræbt Cai Buchwald til Fresenburg, der var gift med hans Søster Florentine, og gik derpaa i fransk, senere i svensk Tjeneste. Da Krigen udbrød 1657 bad han om Tilladelse til at maatte vende tilbage, fik Generalpardon af Frederik III og blev ansat i Anders Billes Hær som Chef for et Regiment Ryttere, med hvilket han senere underlagdes Ulr. Chr. Gyldenløve ved Forsvaret af Fyn. Den sørgelige Mærkedag, 30. Jan. 1658, da Carl Gustav over Lille Bælt foretog den første af sine berømte Ismarcher, der skulde føre til Danmarks Sønderlemmelse, syntes Ahlefeldt at være en af de faa, der i den almindelige Forvirring, som herskede i Kommandoen under Gyldenløves Sygdom, ikke havde tabt Hovedet, og fra Ivernæs Pynt gik han resolut Fjenden i Møde paa Isen med sine 6 Kompagnier Ryttere, men han overvældedes og blev som hele Hæren gjort til Fange. Efter Roskildefreden bliver han Generalmajor og udnævnes til Chef for Kongens Livregiment til Hest, der hidtil havde været kommanderet af Cai Lykke, og hvoraf nogle Kompagnier og Staben ved Carl Gustavs Overfald havde Garnison i København. Under den paafølgende Belejring, hvori han og hans Ryttere med Hæder deltoge, vandt han Kongens Yndest og Tillid i høj Grad, og næst Gyldenløve og Schack var han den, til hvis Raad Kongen især lyttede. Stormnatten 11. Febr. 1659 kommanderede han ved Østerport. I Slutningen af April s. A. faar han, der nu er Generallieutenant, Ordre til sammen med Frederik Ahlefeldt at begive sig til Holsten for her fra at undsætte Nakskov og gjenerobre Falster, men Expeditionen kunde ikke udføres, da Hollænderne vægrede sig ved at dække Overførselen. En stor Del af Sommeren opholder han sig i Jylland for at hverve Mandskab og deltager derpaa i Fyns Erobring. I det afgjørende Slag ved Nyborg 14. Nov. kommanderede han Hærens yderste højre Fløj og bidrog ved et glimrende Indhug med sine Ryttere væsentlig til at hidføre og fuldstændiggjøre Sejren. Efter Slaget sendtes han sammen med Ulr. Fred. Gyldenløve til København for at lykønske Kongen og give ham Beretning om det forefaldne. I Begyndelsen af næste Aar afgik han med Kongens Fuldmagt til Jylland for at skaffe Rede paa, hvad Gods og Løsøre, Breve og Dokumenter der maatte findes efter afdøde Fru Kirstine Munk, og beslaglægge det for Kongen. Ved Tilbagerejsen her fra havde han det Uheld sammen med Hans Schack om Bord paa en hollandsk Galiot at blive opsnappet af Svenskerne, der i Triumf lode deres kostbare Fanger føre til Malmø og derfra til Jønkøping, hvor de hensade indtil Fredens Slutning. Efter denne udnævntes Ahlefeldt til Assessor i Krigskollegiet, blev Amtmand paa Dragsholm 1661-64 og paa Saltø 1664-70, Øverstbefalende over Rytteriet i Kongeriget og Hertugdømmerne og afsluttede sine Stillinger i Statens Tjeneste som Gouvernør over Fyn og Kommandant i Nyborg. Christian V satte ligesom Faderen stor Pris paa ham og skal have ønsket at optage ham i sit Gehejmeraad, hvilket dog ikke kunde forenes med A.s Trosbekjendelse som Katholik. Mærkeligt bliver det derimod, at Kongen ikke anvendte en saa erfaren og krigskyndig Mand i aktiv Tjeneste under den Skaanske Krig, da Ahlefeldt endnu stod i sin Manddoms fulde Kraft. Ahlefeldt var første Gang gift med Sivert Urnes Enke, Catharine Caisdatter Sehested eller Sested ?, en fortrolig Veninde af Dronningen. Ægteskabet, der blev indgaaet i Efteraaret 1661, s. A. som Urne døde, vakte en Del Opsigt. Den svenske Resident i København beretter herom, at Dronningen uden videre Ceremonier ved et Aftensmaaltid i Haven har ladet dem kopulere. Hun medbragte ham Hovedgaarden Raarup, som derefter blev kaldt Cathrinebjerg, men, ved Kjøb kom han i Besiddelse af Glorup, paa hvilket prægtige Herresæde han senere stedse boede. Anden Gang var han gift med Anna Henriksdatter Rumohr, efter hvem den ham ligeledes tilhørende Gaard Anhof sandsynligvis er opkaldt. A. døde 1694. Anna Rumohr (f. 1649 d. 1711) lod efter A.s og hendes Søn Christians Aaret efter paafulgte Død med stor Bekostning opføre et Kapel ved St. Knuds Kirke i Odense og heri oprejse et pragtfuldt Marmormonument, udført af Italieneren Thomas Qvilinus, over de afdøde. | Hans von Ahlefeldt
|
| 21 |
Død af et vaadeskud under en ulvejagt ved Jersbek | Henrik von Ahlefeldt
|
| 22 |
Ahlefeldt, Joachim, 1646-1717, Gehejmeraad, var Søn af Gert Philip A. til Bukhagen og Grønholt og Anna Rumohr af Bukhagen. Som alle den Tids unge Adelsmænd rejste han i Udlandet og traadte efter sin Tilbagekomst i gottorpsk Tjeneste. Han var Klosterprovst i Preetz fra 1677 til 1682 og blev 1683 gottorpsk Landraad, Gehejmeraad osv. og Amtmand i Trittau og Reinbek Amter og i 1686 gottorpsk Regeringspræsident eller første Statsminister. Han ejede Godserne Bukhagen, Olpenæs m. m., men ved Okkupationen af de gottorpske Lande 1684 inddrog Kong Christian V hans Godser, som skjænkedes til Overkammerjunker Knuth, dog bleve de Ahlefeldt tilbagegivne efter Forliget i Altona 1689. Samme Aar skænkede Hertug Christian Albrecht ham en Del Jordegods i Ellebjærg i Svansen, hvorpaa Ahlefeldt med en hos den Tids store Jorddrotter sædvanlig Hensynsløshed lod de der boende Bønders Gaarde nedbryde og slog Jorderne sammen med Olpenæsgodsets. I 1702 solgte han sidstnævnte Gods til Ditlev Ahlefeldt (af Gelting-Linjen), men købte i Stedet for Godset Prisholt. Han var imidlertid bleven Amtmand i Tønder, og han, som tidligere, navnlig efter Kielmannseckernes Fængsling, havde været uvenlig stemt mod Danmark, var nu slaaet om og arbejdede paa en Forsoning mellem Kongen og Christian Albrecht. Da denne døde, og Hertug Frederik IV vedvarende viste sig fjendsk mod Danmark, forlangte Ahlefeldt endog sin Afsked og gik i dansk Statstjeneste. Her blev han 1699 Gehejmeraad og snart efter Overhofmester for Enkedronning Charlotte Amalies Hofstat, i 1703 første Deputeret over Finanserne og Medlem af Gehejmekonseillet og 1706 Vicestatholder i Slesvig og Holsten. Allerede i 1701 havde Ahlefeldt faaet Danebrogsordenen. 