Last Name:
First Name:
   

Kannegaard and Skeel Family Tree
Skeel family in Denmark, Nobility in Europe, Royal families, Coat of arms, Danish noble families
Danmarks adels stamtavler


 Notes

Home pageHome page   

Matches 1 to 50 of 1512

      [1] 2 3 4 5 ... 31» Next»

   Notes   Linked to 
1 Adeler, Cort Sivertsen, 1622-75, Admiral. Han blev født 16. Dec. 1622 i Brevig i Norge. Faderen Søren Jensen havde tidligere været Skriver ved det kongelige Saltværk i Langesund, Moderens Navn var Dorthe Nielsdatter; for den opstillede Formodning, at Forældrene skulde have været af hollandsk Oprindelse, ligger der intet til Grund. Til sit 15. Aar opdroges han hjemme og gik da ligesom saa mange andre af hans unge Landsmænd til Holland for at lære Navigation og Mathematik. Sin Uddannelse modtog han i Byen Hoorn i Nordholland, tog derpaa Tjeneste om Bord paa den hollandske Flaade og deltog 1639 i det bekjendte Slag ved Dünerne, hvor Admiral Martin Herbertsen Tromp sejrede over Spanierne. Det følgende Aar tog han Hyre hos Kapitajn Johan Reiersen fra Hoorn og fór med ham nogle Aar paa Italien. Da Reiersen gik i Tjeneste hos den venetianske Republik, fulgte Cort med som Konstabel paa hans Skib, og da Reiersen døde nogle Aar efter, overtog Cort efter hans Ønske Posten som Skibskapitajn. Cort Sivertsen Adeler
 
2 Adeler, Frederik, 1700-66, Stiftamtmand. Han er født 3. Maj 1700 i København (Christianshavn) og var Søn af Gehejmeraad Frederik Christian A. (d. 1726). Han rejste 1722 udenlands med to af sine Brødre, besøgte i Løbet af 4 Aar Tyskland og Nederlandene, England, Frankrig og Italien og blev kort efter sin Hjemkomst 1726 Kammerjunker hos Dronning Anna Sophie. Samtidig med sit Giftermaal blev han 1727 Etatsraad og Amtmand over Kalundborg, Sæbygaard, Dragsholm og Holbæk Amter, 1740 Konferensraad, 1749 ved Jubelfesten Ridder af Danebrog og 1751 ved Bytte med sin Svoger Joach. Hartv. Joh. v. Barner Stiftamtmand i Christianssand og Amtmand over Nedenæs og Raabyggelaget. 1760 ved Jubelfesten blev han Gehejmeraad og fik 1763 Ordenen de l`union parfaite. Han døde i Christianssand 28. Dec. 1766 og blev bisat med stor Højtidelighed i Christianssands Domkirke 20. Jan 1767.  Frederik Adeler
 
3 Adeler, Frederik Christian, 1668-1726, Gehejmeraad, var Søn af foranstaaende Generaladmiral Cort Adeler og Anna Pelt og født i København 13. Okt. 1668. Han blev holdt over Daaben af Kronprinsen, den senere Christian V, nød som ung en omhyggelig Uddannelse og rejste derpaa udenlands (1687-90). Paa sin Rejse gæstede han ogsaa Venedig, hvor man endnu havde hans Faders Bedrifter i frisk Minde, og hvor man modtog ham vel. Der blev endog offereret ham smigrende Ærevers. Strax efter sin Hjemkomst blev han Kammerjunker og ægtede i Sept. 1694 Henriette Marie Lente, Datter af Gehejmeraad Joh. Hugo Lente, Regeringsraad i Slesvig og Gesandt ved det køllnske Hof, og Margrethe Barnefeldt. Dels efter sin Fader, dels med sin Hustru kom A . i Besiddelse af betydelige Jordegodser: Bratsberg, Gimsø, Sæbygaard og Egemark, foruden det store Adelerske Hus paa Christianshavn m. m.; Dragsholm kjøbte han 1694 for Spotpris af en portugisisk Jøde. Frederik Christian Adeler
 
4 Adeler var 2 gange gift: først med Juliane Cicignon, fra hvem han blev separeret i 1785; derefter med Caroline Løvenskiold, f. Schubarth, enke efter kammerjunker Jacob Løvenskiold paa Borgestad. Hun døde 1798, og saa var han da i sine sidste aar alene om den store husholdning, hvor der var rigelig plads for yndlinger og intriger og sladder, og hvor han uindskrænket kunde pleje sine gammelmands-egenheder. En stor matkrok synes han at ha været, og traditionen har sat hans død i forbindelse med mangel paa maade­hold i den retning, idet han døde af slag under et besøk paa Sem 1/11 1810.  Frederik Georg Adeler
 
5 Hofdame hos Prinsesse Louise, Frederik V`s. Søster, brylluppet fandt Sted i Hoffets Nærværelse d. 30 August 1765 paa Fredensborg Slot. Anne Dorothea von Ahlefeldt
 