3 Aar efter ledsagede han Kong Frederik IV paa dennes norske Rejse. Som Diplomat brugtes han kun lidet, dog var han en af de danske befuldmægtigede paa Hamborger-Konferencen 1707 og underskrev i 1711 paa Kongens Vegne ved Forliget i Hamborg, hvorved de ved Travendalfredens tredje Artikel affødte Uenigheder mellem Kongen og Hertugen udjævnedes. I 1712 begyndte Ahlefeldt at føle Alderens Tryk, han nedlagde derfor sine Embeder og begav sig til sit Gods Bukhavn. Et ulykkeligt Tilfælde ramte ham her: af en ustyrlig Hest blev han slynget ud af sin lille Karriol og slæbt et langt Stykke hen ad Jorden, hvorved han blev meget ilde tilredt. Ahlefeldt døde paa Bukhavn kort efter, 9. Sept. 1717. Han var gift med Anna Margrethe Buchwald af Jersbek, Datter af Hans Adolf B. og Margr. Blome af Seedorf, og havde med hende 5 Døtre, af hvilke en blev gift med Ferdinand Anton Danneskiold-Laurvigen, og 4 Sønner. Ahlefeldt var en grundig lærd og videnskabelig dannet Mand, han elskede og beskyttede de lærde og tog sig varmt af Universitetet i Kiel. Burch. Maius, Prof. i Kiel, priser ham i en latinsk Lovtale saalunde: «eluxit... in eo Nestoris facundia, Lycurgi consilium,Ulyssis prudentia, justitia Aristidis, gravitas Catonis, constantia Periclis, immo hos omnes non tam æqvavit dictis animi dotibus, sed et superavit». | Joachim von Ahlefeldt
|
| 23 |
I DAA 1929 side 108 er det ikke beskrevet til hvilken moder børnene tilhører | Volf Schacksen von Ahlefeldt
|
| 24 |
Ahlefeldt-Dehn, Carl Frederik Ulrik, 1750-1829,
Amtmand, en Søn af Vilhelm von Ahlefeldt til Klein-Nordsee (d. 1754) og Benedicte Christine Charlotte f. Schmettau, fødtes 30. Marts. Han blev Kammerherre 1775, Provst ved St. Johannes Kloster i Slesvig 1777, Ridder af Danebrog 1803, Gehejmekonferensraad 1815. 1805-20 var han Amtmand over Steinburg Amt. Ved sit Giftermaal (1776) med Sophie Frederikke v. Dehn (f. 1759 d. 1813) kom han i Besiddelse af Stamhuset Ludwigsburg, og 1783 fik han Tilladelse til at kaldes Ahlefeldt-Dehn og føre Familiernes forenede Vaaben.
Vaabenskjoldet delt; i 1. Halvdel delt af Blaat og Hvidt, 1. en hvid Vinge fast paa Delingen, i 2. to røde Bjelker; i 2. Halvdel en sort Gryde under 3 femoddede Sølv Stjerner jævnsides i Guld. Paa Skjoldet en friherrelig Krone, paa hvilken 2 Hjelme; I: det Ahlefeldtske Hjelmtegn; II: en femoddet Sølv Stjerne mellem 2 sorte Vinger. Skjoldholdere: en hvid Mynde og en naturlig farvet Bjørn, begge tilbageseende og med rødt Halsbaand.
Han døde 3. Marts 1829.
Castenskiold, Suppl. til Adelslex. S. 6.
P. Brock.
| Carl Frederik Ulrik von Ahlefeldt-Dehn
|
| 25 |
AHLEFELDT-LAURVIG Jørgen William greve, godsejer, kammerherre, kunsthistoriker; f. 29/11 - 1924 på Linholdt ved Mørkøv; søn af greve, kammerherre, hofjægermester Kai F S Ahlefeldt-Laurvig (død 1973, se Blå Bog 1973) og hustru Astrid (Adi) Ingeborg Margrethe f. Holm (død 1979); gift 1. gang 1/6 1951 m. Vivian A-L. f. Jørgensen; 2. gang 26/9 1954 m. Elisabeth A-L. f.Steensen Leth; 3. gang 30/11 1966 m. Birgit A-L., f. 20/3 1943 i Vordingborg, datter af læge P EMøller og hustru Karen Margrethe f. Mørkeberg. Realeks. (Stenhus Kostskole) 1943; student (priv. dimit.) 1948; uddannelse indenfor land- ogskovbrug i ind- og udland samt universitetsuddannelse fra Michigan State College; agronom 1953;premierløjtn. i Hjemmeværnet. Ejer af Fogedbygård ved Næstved 1954-63, af Eriksholm Avlsgård 1958-95, af Rønmosegården1963-85 og af Severinsminde 1984-88; arkæologisk medarb. ved Kbhs Bymuseum 1963-79. Formand for Den Ahlefeldtske families Sammenslutning 1964-92; præsident for VåbenhistoriskSelskab 1967-80 og for Holbæk Amts Økonomiske Selskab 1986-92; formand for Holbækegnens Tolvmandsforening for Større Gårde 1970-95; med. af repræsentantskabet for Den Danske Banks Holbæk-afd. og af bestyrelsen for Danmarks Adelsforbund fra 1968; formand forudgivelsesforeningen for Danmarks Adels Aarbog og for Danmarks Adelsforening fra 1992; med.af bestyrelsen for Næstved Museum 1957-63 og for Brøstes Samling og af komiteen for uddelingenaf Christianshavns Statuetten; formand for Holbæk Amts Historiske Selskab fra 1977, for be-styrelsen for Anneberg Samlingerne fra 1982, for I/S Evedalen 1959-63; formand for Holbæk Amts Historiske Samfund fra 1975, for The White Foundation fra 1982, for Det Grevencop-Castenskioldske Familielegat 1986-92, for Fonden af 16. oktober 1942, for Det Søgaard-Graastenske Familielegat, for Frantz og Gregers Ahlefeldts Legat m.fl. og for Orlogsmuseets Venner; medl. af bestyrelsen for Ole Haslunds Kunstnerfond, Den Plessenske Selsø Fond m.fl. Har skrevet: artikler om arkæologi i Historiske meddelelser for København (1964-74); Fajencer fra Fabriken i St. Kongensgade (s.m. Kai Uldall, 1970); Nordiske fajencer på Anneberg (1972); Keramisk kik i Brøstes samling (1973); Københavnske Fajencer på Københavns Bymuseum(1974); Dansk Bondekultur på Anneberg (1975); Kastrup fabrikens fajence og stengods produktion (s.m. Anne Mari Steimle, 1977); De blå stel fra Den kongelige Porcelænsfabrik (1980); Fliser fra de gamle danske Fabrikker (1980); Fajencer fra Kellinghuset 1763-1860 (1983); Morsø-fabrikken - et industrieventyr fra rokoko-tiden (1989); Danske Fajancer på Anneberg (1995);artikler om flise- og fajenceproduktion i det 18. årh., deriblandt til det hollandske flisetidsskrift Tegels, om danske kridtpibefabrikationer i The Archeology of The Clay Tobacco Pipes (1980), Færøernes museumstidsskrift Mondul og Antikvitetsårbogen 1976,-78 og -79 ogantikvitetsspalten i Berlingske Tidende; egnshistoriske artikler til Årbog for Museet for Holbæk og Omegn, Årbogen for Museet på Sønderborg Slot, Årbogen for Holbæk Amts Historiske Selskabm.fl.; har endv. skrevet om Familien Holm på Sølyst i Søllerødbogen for 1974 og 75 og slægtshistorie i Gentoftebogen 1979 og om Danske Kridtpiber i The Archeology of the Clay Tobaco Pipes 1981; medarb. ved Weilbach Dansk Kunstnerleksikon. Korresp. medI. til Norsk Våpenhistorisk Selskaps blad, til Svensk Vapenhistorisk Selskaps blad Varia og til Skånes Vapenhistoriska Selskapets blad; æresmedl. af Våbenhistorisk Selskab. Tildelt Fulbright Scholarship 1949-51; R E Olds Legat 1950-53; legat fra Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse 1967 og 1973; Carlsbergfondets Rejselegat 1974-75; legat fra OleHaslunds Kunstnerfond 1980.
Kilde: Kraks Blå Bog 2002/2003 | Jørgen William Ahlefeldt-Laurvig
|
| 26 |
Forstkand. 1904; forpagter af Lehnskov 1906-10; fra 1910 besidder af baroniet Lehn, der i 1925 overgik til fri ejendom u. navnet Hvidkilde gods; overdrog Hvidkilde hovedbygning, Hvidkilde ladegård og Nielstrup avlsgård i 1951 og hele Hvidkilde skovdistrikt med Hvidkilde savværk 1955 til sin søn, greve Axel Ahlefeldt-Laurvig-Lehn.
---
Bestyrelsesmedl. i Dansk Skovforenings fyenske afd. 1903-18 (formand for samme 1906-18), i Foreningen til Køre-og Ridehestens Fremme i Fyens Stift 1911-15, i Fyens Stifts patriotiske Selskab 1913-20, i Godsejerforeningen 1916-20, i Understøttelsesforeningen for trængende Landmænd og deres Efterladte i Fyens Stift fra 1913 og i Dansk Skovforening fra 1919-24; amtsrepræsentant for Kgl. Dansk Automobilklub 1917-21; medl. af repræsentantskabet for Livsforsikringsselskabet Carentia 1911-18; bestyrelsesmedl. i Dansk Hypothekforsikring fra 1917-23; medl. af Egense sogneråd 1909-43, næstformand i samme 1917-33 og 1937-43, formand 1933-37; formand for bevillingshaverne for Svendborg-Faaborg baner 1913-54, for dens bestyrelse 1920-35 og for dens repræsentantskab 1935-54; formand for afløsningen af jagtretten i Svendborg amt 1913-48 og for Svendborg amts brændselsinstitution 1917-20; medl. af brændselsnævnet 1917-20, af statens brændselsadministration 1920-21, af Svendborg amtsråd 1922-28 og af fredningsnævnet for Svendborg amt 1926-43; 2. viceformand og formand for hovedbestyrelsen for Arbejdsgiverforeningen for Land- og Skovbrug i Danmark 1919-20; formand for Skovbrugets Arbejdsgiverforening for Fyens Stift 1944-48; medl. af bestyrelsen for A/S Fyens Redningskorps fra 1919; medl. af Højres organisation i 6. landstingskreds 1911-15, af det kons. Folkepartis amtsudvalg 1915-20; formand for Den Konservative Vælgerforening for Svendborg og Omegn 1915-16 og for Det konservative Folkepartis Vælgerforening i Svendborgkredsen 1916-21; medl. af Det konservative Folkepartis repræsentantskab 1916-20 og af Den konservative Vælgerforening for Egense Sogn 1921-38, formand 1937-38; Højres kandidat i Odense amts 8. valgkreds ved folketingsvalget 1913; landvæsenskommissær i Svendborg amt 1925-49; medl. for Svendborg amt af lånebestyrelsen ang. udlån af umyndiges midler fra 1926; medl. af direktionen for Fyens kommunale Telefonselskab 1929-30; næstformand i Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring og formand for dennes afd. for land- og skovbrug fra 1929; medl. af direktionen for A/S Det sydfyenske Jernbaneselskab 1929-32 og 1935-38.
Kraks blå bog | Christian Erik Julius Ahlefeldt-Laurvig-Lehn
|
| 27 |
Greve Christian Ahlefeldt-Laurvigen, f. 1732, d. 1791, der af Ægteskabet med Elisabeth Juel efterlod 4 Sønner; den ældste, Greve Frederik Ahlefeldt-Laurvigen, der var den 6te Lehnsgreve til Langeland, f. 1760, d. 1832, havde af Ægteskabet med Charlotte Louise v. Hedemann kun en Datter, den bekjendte Elisabeth Margaretha Davidia Ahlefeldt-Laurvigen, gift med Adolph Lützow; hans Broder Greve Christian Ahlefeldt-Laurvigen næstældste Søn, Jens Juel Ahlefeldt-Laurvigen, f. 1764, d. 1794, gift med Sophia Dorothea v. Hedemann har efterladt Afkom, den ældre grevelige Linie, medens de yngre Sønner, Vilhelm Carl Ferdinand Ahlefeldt-Laurvigen, f. 1769, d.1852, og Carl Christian Ahlefeldt-Laurvigen, f. 1770, d. 1851, have stiftet de tvende yngre grevelige Linier.