6 Ahlefeldt, Carl Greve, 1670-1722, Statsmand. Han var den yngste Søn af Storkansler Grev Frederik Ahlefeldt og dennes anden Hustru Marie Elisabeth f. Grevinde af Leiningen og Dachsburg; han fødtes 25. April 1670. Ved sin Faders Død 1686 arvede Ahlefeldt efter dennes testamentariske Bestemmelse Grevskabet Rixingen i det vestlige Tyskland; Grevskabet Langeland tilfaldt ham 1708, efter at begge hans ældre Brødre vare døde. Desuden ejede Ahlefeldt i Tyskland Friherreskabet Mørsberg, i Sønderjylland Familiegodserne Graasten, Søgaard og Ballegaard, og i Aaret 1702 kjøbte Ahlefeldt en Del af det tidligere Krongods i Kalundborg Amt, som Frederik III 1664 havde solgt til Gabriel Marselis. Han nedlagde her Landsbyen Østrup, af hvis Jorder han dannede Hovedgaarden Østrupgaard, det nuværende Lerchenborg. I Nærheden af København byggede Ahlefeldt som Lyststed Sorgenfri Slot. Carl von Ahlefeldt
 
7 Ahlefeldt, Conrad Vilhelm Greve, 1707-91, Officer. Født 21. Sept. 1707, Søn af Carl Ahlefeldt. Blev 1725 Sekondlieutenant i Kronprinsens Regiment og avancerede hurtig; 1729 blev han Kapitajn, 1737 karakt, og 1740 virkelig Major, men tog 1741 sin Afsked af Krigstjenesten. 1746 ansattes Ahlefeldt atter i Hæren, som Oberst af Infanteriet (med Anciennitet fra 1744. 1750 var Ahlefeldt Oberst i Dragonerne, 1753 udnævntes han til Generalmajor, og 1755 blev han Overkrigssekretær, men afgik fra denne Stilling, da den franske Feltherre Grev St. Germain blev indkaldt her i Landet for at reformere den danske Hær og Krigsbestyrelse, og 1763 ansat som Gouvernør i København, samtidig med at han udnævntes til General af Kavalleriet. Efter at St. Germain var bleven styrtet som Formand for det af ham oprettede Krigsdirektorium, indtraadte Ahlefeldt 1766 som Næstformand i det høje Krigsraad under Prins Carl af Hessens Forsæde, indtil Direktoriet det følgende Aar gjenoprettedes. Fra Gouvernørposten i København afskedigedes han af Struensee 1771 og levede nu i Uvirksomhed, indtil han det følgende Aar efter Struensees Fald blev Gouvernør i Fredericia og Inspektør over det jyske Kavalleri og Infanteri, en Stilling, han dog efter Ansøgning fik forandret til Kavalleriinspektør i Jylland og Hertugdømmerne. 1775 blev han Gouvernør i Rensborg og beklædte til Slutning atter Inspektørposten over Infanteriet i Jylland og Hertugdømmerne i Forbindelse med Kavalleriinspektørposten, indtil han paa Grund af Alder og Svagelighed afgik fra Tjenesten 1788. Ahlefeldt ægtede 24. Febr. 1739 Vilhelmine Hedevig Antoinette f. Gram, Datter af Gehejmeraad, Amtmand Frederik Carl G. og Charlotte Sophia v. Hattenbach, og havde med hende 18 Børn. Han blev hvid Ridder 1750, Ridder af Elefanten 1768 og døde 25. Juli 1791 i Rensborg. Conrad Wilhelm von Ahlefeldt
 
8 Ahlefeldt, Frederik Greve, 1623-86, Storkansler. A. hørte til en Slægt, som i over 300 Aar ejede Søgaard, mellem Aabenraa og Flensborg, det største Gods i Sønderjylland. Slægten var delt i to Linjer, som havde fælles Bolig paa den gamle Borg i Kliplev Sogn; men jævnlige Tvistigheder og Retstrætter mellem dem give en Forklaring paa den ejendommelige Indretning, som ses paa gamle Afbildninger, at der nemlig var draget en høj Mur paa langs igjennem Borggaarden for at skille de to Beboelser fra hinanden. Den ene Linje foretrak derfor ogsaa i Tidens Løb mere og mere en Bolig længere Øster paa, i en af Sundeveds skjønneste Egne, og saaledes opførtes Gaarden, senere Slottet Graasten. Den senere Storkanslers Fader, Fred erik A., var Herre til det halve Søgaard med Gaardene Grøngrøft og Aarup, medens hans Frænde Hans A. ejede Graasten og Stoltelund. De vare desuden Svogre, i det den første var gift med den sidstes Søster Berte. Sønnen Frederik var født i Aar et 1623 og nød en omhyggelig Opdragelse. Frederik von Ahlefeldt
 