| Christian Ahlefeldt-Laurvigen
|
| 28 |
Ahlefeldt-Laurvigen, Elias Carl Frederik Greve, 1816-64, Officer, er født 9. Avg. 1816 (døbt i Frederiksberg Kirke) og var en Søn af Kammerherre, Oberstlieutenant Carl Christian Greve Ahlefeldt-Laurvigen (f. 1770) og dennes første Hustru Julie Christine f. Madstedt. Han indtraadte 1831 i Hæren som Volontør, blev Kadet 1836 og i 1839 Sekondlieutenant i Prins Christian Frederiks Regiment. I 1847 blev han Premierlieutenant og deltog ved 16. Bataillon med Hæder i den første slesvigske Krig. 1850 udnævntes han til Kaptajn og gjorde Tjeneste ved 14., 17. og 11. Bataillon. I 1860 ægtede han Jacobine Dorothea Petersen. I 1864 rykkede han i Felten som Kompagnichef ved 11. Regiment og udmærkede sig under Kampen ved Selk 3. Febr. (se «Vort Forsvar» Nr. 142 A). Derefter deltog han i Kampen ved Sankelmark 6. Febr. og blev i Marts Bataillonschef ved 9. Regiment. Som saadan deltog han under Oberst Scharfenberg i 8. Brigades berømte Angreb paa Dybbølbjerg 18. April, saaledes at han fremhævedes i Rapporten, men fandt tillige Heltedøden.
P. N. Nieuwenhuis.
| Elias Carl Frederik Ahlefeldt-Laurvigen
|
| 29 |
Ahlefeldt-Laurvigen, Elise Davidia Margarethe Grevinde, 1788-1855, Datter af Grev Frederik Ahlefeldt-Laurvigen, født paa Tranekjær Slot 17. Nov. 1788. Hendes Moder, som var af tysk Familie, blev allerede i hendes Barndom skilt fra sin Gemal, og derved kom hun til at føre en underlig adsplittet Tilværelse, snart hos Moderen i dennes ensomme, bedrøvelige Hjem, snart i de glimrende Sale paa Tranekjær. Hun havde et stærkt Hang til det poetiske og romantiske, var let henrevet til glødende Begejstring og manglede Evnen til rolig og kritisk at vurdere Forhold og Personer; samtidig var hun en yndefuld og fornem Skikkelse, da hun i en ung Alder indtraadte i Verden som den rige Arving. Uden Tvivl i Følge Moderens Paavirkning, hvem hun havde forgudet, følte hun sig aldeles tysk i Sind og Tanke, og da hun ved et Badested i Tyskland (1808) traf den senere saa bekjendte Friskarefører Adolf v. Lützow («Lützows wilde Jagd»), overførte hun sin Begejstring for Tysklands nationale Sag paa dennes kjække Forkæmper og ægtede ham i 1810 til Trods for sin Faders Modstand. I Begyndelsen syntes dette Ægteskab at skulle blive meget lykkeligt; hun deltog i alle sin Mands Arbejder med at hverve et Frikorps (1813), sluttede Venskab med hans Venner, bl. a. Theodor Kørner, og indgød sine Omgivelser sin egen Begejstring. Under Krigen fulgte og plejede hun sin Mand over alt med det største Mod og med opofrende Hengivenhed; men efter Krigen kølnedes Forholdet mellem Ægtefællerne stærkt, og da hun (1821) lærte den unge Digter Karl Immermann at kjende, opstod der imellem dem et Forhold, som efterhaanden fra hendes Side udviklede sig fra begejstret Deltagelse i hans voxende Digterberømmelse til lidenskabelig Kjærlighed. Forholdet til hendes Mand opløstes nu ved fælles Overenskomst (1825), hun antog igjen Navn af Grevinde Ahlefeldt og rejste med Immermann til Magdeburg, senere til Düsseldorf; men da han giftede sig med en anden i Aaret 1839, flyttede hun til Berlin, hvor hun døde 20. Marts 1855 af en langvarig Sygdom efter et Liv, rigt paa forgængelig Lykke, bristede Idealer og skuffede Forventninger.
L. Assing, Gräfin Elisa v. Ahlefeldt, Berlin 1857. Allg. deutsche Biographie I, 160 f.
| Elise Davidia Margrethe Ahlefeldt-Laurvigen
|
| 30 |
Ahlefeldt-Laurvigen, Frantz Vilhelm Ferdinand Greve, 1790-1843, Stiftamtmand. Han var en Søn af Grev Jens Juel Ahlefeldt-Laurvigen og fødtes i Altona 7. Nov. 1790. Han studerede først ved Universitetet i Leipzig, derefter i Kiel, Heidelberg, Gøttingen og til sidst i København, hvor han i Aaret 1813 underkastede sig juridisk Examen. 1816 blev Ahlefeldt-Laurvigen Volontør i det danske Kancelli, 1820 Underkancellist, 1821 Assessor i den Viborgske Landsoverret, s. A. Lic. Juris, 1825 extraordinær Assessor i Højesteret, 1826 ordinær Assessor sammesteds, 1828 Kammerherre, 1831 Stiftamtmand over Viborg Stift med Ret til at træde tilbage til Højesteret, hvis han maatte ønske dette, ved Reformationsfesten 1836 Dr. Juris og døde i Viborg 19. Nov. 1843 af en snigende Feber. Ahlefeldt-Laurvigen var elsket og agtet af alle, var ikke blot en særdeles dygtig Dommer og administrativ Embedsmand, men tillige i Besiddelse af en vidt omfattende og ægte humanistisk Dannelse. Han har udgivet forskjellige mindre Afhandlinger (s. Erslew). 25. April 1826 blev Ahlefeldt-Laurvigen gift med Charlotte Helene Louise Fabricius (f. 19. Maj 1800, d. 2. Sept. 1829), Datter af Pastor C. C. F. i Tranekjær. Anden Gang ægtede Ahlefeldt-Laurvigen 16. Dec. 1832 Anne Dorothea Christine Hanson (f. 1. Sept. 1794 i Frederiksnagor), Datter af Regeringsraad Christoffer H. og Juliane Marie Bie, der senere blev gift med Biskop Øllgaard i Viborg.