9 Ahlefeldt, Frederik Greve, 1662-1708, Statholder i Slesvig og Holsten og Officer.
F. Ahlefeldt Lensgreve til Langeland, Rigsgreve til Rixingen, Rigsfriherre til Mørsberg, Herre til Graasten, Søgaard, Ballegaard og en Mængde andre Godser i Slesvig, blev født 21. April 1662 i Flensborg og var den ældste Søn af Storkansler Frederik Ahlefeldt og Margrethe Dorothea Rantzau. Allerede 1681 blev han udnævnt til Landraad og 1684 til Vicestatholder i Slesvig og Holsten, Gouvernør og Amtmand over Steinburg og Ditmarsken samt Kammerherre. 1684 blev Ahlefeldt Ridder af Danebrog og 1688 Ridder af Elefanten. Det var saaledes store Embeder og Hædersbevisninger, som han opnaaede i en meget ung Alder, hvilket han vel for en stor Del skyldte sine Familieforbindelser og sit Giftermaal 3. Nov. 1686 med Kongens Datter med Sophie Amalie Moth, Christiane Gyldenløve, som var født 7. Juli 1672 død 12. Sept. 1689, og Ahlefeldt giftede sig nu 31. Jan. 1695 med Armgaard Margrethe Reventlow, en Datter af Storkansleren Conrad Reventlow og Anna Margrethe Gabel. Da Freden i Ryswick var blevet sluttet i Okt. 1697, vendte Ahlefeldt tilbage til Danmark og afgav samme Aar sin Kommando, da han 7. Dec. blev udnævnt til Statholder i Slesvig og Holsten og senere til Gehejmeraad. I Følge denne sin Stilling hørte han til Landets første Embedsmænd og bar som saadan Rigsæblet ved Kongens Begravelse 1699.

Hans Enke døde barnløs saa vel som hans første Hustru Aaret efter 7. Januar. Ahlefeldt er begravet i Radsted Kirke paa Lolland.
 		Frederik von Ahlefeldt
 
10 Ahlefeldt, Frederik Greve, 1702-73, Officer. F. Ahlefeldt, Lensgreve til Langeland m. m., født 29. Dec. 1702, var ældste Søn af Carl Ahlefeldt. Efter Faderens Død 1722 bleve de store slesvigske Godser bortsolgte, og han overtog Grevskabet Langeland og de andre rige Besiddelser i Kongeriget. Ahlefeldt militære Karriere falder først efter Krigene i Aarhundredets Begyndelse, i det han 1724 blev Kapitajn og Kompagnichef ved Kronprinsens Regiment og 1728 Kapitajn ved Livgarden til Fods. 28. Apri l 1730 blev Ahlefeldt gift med Birthe Holstein, f. 28. April 1705, som døde 9. Nov. 1735, og som var en Datter af Geheimeraad Christian Frederik H. og Enke efter Gesandten, Generallieutenant Johan Frederik Bothmer. Ahlefeldt, som i Aarenes Løb blev Kammerherre 1723 og Ridder af Danebrog 1729, opnaaede efterhaanden de forskjellige Grader i Hæren, idet han 1730 blev Oberstlieutenant ved Generalmajor Schubarts Regiment og 1747 Generalmajor i Rytteriet, indtil han 1754 blev Generallieutenant. Frederik von Ahlefeldt
 
11 Ahlefeldt, Hans Adolph, 1679-1761, Gehejmeraad, en Søn af Joachim A. født 24. Okt. 1679, skrev sig til Bukhavn, Prisholt og Raskenberg. Han blev kgl. Landraad og Kammerherre, bar 1711-14 Gesandt i Berlin, fik 1714 Danebrogsordenen, blev 1729 Ge hejmeraad, 1739 Gehejmekonferensraad og 1752 Ridder af Elefanten. 1715 ægtede han Dorothea Krag (f. 1675 d. 1754), en Datter af Mogens Krag. Hun havde først været gift med Baron Jens Juel, derefter med Christian V`s Søn Christian Gyldenløve (d . 1703). Det skal derfor have vakt hendes kongelige Svoger Frederik IV`s Misfornøjelse, at hun nu for tredje Gang vilde gifte sig med en simpel Adelsmand; men med en Hentydning til Ahlefeldternes og Gyldenløvernes Vaaben er skal hun have svaret , at hun foretrak en levende Hund for en død Løve. Hun bragte sin Mand Gisselfeld, som hun imidlertid ikke ejede, men hvis Indtægter vare overladte hende for Livstid; hans Forsøg paa at beholde Ejendommen efter hendes Død mislykkedes derfor. Begge vare de meget ødsle. Hans Adolph von Ahlefeldt
 
12 Ahlefeldt, Hans, -1500, Danebrogsfanens tapre Forsvarer i Slaget ved Hemmingsted, en Søn af Benedict Ahlefeldt til Tørning, forekommer første Gang i Aaret 1475 som Ejer af Tørning, blev 1476 gift med Elsebet Rosenkrantz, en Datter af Rigshofmester Erik Ottesen Rosenkrantz, og var under Christian I og Kong Hans en af de betydeligste holstenske Raader, 1480 Lensmand paa Gottorp, 1483 paa Tønder og blev omtrent samtidig Ridder, solgte 1494 Tørning til Kong Hans mod at faa Borgen Haseldorp ved Elben til Bytte, blev kort efter Lensmand paa Segeberg, omtrent samtidig med at han ægtede Adelheid v. Bülow; Ahlefeldt's Strænghed her fremkaldte en væbnet Bondeopstand mod ham. Paa Ditmarskertoget var han en af Hovedførerne; Ahlefeldt fraraadede under de uheldige Vejrforhold at rykke frem mod Hemmingsted, men blev overstemt, især af Junker Schlentz. I Slaget førte han Rigsbanneret, der dog næppe var selve den gamle himmelfaldne Fane. Hans Benedictsen von Ahlefeldt
 
13 Ahlefeldt, Hans Henrik, 1656-1720, Gehejmeraad, var Søn af Bendix A. til Neuenhof og Elisabeth Hedevig v. Thienen af Wahlstorff og født 1. Marts 1656. Han studerede i Kiel og udgav der i en Alder af 14 Aar en latinsk Afhandling: "de monarc harum mutua obligatione ad Christianum Qvintum". Ved Indvielsen af Kiels Universitet 1665 havde han og 22 andre Ahlefeldter været tilstede. Han ejede Godserne Stendorf, Seestermühe og Klein-Colmar og var en af de største Jorddrotter i Holst en. Efter at være traadt i dansk Statstjeneste blev han kgl. Landraad, og senere benyttedes han til forskjellige diplomatiske Missioner; af sin Panegyrikus Joh. Burch. Maius prises han som en fortræffelig kgl. Gesandt ved Kurbrandenborgs o g Kursachsens Hoffer. Allerede i Christian V`s Tid var han overordentlig Envoyé i England; i Berlin var han Gesandt, da den brandenborgske Kurfyrste lod sig udraabe til Konge af Preussen. Hans Heinrich von Ahlefeldt
 
14 Ahlefeldt, Hans, 1624-94, Officer. H. Ahlefeldt til Glorup, Cathrinebjerg og Anhof, Søn af Hans Ahlefeldt til Stendorf og Margrethe Hansdatter Buchwald, indtraadte som ganske ung i det kejserlige Rytteri og tjente sig her op fra neden til Ritmester. 1648 vendte han hjem, men maatte allerede Aaret efter forlade Landet paa Grund af, at han i en Duel havde dræbt Cai Buchwald til Fresenburg, der var gift med hans Søster Florentine, og gik derpaa i fransk, senere i svensk Tjeneste. Da Krigen udbrød 1657 bad han om Tilladelse til at maatte vende tilbage, fik Generalpardon af Frederik III og blev ansat i Anders Billes Hær som Chef for et Regiment Ryttere, med hvilket han senere underlagdes Ulr. Chr. Gyldenløve ved Forsvaret af Fyn. Den sørgelige Mærkedag, 30. Jan. 1658, da Carl Gustav over Lille Bælt foretog den første af sine berømte Ismarcher, der skulde føre til Danmarks Sønderlemmelse, syntes Ahlefeldt at være en af de faa, der i den almindelige Forvirring, som herskede i Kommandoen under Gyldenløves Sygdom, ikke havde tabt Hovedet, og fra Ivernæs Pynt gik han resolut Fjenden i Møde paa Isen med sine 6 Kompagnier Ryttere, men han overvældedes og blev som hele Hæren gjort til Fange. Efter Roskildefreden bliver han Generalmajor og udnævnes til Chef for Kongens Livregiment til Hest, der hidtil havde været kommanderet af Cai Lykke, og hvoraf nogle Kompagnier og Staben ved Carl Gustavs Overfald havde Garnison i København. Under den paafølgende Belejring, hvori han og hans Ryttere med Hæder deltoge, vandt han Kongens Yndest og Tillid i høj Grad, og næst Gyldenløve og Schack var han den, til hvis Raad Kongen især lyttede. Stormnatten 11. Febr. 1659 kommanderede han ved Østerport. I Slutningen af April s. A. faar han, der nu er Generallieutenant, Ordre til sammen med Frederik Ahlefeldt at begive sig til Holsten for her fra at undsætte Nakskov og gjenerobre Falster, men Expeditionen kunde ikke udføres, da Hollænderne vægrede sig ved at dække Overførselen. En stor Del af Sommeren opholder han sig i Jylland for at hverve Mandskab og deltager derpaa i Fyns Erobring. I det afgjørende Slag ved Nyborg 14. Nov. kommanderede han Hærens yderste højre Fløj og bidrog ved et glimrende Indhug med sine Ryttere væsentlig til at hidføre og fuldstændiggjøre Sejren. Efter Slaget sendtes han sammen med Ulr. Fred. Gyldenløve til København for at lykønske Kongen og give ham Beretning om det forefaldne. I Begyndelsen af næste Aar afgik han med Kongens Fuldmagt til Jylland for at skaffe Rede paa, hvad Gods og Løsøre, Breve og Dokumenter der maatte findes efter afdøde Fru Kirstine Munk, og beslaglægge det for Kongen. Ved Tilbagerejsen her fra havde han det Uheld sammen med Hans Schack om Bord paa en hollandsk Galiot at blive opsnappet af Svenskerne, der i Triumf lode deres kostbare Fanger føre til Malmø og derfra til Jønkøping, hvor de hensade indtil Fredens Slutning. Efter denne udnævntes Ahlefeldt til Assessor i Krigskollegiet, blev Amtmand paa Dragsholm 1661-64 og paa Saltø 1664-70, Øverstbefalende over Rytteriet i Kongeriget og Hertugdømmerne og afsluttede sine Stillinger i Statens Tjeneste som Gouvernør over Fyn og Kommandant i Nyborg. Christian V satte ligesom Faderen stor Pris paa ham og skal have ønsket at optage ham i sit Gehejmeraad, hvilket dog ikke kunde forenes med A.s Trosbekjendelse som Katholik. Mærkeligt bliver det derimod, at Kongen ikke anvendte en saa erfaren og krigskyndig Mand i aktiv Tjeneste under den Skaanske Krig, da Ahlefeldt endnu stod i sin Manddoms fulde Kraft. Ahlefeldt var første Gang gift med Sivert Urnes Enke, Catharine Caisdatter Sehested eller Sested ?, en fortrolig Veninde af Dronningen. Ægteskabet, der blev indgaaet i Efteraaret 1661, s. A. som Urne døde, vakte en Del Opsigt. Den svenske Resident i København beretter herom, at Dronningen uden videre Ceremonier ved et Aftensmaaltid i Haven har ladet dem kopulere. Hun medbragte ham Hovedgaarden Raarup, som derefter blev kaldt Cathrinebjerg, men, ved Kjøb kom han i Besiddelse af Glorup, paa hvilket prægtige Herresæde han senere stedse boede. Anden Gang var han gift med Anna Henriksdatter Rumohr, efter hvem den ham ligeledes tilhørende Gaard Anhof sandsynligvis er opkaldt. A. døde 1694. Anna Rumohr (f. 1649 d. 1711) lod efter A.s og hendes Søn Christians Aaret efter paafulgte Død med stor Bekostning opføre et Kapel ved St. Knuds Kirke i Odense og heri oprejse et pragtfuldt Marmormonument, udført af Italieneren Thomas Qvilinus, over de afdøde.