Erslew, Forf. Lex. Thaarup, Fædrenelandsk Nekrolog 1843 S. 62.
| Frantz Vilhelm Ferdinand Ahlefeldt-Laurvigen
|
| 31 |
Ahlefeldt-Laurvigen, Frederik Greve, 1760-1832, Officer og Lensbesidder (Grevskabet Langeland m. m.). Født 17. Nov. 1760 og Søn af Generalmajor Grev Christian Ahlefeldt-Laurvigen (f. 1732 d. 1791) og Elisabeth f. Juel. Beklædtes efterhaanden med de højeste militære Grader, men som Faderens har ogsaa hans Tjeneste i Hæren for en Del været nominel, og i hvert Fald i den første Tid efter Faderens Død har Bestyrelsen af hans store Godser utvivlsomt været Hovedvirksomheden. Blev Ahlefeldt-Laurvigen allerede i sit 14. Aar udnævnt til Ritmester i sjællandske Regiment Ryttere, forsættes 1787 til Livregiment Ryttere, hvor Ahlefeldt-Laurvigen det næste Aar bliver Major og 1793 Oberstlieutenant, men stilles derpaa à la suite og forbliver staaende som saadan indtil 1801, da Ahlefeldt-Laurvigen afgaar fra Regimentet, samtidig med at han ansættes som Kommandør for den langelandske Landeværnsbataillon. 1802 udnævnes Ahlefeldt-Laurvigen til Generalmajor af Kavalleriet og bliver Aaret efter hvid Ridder. 1808 sættes han à la suite i Armeen, men vedbliver at føre Kommandoen over Landeværnet paa Langeland, Taasinge og Ærø. 1813 udnævnes Ahlefeldt-Laurvigen til Generallieutenant og gives aktiv Kommando som Chef for en Armédivision. 1815 bliver Ahlefeldt-Laurvigen Chef for fynske Regiment lette Dragoner. 1830 afskediges han af Hæren. Ahlefeldt-Laurvigen, der stod i stor Yndest hos Frederik VI og af denne stedse rangeredes blandt de kommanderende Generaler, har som Landejendomsbesidder foretaget flere nyttige Foranstaltninger og i høj Grad vist sig velvillig og human lige over for sine Fæstere paa Godserne. I Perioden fra 1791-1813 afskaffede Ahlefeldt-Laurvigen saaledes Hoveriet, fra 1810 af indførte han efterhaanden fast Akkord for alle Tiender, og i Tiden fra 1791-1820 lod han alt Godset udskifte. Dette kom ham dog ikke til gode i pekuniær Henseende, thi Godset var ved hans Død stærkt belastet og han selv i meget stor Gjæld. Sandsynligvis er det disse trykkede Formuesomstændigheder, der foranledigede ham til allerede 1805 at søge Bevilling til at maatte afhænde det norske Grevskab Laurvig til Kongen, hvilken Tilladelse blev given, mod at han deponerede en Fideikommiskapital.
Ahlefeldt-Laurvigen var 2 Gange gift,
1. 1785 med Charlotte Louise Hedemann (d. 1812), Datter af Landraad Joh. Christoph H. til Hemmelmark,
2. 1816 med Anna Cathrine Leth, Datter af Justitsraad Leth.
Ahlefeldt-Laurvigen døde 8. Marts 1832.
En datter med navnet Elise Davidia Margrethe Ahlefeldt-Laurvigen
Danske Herregaarde VIII.
--
Den mest spændende greve gennem tiden var den her omtalte "Generalen", der besad grevskabet 1791-1832. Han forsøgte at lave sit eget lille fyrstedømme, og som tyske fyrster havde Ahlefeldt-Laurvigen også en sort tjener, Anthony (stammede fra Dansk Vestindien). Han boede i 'Lygten' et bindingsværkshus lige nedenfor slottet. Hans historie fortælles i Slotsmuseet.
I 1992 åbnede Tranekær Slotsmuseum lige overfor slottet. Her fortælles om slægten Ahlefeldt-Laurvigen, om slottets historie og om livet på slottet for såvel herskab som tjenestefolk, og der er møbler og inventar fra slottet.
| Frederik Ahlefeldt-Laurvigen
|
| 32 |
De fleste af linjens medlemmer, særligt alle descendenterne af Greve Frederik Ludvig Vilhelm Ahlefeldt-Laurvigen til Grevskabet Langeland etc. skriver sig Ahlefeldt-Laurvig | Frederik Ludvig Vilhelm Ahlefeldt-Laurvigen
|
| 33 |
Ahlefeldt-Laurwigen, Jens Juel Greve, 1764-94, politisk Forfatter, fødtes 10. Juni 1764 paa den fynske Herregaard Bjørnemose; han var en Broder til den foregaaende, Frederik Ahlefeldt-Laurvigen. Han levede uden Embedsstilling, sysselsat med politiske og litterære Studier. Ahlefeldt-Laurvigen døde i Slesvig 20. Nov. 1794, altsaa kun 30 Aar gammel. Han ægtede 1788 Sophie Dorothea Hedemann (d. 17. Febr. 1820) og blev Fader til Frantz Vilh. Ferd. Ahlefeldt-Laurvigen. Begavet med levende politisk Sans, blev han som saa mange her hjemme stærkt greben af de Ideer om den rette Ordning af Stat og Samfund, som det 18. Aarhundredes Oplysningslitteratur og derefter den franske Revolution satte i Bevægelse. Flere mindre Skrifter, som han udgav paa Tysk, men som tillige bleve oversatte paa Dansk, vidne derom. Det i 1791 udgivne Arbejde "Hingeworfene Gedanken über Regierung" viser ham som en Tilhænger af den oplyste Enevælde med Tanken om Betydningen af Pressefrihed, Offentlighed i Finansstyrelsen, Standslighed og Ophævelse af Privilegievæsenet. | Jens Juel Ahlefeldt-Laurvigen
|
| 34 |
Akeleye, Ingeborg, 1741-1804. Hun var født 13. Maj 1741 og var en Datter af Kommandørkapitajn og Overlods søndenfjælds Jens Werner A. (d. 1772 i København); Moderen hed Martha f. Bruun, I Aaret 1762 lod den unge Herman Løvenskiold (f. 1739, d. 1799 som Kammerherre), der da opholdt sig i Frankrig, gjennem en Bekjendt af sin og Akeleyes Familie, Sorenskriver i nordre Jarlsbergske Distrikt Jens Friis paa Falkensten, anholde hos Faderen om hendes Haand. Efter et gunstigt Svar vendte han kort efter hjem til Norge og saa nu for første Gang sin tilkommende Hustru, i det hun med sine Forældre paa Horten indskibede sig for at rejse til København. Han fulgte snart efter dem til Danmark, Forlovelsen blev endelig sluttet, og Brylluppet holdtes sammesteds i Begyndelsen af Aaret 1763. Efter et længere Ophold i Danmark vendte de nygifte om Vaaren tilbage til Norge og toge Ophold paa Fossum Jærnværk, hvori Løvenskiold den Gang ejede Halvparten, men deres nærmeste Omgivelser mærkede snart, at de ikke syntes at passe synderlig for hinanden, i det Løvenskiold, ihvorvel en brav Mand, skal have været lidet begavet og noget hensynsløs, medens hun gjennem en forfinet Opdragelse og paa Grund af sin Skjønhed synes at have været temmelig forvænt og fordringsfuld. Under et Besøg hos hendes Forældre i Tønsberg om Sommeren 1764 traf