 		Hans von Ahlefeldt
 
15 Ahlefeldt, Joachim, 1646-1717, Gehejmeraad, var Søn af Gert Philip A. til Bukhagen og Grønholt og Anna Rumohr af Bukhagen. Som alle den Tids unge Adelsmænd rejste han i Udlandet og traadte efter sin Tilbagekomst i gottorpsk Tjeneste. Han var Klosterprovst i Preetz fra 1677 til 1682 og blev 1683 gottorpsk Landraad, Gehejmeraad osv. og Amtmand i Trittau og Reinbek Amter og i 1686 gottorpsk Regeringspræsident eller første Statsminister. Han ejede Godserne Bukhagen, Olpenæs m. m., men ved Okkupationen af de gottorpske Lande 1684 inddrog Kong Christian V hans Godser, som skjænkedes til Overkammerjunker Knuth, dog bleve de Ahlefeldt tilbagegivne efter Forliget i Altona 1689. Samme Aar skænkede Hertug Christian Albrecht ham en Del Jordegods i Ellebjærg i Svansen, hvorpaa Ahlefeldt med en hos den Tids store Jorddrotter sædvanlig Hensynsløshed lod de der boende Bønders Gaarde nedbryde og slog Jorderne sammen med Olpenæsgodsets. I 1702 solgte han sidstnævnte Gods til Ditlev Ahlefeldt (af Gelting-Linjen), men købte i Stedet for Godset Prisholt. Han var imidlertid bleven Amtmand i Tønder, og han, som tidligere, navnlig efter Kielmannseckernes Fængsling, havde været uvenlig stemt mod Danmark, var nu slaaet om og arbejdede paa en Forsoning mellem Kongen og Christian Albrecht. Da denne døde, og Hertug Frederik IV vedvarende viste sig fjendsk mod Danmark, forlangte Ahlefeldt endog sin Afsked og gik i dansk Statstjeneste. Her blev han 1699 Gehejmeraad og snart efter Overhofmester for Enkedronning Charlotte Amalies Hofstat, i 1703 første Deputeret over Finanserne og Medlem af Gehejmekonseillet og 1706 Vicestatholder i Slesvig og Holsten. Allerede i 1701 havde Ahlefeldt faaet Danebrogsordenen. 3 Aar efter ledsagede han Kong Frederik IV paa dennes norske Rejse. Som Diplomat brugtes han kun lidet, dog var han en af de danske befuldmægtigede paa Hamborger-Konferencen 1707 og underskrev i 1711 paa Kongens Vegne ved Forliget i Hamborg, hvorved de ved Travendalfredens tredje Artikel affødte Uenigheder mellem Kongen og Hertugen udjævnedes. I 1712 begyndte Ahlefeldt at føle Alderens Tryk, han nedlagde derfor sine Embeder og begav sig til sit Gods Bukhavn. Et ulykkeligt Tilfælde ramte ham her: af en ustyrlig Hest blev han slynget ud af sin lille Karriol og slæbt et langt Stykke hen ad Jorden, hvorved han blev meget ilde tilredt. Ahlefeldt døde paa Bukhavn kort efter, 9. Sept. 1717. Han var gift med Anna Margrethe Buchwald af Jersbek, Datter af Hans Adolf B. og Margr. Blome af Seedorf, og havde med hende 5 Døtre, af hvilke en blev gift med Ferdinand Anton Danneskiold-Laurvigen, og 4 Sønner. Ahlefeldt var en grundig lærd og videnskabelig dannet Mand, han elskede og beskyttede de lærde og tog sig varmt af Universitetet i Kiel. Burch. Maius, Prof. i Kiel, priser ham i en latinsk Lovtale saalunde: «eluxit... in eo Nestoris facundia, Lycurgi consilium,Ulyssis prudentia, justitia Aristidis, gravitas Catonis, constantia Periclis, immo hos omnes non tam æqvavit dictis animi dotibus, sed et superavit». Joakim von Ahlefeldt
 
16 Greve Christian Ahlefeldt-Laurvigen, f. 1732, d. 1791, der af Ægteskabet med Elisabeth Juel efterlod 4 Sønner; den ældste, Greve Frederik Ahlefeldt-Laurvigen, der var den 6te Lehnsgreve til Langeland, f. 1760, d. 1832, havde af Ægteskabet med Charlotte Louise v. Hedemann kun en Datter, den bekjendte Elisabeth Margaretha Davidia Ahlefeldt-Laurvigen, gift med Adolph Lützow; hans Broder Greve Christian Ahlefeldt-Laurvigen næstældste Søn, Jens Juel Ahlefeldt-Laurvigen, f. 1764, d. 1794, gift med Sophia Dorothea v. Hedemann har efterladt Afkom, den ældre grevelige Linie, medens de yngre Sønner, Vilhelm Carl Ferdinand Ahlefeldt-Laurvigen, f. 1769, d.1852, og Carl Christian Ahlefeldt-Laurvigen, f. 1770, d. 1851, have stiftet de tvende yngre grevelige Linier.
 		Christian Ahlefeldt-Laurvigen
 
17 Ahlefeldt-Laurvigen, Elias Carl Frederik Greve, 1816-64, Officer, er født 9. Avg. 1816 (døbt i Frederiksberg Kirke) og var en Søn af Kammerherre, Oberstlieutenant Carl Christian Greve Ahlefeldt-Laurvigen (f. 1770) og dennes første Hustru Julie Christine f. Madstedt. Han indtraadte 1831 i Hæren som Volontør, blev Kadet 1836 og i 1839 Sekondlieutenant i Prins Christian Frederiks Regiment. I 1847 blev han Premierlieutenant og deltog ved 16. Bataillon med Hæder i den første slesvigske Krig. 1850 udnævntes han til Kaptajn og gjorde Tjeneste ved 14., 17. og 11. Bataillon. I 1860 ægtede han Jacobine Dorothea Petersen. I 1864 rykkede han i Felten som Kompagnichef ved 11. Regiment og udmærkede sig under Kampen ved Selk 3. Febr. (se «Vort Forsvar» Nr. 142 A). Derefter deltog han i Kampen ved Sankelmark 6. Febr. og blev i Marts Bataillonschef ved 9. Regiment. Som saadan deltog han under Oberst Scharfenberg i 8. Brigades berømte Angreb paa Dybbølbjerg 18. April, saaledes at han fremhævedes i Rapporten, men fandt tillige Heltedøden.

P. N. Nieuwenhuis.
 		Elias Carl Frederik Ahlefeldt-Laurvigen
 
18 Ahlefeldt-Laurvigen, Elise Davidia Margarethe Grevinde, 1788-1855, Datter af Grev Frederik Ahlefeldt-Laurvigen, født paa Tranekjær Slot 17. Nov. 1788. Hendes Moder, som var af tysk Familie, blev allerede i hendes Barndom skilt fra sin Gemal, og derved kom hun til at føre en underlig adsplittet Tilværelse, snart hos Moderen i dennes ensomme, bedrøvelige Hjem, snart i de glimrende Sale paa Tranekjær. Hun havde et stærkt Hang til det poetiske og romantiske, var let henrevet til glødende Begejstring og manglede Evnen til rolig og kritisk at vurdere Forhold og Personer; samtidig var hun en yndefuld og fornem Skikkelse, da hun i en ung Alder indtraadte i Verden som den rige Arving. Uden Tvivl i Følge Moderens Paavirkning, hvem hun havde forgudet, følte hun sig aldeles tysk i Sind og Tanke, og da hun ved et Badested i Tyskland (1808) traf den senere saa bekjendte Friskarefører Adolf v. Lützow («Lützows wilde Jagd»), overførte hun sin Begejstring for Tysklands nationale Sag paa dennes kjække Forkæmper og ægtede ham i 1810 til Trods for sin Faders Modstand. I Begyndelsen syntes dette Ægteskab at skulle blive meget lykkeligt; hun deltog i alle sin Mands Arbejder med at hverve et Frikorps (1813), sluttede Venskab med hans Venner, bl. a. Theodor Kørner, og indgød sine Omgivelser sin egen Begejstring. Under Krigen fulgte og plejede hun sin Mand over alt med det største Mod og med opofrende Hengivenhed; men efter Krigen kølnedes Forholdet mellem Ægtefællerne stærkt, og da hun (1821) lærte den unge Digter Karl Immermann at kjende, opstod der imellem dem et Forhold, som efterhaanden fra hendes Side udviklede sig fra begejstret Deltagelse i hans voxende Digterberømmelse til lidenskabelig Kjærlighed. Forholdet til hendes Mand opløstes nu ved fælles Overenskomst (1825), hun antog igjen Navn af Grevinde Ahlefeldt og rejste med Immermann til Magdeburg, senere til Düsseldorf; men da han giftede sig med en anden i Aaret 1839, flyttede hun til Berlin, hvor hun døde 20. Marts 1855 af en langvarig Sygdom efter et Liv, rigt paa forgængelig Lykke, bristede Idealer og skuffede Forventninger.