Løvenskiold og hans Hustru tilfældigvis den som en af sin Samtids største Libertinere bekjendte Grev Christian Conrad Danneskjold-Laurwigen, der den Gang besøgte det ham efter den ældre Broders. Død nylig tilfaldne Grevskab Laurvig, hvorhen han indbød de rejsende, som ogsaa modtoge Indbydelsen. Kort efter rejste Greven atter til København, hvor han i Marts 1765 lod den smukke Skuespillerinde, Jomfru Mette Marie Rose, bortføre fra Theatret; herfor blev han ilagt en Bod af 10000 Rdl. og forvistes til sine Godser i Norge, hvorhen han nu atter kom om Vaaren 1765. I Anledning af en forønsket Udvidelse af Fossums Circumference mod Grevens Besiddelser i Slemdal søgte Løvenskiold ham kort efter hans Ankomst; dette gav Anledning til gjentagne Indbydelser og Besøg mellem Fossum og Laurvig i Løbet af Sommeren, indtil endelig Grevens Hensigter gik op for Løvenskiold, der efter mange Ubehageligheder fik sin Hustru hjem med sig til Fossum, hvor hendes Fader, der ikke mere var Løvenskiold god, snart indfandt sig og fik istandbragt en for denne meget ufordelagtig Separationskontrakt, som dog senere blev noget ændret, hvorpaa han førte sin Datter hjem med sig til Tønsberg. Efter en med Forældrene det følgende Aars Sommer foretagen Rejse til Smaalenene var hun bleven tilbage hos Kammerherre Brockenhuus i Nærheden af Moss, men her fra fulgte hun kort efter med Sorenskriver Friis til hans Gaard Falkensten, hvorfra hun kun med Vanskelighed kunde formaas til at vende tilbage til Tønsberg. Da imidlertid Faderen i Sept. 1766 erhvervede en kgl. Bestemmelse for, at hun skulde staa under hans Værgemaal og opholde sig, hvor han bestemte, tog hun atter sin Tilflugt til Sorenskriver Friis, der hemmelig sendte hende omkring paa flere Steder i Landet, ja endog ind over den svenske Grænse for at unddrage hende Faderens Opdagelse. Paa dennes Klager blev en kgl. Kommission nedsat, der skulde undersøge den hele Sag og afhøre en Mængde Vidner. Imidlertid var Grev Danneskjold igen vendt tilbage til København, var atter kommen i Naade og var bleven udnævnt til Admiral osv.; ikke saa snart havde derfor Kommissionen begyndt sin Virksomhed, før den atter opløstes og Kongebrevet af 1766 ophævedes, hvorhos det tillodes Fruen at tage Ophold, hvor hun lystede. Grev Danneskjolds Herlighed i København varede dog kun kort; i Avg. 1770 afskedigedes han fra alle sine Embeder og forvistes fra Hoffet, hvorfor han det følgende Aar atter vendte tilbage til Norge og tog Ophold paa Gaarden Rolighed i Hedrum ved Laurvig, hvorhen Fru Ingeborg Akeleye, som hun kaldtes efter sin endelige Skilsmisse fra Løvenskiold, nu ogsaa begav sig, uden at der blev noget af det Ægteskab, Greven havde lovet hende, naar hans Frue var død, hvilket allerede var indtruffet 1766. Greven døde 9. April 1783, og kort efter ægtede Fruen en svensk Æventyrer, Landraad Carl Ingmann v. Manderfeldt, der i Grevens senere Levetid havde hørt til deres Omgangskreds, og hvem Greven havde sikret en Pension, ligesom ogsaa Fru Manderfeldt efter en Proces med hans Arvinger fik sig tildømt den hende bebrevede Pengesum. De flyttede senere til København; hun døde 2. Juni 1804 i Vennersborg, han vendte tilbage til Sverige og døde i Vennersborg 1813.
Saml. t. d. norske Folks Sprog og Hist. VI, 596 ff.
Molbech, Hist.-biogr. Saml. S. 134 ff.
Deichmanske Bibl.s Diplomsamling Fasc. XXXII.
H. J. Huitfeldt-Kaas. | Ingeborg Jensdatter Akeleye
|
| 35 |
Akeleye, Mikkel Pedersen, -- 1539, Borgmester.Han var en Søn af Peder Knudsen A. til Skinnerup (nu Ulriksholm) i Fyn og Hustru Else (ell. Sidsel) Valkendorf. Skønt Adelsmand og Jordegodsejer valgte han at nedsætte sig som Handelsmand i Odense, og han naaede ad den Vej en større Rigdom og Anseelse end Flertallet af sine Standsfæller. Dronning Christine forsynede sig med Klædevarer hos ham, og han drev en betydelig Øxenhandel; tillige var hans Hus det mest ansete Herberg for høje fremmede Gæster, der kom til Odense; selv Kong Christian II tog ind hos ham. Fra 1506 var han Borgmester i Odense og blev 1522 efter Christian II's ny Købstadordning Stadens Skultus. Denne Værdighed faldt bort, da Frederik I kom til Magten; men denne Konge synes strax ved en Gunstbevisning at have villet yde Mikkel Pedersen Erstatning. Borgmester vedblev han at være til sin Død 10. Avg. 1539. Hans Hustru Magdalene Knudsdatter (af den adelige Slægt Drage) levede endnu 1564. Hun og hendes Mand have maaske gjort sig mest fortjente af Efterslægten ved at give den siden navnkundige Peder Palladius Midler til i hans Ungdom at opholde sig i flere Aar i Wittenberg, i det de sendte deres Søn med ham til dette Reformationens Arnested.
Saml. t. Fyens Hist. og Topogr. III, 219 ff.
Danmarks Adels Aarbog 1884.
Ny kirkehist. Saml. III, 499.
H. F. Rørdam. | Mikkel Pedersen Akeleye
|
| 36 |
Akeleye, Sigvard Gabrielsen, 1584-1659.
Han er født paa Torkildstrup (Falster) 25. Marts 1584 og var en Søn af Landsdommeren sammesteds Gabriel Knudsen A. til Krængerup og Nordskov; Moderen var Helrad Jacobsdatter Sparre. 1609 nævnes han som Adelburs, og allerede 1611 forekommer han som Skibskapitajn eller Skibshøvedsmand, med hvilken første Titel han siden hyppig nævnes, i alle Fald lige til 1647; 1612 træffes han første Gang i Norge paa Udskrivning af Baadsmænd i Bergens og Stavanger Len. 1614 var han ansat som Lieutenant paa Elfsborg og synes kort efter at have bosat sig i Norge, hvor han o. 1617 blev gift første Gang med Else Galde, der i dette Aar afstod sin Sædegaard Nygaard i Glemminge Sogn til Kronen, mod at hun og hendes Mand erholdt Livsbrev paa Verne Kloster, Ingedals Skibsrede og Skjeberg Sogn, hvortil senere ogsaa Nygaard ses at være kommen, hvilken Gaard S. A. i Aaret 1647 forgjæves søgte at erholde tilbage ved Mageskifte fra Kronen. 1633 udnævntes han til Tolder og Sisemester paa Moss, i hvis Nærhed Sædegaarden Kambo ligger, som han havde kjøbt 1631, og som senere omtrent i et Aarhundrede tilhørte hans Efterkommere.