L. Assing, Gräfin Elisa v. Ahlefeldt, Berlin 1857. Allg. deutsche Biographie I, 160 f.

 		Elise Davidia Margrethe Ahlefeldt-Laurvigen
 
19 Ahlefeldt-Laurvigen, Frantz Vilhelm Ferdinand Greve, 1790-1843, Stiftamtmand. Han var en Søn af Grev Jens Juel Ahlefeldt-Laurvigen og fødtes i Altona 7. Nov. 1790. Han studerede først ved Universitetet i Leipzig, derefter i Kiel, Heidelberg, Gøttingen og til sidst i København, hvor han i Aaret 1813 underkastede sig juridisk Examen. 1816 blev Ahlefeldt-Laurvigen Volontør i det danske Kancelli, 1820 Underkancellist, 1821 Assessor i den Viborgske Landsoverret, s. A. Lic. Juris, 1825 extraordinær Assessor i Højesteret, 1826 ordinær Assessor sammesteds, 1828 Kammerherre, 1831 Stiftamtmand over Viborg Stift med Ret til at træde tilbage til Højesteret, hvis han maatte ønske dette, ved Reformationsfesten 1836 Dr. Juris og døde i Viborg 19. Nov. 1843 af en snigende Feber. Ahlefeldt-Laurvigen var elsket og agtet af alle, var ikke blot en særdeles dygtig Dommer og administrativ Embedsmand, men tillige i Besiddelse af en vidt omfattende og ægte humanistisk Dannelse. Han har udgivet forskjellige mindre Afhandlinger (s. Erslew). 25. April 1826 blev Ahlefeldt-Laurvigen gift med Charlotte Helene Louise Fabricius (f. 19. Maj 1800, d. 2. Sept. 1829), Datter af Pastor C. C. F. i Tranekjær. Anden Gang ægtede Ahlefeldt-Laurvigen 16. Dec. 1832 Anne Dorothea Christine Hanson (f. 1. Sept. 1794 i Frederiksnagor), Datter af Regeringsraad Christoffer H. og Juliane Marie Bie, der senere blev gift med Biskop Øllgaard i Viborg.

Erslew, Forf. Lex. Thaarup, Fædrenelandsk Nekrolog 1843 S. 62.
 		Frantz Vilhelm Ferdinand Ahlefeldt-Laurvigen
 
20 Ahlefeldt-Laurvigen, Frederik Greve, 1760-1832, Officer og Lensbesidder (Grevskabet Langeland m. m.). Født 17. Nov. 1760 og Søn af Generalmajor Grev Christian Ahlefeldt-Laurvigen (f. 1732 d. 1791) og Elisabeth f. Juel. Beklædtes efterhaanden med de højeste militære Grader, men som Faderens har ogsaa hans Tjeneste i Hæren for en Del været nominel, og i hvert Fald i den første Tid efter Faderens Død har Bestyrelsen af hans store Godser utvivlsomt været Hovedvirksomheden. Blev Ahlefeldt-Laurvigen allerede i sit 14. Aar udnævnt til Ritmester i sjællandske Regiment Ryttere, forsættes 1787 til Livregiment Ryttere, hvor Ahlefeldt-Laurvigen det næste Aar bliver Major og 1793 Oberstlieutenant, men stilles derpaa à la suite og forbliver staaende som saadan indtil 1801, da Ahlefeldt-Laurvigen afgaar fra Regimentet, samtidig med at han ansættes som Kommandør for den langelandske Landeværnsbataillon. 1802 udnævnes Ahlefeldt-Laurvigen til Generalmajor af Kavalleriet og bliver Aaret efter hvid Ridder. 1808 sættes han à la suite i Armeen, men vedbliver at føre Kommandoen over Landeværnet paa Langeland, Taasinge og Ærø. 1813 udnævnes Ahlefeldt-Laurvigen til Generallieutenant og gives aktiv Kommando som Chef for en Armédivision. 1815 bliver Ahlefeldt-Laurvigen Chef for fynske Regiment lette Dragoner. 1830 afskediges han af Hæren. Ahlefeldt-Laurvigen, der stod i stor Yndest hos Frederik VI og af denne stedse rangeredes blandt de kommanderende Generaler, har som Landejendomsbesidder foretaget flere nyttige Foranstaltninger og i høj Grad vist sig velvillig og human lige over for sine Fæstere paa Godserne. I Perioden fra 1791-1813 afskaffede Ahlefeldt-Laurvigen saaledes Hoveriet, fra 1810 af indførte han efterhaanden fast Akkord for alle Tiender, og i Tiden fra 1791-1820 lod han alt Godset udskifte. Dette kom ham dog ikke til gode i pekuniær Henseende, thi Godset var ved hans Død stærkt belastet og han selv i meget stor Gjæld. Sandsynligvis er det disse trykkede Formuesomstændigheder, der foranledigede ham til allerede 1805 at søge Bevilling til at maatte afhænde det norske Grevskab Laurvig til Kongen, hvilken Tilladelse blev given, mod at han deponerede en Fideikommiskapital. Ahlefeldt-Laurvigen var 2 Gange gift,

1. 1785 med Charlotte Louise Hedemann (d. 1812), Datter af Landraad Joh. Christoph H. til Hemmelmark,

2. 1816 med Anna Cathrine Leth, Datter af Justitsraad Leth.