Indtil denne Tid har han i Regelen været skrevet til Fædrenegaarden Krængerup, hvori han formentlig har været Medejer med nogle af sine mange Søskende. I Søtjenesten anvendes han lige til Midten af det 17. Aarhundrede; 1640 benævnes han Kommissarius søndenfjælds i Anledning af Opsynet med Defensionsskibene og 1645 ved en enkelt Lejlighed Viceadmiral. 1648 mødte han ved Frederik III?s Hylding i Christiania. Han var en i offentlige og private Hverv hyppig anvendt Mand som Medlem af Kommissioner og Slotslove, ved Skifter, Værgemaal osv., hvilket vistnok maa vidne om anerkjendt praktisk Dygtighed. Han døde sandsynligvis i Christiania i Avg. 1659, da han i Kirkebogen angives begraven sammesteds 27. Avg. dette Aar, og maa da sandsynligvis have været en Mand paa flere og 70 Aar.
Han havde været 3 Gange
gift: 1. med Else Tønnesdatter Galde til Nygaard, Enke efter den tyske Adelsmand Eiler Weide v. Jasmund, hun synes død o. 1636;
2. med Øllegaard Gerlofsdatter Nettelhorst, efter hvem der holdtes Skifte 1647;
3. med Anne Ottesdatter Bildt af Næs, der overlevede ham til 1667. Kun i andet Ægteskab havde han Børn, og fra hans ældste Søn nedstammede den senere i Norge talrige Slægt Akeleye, der uddøde i Mandslinjen 1822.
Han død i Christiania 5. Avg. 1659.
Molbech, Hist.-biogr. Saml. S. 133 f.
Norske Rigsregistranter IV-IX.
H. J. Huitfeldt-Kaas.
| Sigvard Gabrielsen Akeleye
|
| 37 |
Forældre, Sognepræst til Flade-Draaby, Søren Henriksen Ammitzbøll og Cathrine Erridsøe | Hagar Cathrine Ammitzbøll
|
| 38 |
Datter af Husmand i Høsterkjøb Niels Andersen
| Anne Marie Andersen
|
| 39 |
Prince of the House of Ascania and ruler of the principality of Anhalt-Köthen | William Louis von Anhalt-Köthen
|
| 40 |
Charles Martel (September 8, 1271 – August 12, 1295, Naples) of the Angevin dynasty, also known as Charles I Martel, Charles Martel d'Anjou, and (in Italian) Carlo Martello was the eldest son of king Charles II of Naples and Maria of Hungary, the daughter of King Stephen V of Hungary.
The 18-year-old Charles Martel was set up by Pope and ecclesiastical party as the titular King of Hungary 1290–1295 as successor of his maternal uncle, the childless Ladislaus IV of Hungary against whom the Pope had already earlier declared a crusade. He never managed to govern Hungary, where an agnate of the Arpad dynasty, his cousin Andrew III of Hungary actually ruled that period. Charles Martel was, however, successful in asserting his claims in parts of Croatia, a kingdom then in personal union with Hungary.
He married Klementia of Habsburg (d.1295), daughter of Emperor Rudolf I.
wiki | Charles Martel of Anjou
|
| 41 |
Geoffrey V (August 24, 1113 – September 7, 1151), Count of Anjou and Maine, and later Duke of Normandy, called Le Bel ("The Fair") or "Geoffrey Plantagenet", was the father of King Henry II of England, and thus the forefather of the Plantagenet dynasty of English kings.
Geoffrey was the eldest son of Fulk, Count of Anjou and King-Consort of Jerusalem. Geoffrey's mother was Eremburge of La Flèche, heiress of Maine. Geoffrey received his nickname for the sprig of broom (= genêt plant, in French) he wore in his hat as a badge.
King Henry I of England, having heard good reports on Geoffrey's talents and prowess, sent his royal legates to Anjou to negotiate a marriage between Geoffrey and his own daughter, Matilda. Consent was obtained from both parties, and the fifteen-year-old Geoffrey was knighted in Rouen by King Henry in preparation for the wedding. Interestingly, there was no opposition to the marriage from the Church, despite the fact that Geoffrey's sister was widow of Matilda's brother (only son of King Henry) which fact had been used to annul the marriage of another of Geoffrey's sister to the Norman pretender William Clito.
During Pentecost 1127, Geoffrey married Empress Matilda, the daughter and heiress of King Henry I of England, by his first wife, Edith of Scotland and widow of Henry V, Holy Roman Emperor. The marriage was meant to seal a peace between England/Normandy and Anjou. She was eleven years older than Geoffrey, very proud of her status as an Empress (as opposed to being a mere Countess). Their marriage was a stormy one with frequent long separations, but she bore him three sons and survived him.
wiki | Geoffrey V. of Anjou
|
| 42 |
Margaret of Anjou (Marguerite d'Anjou, March 23, 1429 – August 25, 1482) was the Queen consort of Henry VI of England from 1445 to 1471, and a major protagonist, heading the Lancastrian contingent, in the Wars of the Roses.
Margaret was born in the duchy of Lorraine, an Imperial fief east of France that was ruled by the cadet branch of the French kings, the house of Anjou. Margaret was the daughter of Rene I of Naples, Duke of Anjou, King of Naples and Sicily and Isabella, Duchess of Lorraine in her own right. Margaret married King Henry VI, who was eight years her senior, on April 23, 1445, at Titchfield in Hampshire.
Wiki | Margaret of Anjou
|
| 43 |
Forældre, Hugo Nicolaus Otto Theodor Ankarcrona, major ved Skånska dragonregiment og Ellen Emilie Damkier | Gunilla Hilma Inga Charlotte Ankarcrona
|
| 44 |
William II (1095-July 1127) was the duke of Apulia and Calabria from 1111 to 1127. He was the son and successor of Roger Borsa. His mother, Adela of Flanders, had previously been queen of Denmark, and he was a half-brother of Charles the Good.
He succeeded his father as duke in 1111. Like father, like son: he proved utterly inept at governing his Italian possessions. He could not avoid conflict with his cousin Roger II of Sicily, and in 1121 Pope Calixtus II personally intervened to make peace between the warring cousins. William and Roger came to an agreement, whereby Roger provided knights to help William quash a revolt of the minor baron Jordan of Ariano, and in exchange, William abandoned his Sicilian and Calabrian lands.
In 1114, William married a daughter of Count Robert of Carazzo, but they had no children. He died without legitimate posterity in July 1127, leaving the entire of the Norman Mezzogiorno to his first cousin once removed, Roger of Sicily, his erstwhile ally.
Generally considered an insignificant ruler by modern historians, William was respected by his contemporaries, popular with his barons and subjects, and praised for his martial prowess.
wiki | William II. of Apulia
|
| 45 |
Arenfeldt, Axel, 1590-1647, til Basnæs, Søn af Hans Arenfeldt og Anne Marsvin, født 26. Nov. 1590. Han studerede i Giessen og blev derpaa Sekretær i det danske Kancelli (1615-23). Som saadan var han 1620 paa Kongens Vegne Anklager under Processen mod Christoffer Dybvad for Konsistorium og blev 1621 sendt som Afsending til Spanien. 1623 blev Arenfeldt Rentemester, hvilken Stilling han beholdt til 1627. Tillige var han Krigskommissær under Kongens Deltagelse i Trediveaarskrigen i Aarene 1626-27. 1630 blev Arenfeldt sendt til Nederlandene for at søge at fjærne Generalstaterne fra Sverige og blev 1634 udnævnt til Ridder. Fra 1623 til 1643 var nan forlenet med Giske Len i Norge, 1643-46 med Stjernholm Len; som Lensmand her blev han under Krigen med Sverige en Tid holdt fangen af de svenske. Han ægtede 13. April 1634 Marie Ulfeldt, Datter af Jacob Ulfeldt og Birgitte Brockenhuus. Han var bekjendt for sin Ødselhed og Overdaadighed og viste især disse Egenskaber ved sine pragtfulde Byggeforetagender paa den hidtil forfaldne Gaard Basnæs, hvis Gods, der tidligere havde været ringe, han gjorde til en af de anseligste Ejendomme i Sjælland. Han var ikke synderlig afholdt og havde forskjellige Stridigheder med sine Naboer; Rygtet skaanede ham heller ikke for Beskyldninger for Underslæb i hans Stilling som Krigskommissær. Arenfeldt døde 4. Okt. 1647 og blev begravet i Næstved Kirke.
Danske Herregaarde VI: Basnæs.
| Axel Hansen Arenfeldt
|
| 46 |
Axel Arenfeldt benævnes i Aarene 1546-1562 oftere til Palsgaard, hvilken Eiendom han synes at have idet mindste for en Deel, i sin Hustrus Arv; thi hendes Moders Fader, Ludvig Nielsen Rosenkrantz eiede Palsgaard (Trap II. 865-866). Prosp. Af D. Hrgd. III. (Palsgaard). Det er næppe rigtigt naar det her siges, at Axel og Anes Søn senere (1579-1610) afhændede Skeelernes gamle Besidelser i Kolding Lehn; det var Binsgaard, han mageskiftede for Rugaard med Kongen, cfr. Trap II. 543 og 921. jfr. Prosp. Af D. Herrg. V. (Voergaard og Rugaard). Det var, som tidligere anført, Niels Skeels Enke og Datter Ingeborg Skeel, som afhændede de gamle Skeelske Eiendomme. | Axel Nielsen Arenfeldt
|
| 47 |
Arenfeldt, Hans Nielsen, Ugift
Studerede 1654 i Leyden, men nævnes 1655 bl. Officererne ved Hoffet, deltog i Krigen; 1664 Hofjunker, 1670 Overinspektør ved Kunstkammeret, hvis Samling registreredes, fritoges s. A. for Inspektionen med Modelkammeret og 1673 med Kunstkammeret. 1671 Kammerjunker hos Kongen, 1672 Ritmester ved sjællandske Rytterregiment. A. har modelleret en Portrætbuste i Voks af Chr. V (Rosenborg). Den er realistisk, men grov og dilettantisk; sign. med et sammenbundet HAL i lige Streger.
O.A.
H. C. Bering Liisberg: Kunstkammeret, 1897, 126-27. | Hans Nielsen Arenfeldt
|
| 48 |
Arenfeldt, Jørgen, 1644-1717, var en Søn af Axel Arenfeldt til Basnæs og blev født paa Basnæs 14. Avg. 1644. Efter at være bleven opdraget paa Herlufsholm tiltraadte han Slægtens Hovedsæde Rugaard og fik desuden snart efter Gammelgaard paa Lolland, Tjele og Vingegaard ved sit Giftermaal med en Datter af den berygtede Erik Grubbe, Anne Marie Grubbe, f. 1648, der Aaret forud var bleven separeret fra Stygge Høeg.
Desuden ejede han flere andre Gaarde, bl. a. Hjermislevgaard, men alle disse Gaarde maatte han før sin Død sælge paa nær Rugaard. Sagnet vil vide, at Arenfeldt paa lignende Maade som den bekjendte Valdemar Daa ruinerede sig ved Skibsbyggeri, og der synes virkelig at være noget sandt deri (han ejede 1711 et Skib paa 140 Læster). Hans Minde er overhovedet endnu levende den Dag i Dag i Folkemunde, dels paa Grund af hans store Forfængelighed (han gik altid med en stor Guldkæde, skønt han forgæves havde bestræbt sig for at blive Ridder.
Jørgen Arenfeldt til Rugaard befandt sig glimrende i den atmosfære af rædsler, han skabte om sig selv og sit gods. Han så trolddom overalt, sendte den ene ulykkelige på bålet efter den anden. | Jørgen Axelsen Arenfeldt
|
| 49 |
Arenfeldt, Mogens, 1604-71, til Rugaard (i Jylland), Broder til Axel Arenfeldt, født 13. Juli 1604. Han var Hofjunker 1624-25, under Krigen med Sverige 1643-45 Ritmester over et Kompagni af den jyske Rostjeneste og blev 1656 udnævnt til Oberstvagtmester i Jylland, i hvilken Stilling Arenfeldt deltog i den svenske Krig. Han skiftede hyppig Forleninger, i det han 1641-53 havde Mariager Kloster, 1653-54 Nedenæs i Norge, 1655-56 Hald og fra 1656 Skivehus. Efter Enevældens Indførelse var Arenfeldt fra 1663 til sin Død 1671 Stiftamtmand i Viborg og Amtmand over Hald Amt. Arenfeldt ægtede 19. Maj 1633 Else Bülow.
| Mogens Hansen Arenfeldt
|
| 50 |
Efterlod sig flere kuld uægte børn. Ugift | Niels Arenfeldt
|
|
|
 |
Notes
Home