Ahlefeldt-Laurvigen døde 8. Marts 1832.
En datter med navnet Elise Davidia Margrethe Ahlefeldt-Laurvigen

Danske Herregaarde VIII.
--
Den mest spændende greve gennem tiden var den her omtalte "Generalen", der besad grevskabet 1791-1832. Han forsøgte at lave sit eget lille fyrstedømme, og som tyske fyrster havde Ahlefeldt-Laurvigen også en sort tjener, Anthony. Han boede i 'Lygten' et bindingsværkshus lige nedenfor slottet. Hans historie fortælles i Slotsmuseet.
I 1992 åbnede Tranekær Slotsmuseum lige overfor slottet. Her fortælles om slægten Ahlefeldt-Laurvigen, om slottets historie og om livet på slottet for såvel herskab som tjenestefolk, og der er møbler og inventar fra slottet.
 		Frederik Ahlefeldt-Laurvigen
 
21 Ahlefeldt-Laurwigen, Jens Juel Greve, 1764-94, politisk Forfatter, fødtes 10. Juni 1764 paa den fynske Herregaard Bjørnemose; han var en Broder til den foregaaende, Frederik Ahlefeldt-Laurvigen. Han levede uden Embedsstilling, sysselsat med politiske og litterære Studier. Ahlefeldt-Laurvigen døde i Slesvig 20. Nov. 1794, altsaa kun 30 Aar gammel. Han ægtede 1788 Sophie Dorothea Hedemann (d. 17. Febr. 1820) og blev Fader til Frantz Vilh. Ferd. Ahlefeldt-Laurvigen. Begavet med levende politisk Sans, blev han som saa mange her hjemme stærkt greben af de Ideer om den rette Ordning af Stat og Samfund, som det 18. Aarhundredes Oplysningslitteratur og derefter den franske Revolution satte i Bevægelse. Flere mindre Skrifter, som han udgav paa Tysk, men som tillige bleve oversatte paa Dansk, vidne derom. Det i 1791 udgivne Arbejde "Hingeworfene Gedanken über Regierung" viser ham som en Tilhænger af den oplyste Enevælde med Tanken om Betydningen af Pressefrihed, Offentlighed i Finansstyrelsen, Standslighed og Ophævelse af Privilegievæsenet. Jens Juel Ahlefeldt-Laurvigen
 
22 eller, Vjazunskaja Vavara Alexandrovna, (Warinka)
 
23 Charles Martel (September 8, 1271 – August 12, 1295, Naples) of the Angevin dynasty, also known as Charles I Martel, Charles Martel d'Anjou, and (in Italian) Carlo Martello was the eldest son of king Charles II of Naples and Maria of Hungary, the daughter of King Stephen V of Hungary.

The 18-year-old Charles Martel was set up by Pope and ecclesiastical party as the titular King of Hungary 1290–1295 as successor of his maternal uncle, the childless Ladislaus IV of Hungary against whom the Pope had already earlier declared a crusade. He never managed to govern Hungary, where an agnate of the Arpad dynasty, his cousin Andrew III of Hungary actually ruled that period. Charles Martel was, however, successful in asserting his claims in parts of Croatia, a kingdom then in personal union with Hungary.

He married Klementia of Habsburg (d.1295), daughter of Emperor Rudolf I.

wiki 		Charles Martel of Anjou
 
24 Geoffrey V (August 24, 1113 – September 7, 1151), Count of Anjou and Maine, and later Duke of Normandy, called Le Bel ("The Fair") or "Geoffrey Plantagenet", was the father of King Henry II of England, and thus the forefather of the Plantagenet dynasty of English kings.

Geoffrey was the eldest son of Fulk, Count of Anjou and King-Consort of Jerusalem. Geoffrey's mother was Eremburge of La Flèche, heiress of Maine. Geoffrey received his nickname for the sprig of broom (= genêt plant, in French) he wore in his hat as a badge.

King Henry I of England, having heard good reports on Geoffrey's talents and prowess, sent his royal legates to Anjou to negotiate a marriage between Geoffrey and his own daughter, Matilda. Consent was obtained from both parties, and the fifteen-year-old Geoffrey was knighted in Rouen by King Henry in preparation for the wedding. Interestingly, there was no opposition to the marriage from the Church, despite the fact that Geoffrey's sister was widow of Matilda's brother (only son of King Henry) which fact had been used to annul the marriage of another of Geoffrey's sister to the Norman pretender William Clito.

During Pentecost 1127, Geoffrey married Empress Matilda, the daughter and heiress of King Henry I of England, by his first wife, Edith of Scotland and widow of Henry V, Holy Roman Emperor. The marriage was meant to seal a peace between England/Normandy and Anjou. She was eleven years older than Geoffrey, very proud of her status as an Empress (as opposed to being a mere Countess). Their marriage was a stormy one with frequent long separations, but she bore him three sons and survived him.

wiki 		Geoffrey V. of Anjou
 
25 Margaret of Anjou (Marguerite d'Anjou, March 23, 1429 – August 25, 1482) was the Queen consort of Henry VI of England from 1445 to 1471, and a major protagonist, heading the Lancastrian contingent, in the Wars of the Roses.

Margaret was born in the duchy of Lorraine, an Imperial fief east of France that was ruled by the cadet branch of the French kings, the house of Anjou. Margaret was the daughter of Rene I of Naples, Duke of Anjou, King of Naples and Sicily and Isabella, Duchess of Lorraine in her own right. Margaret married King Henry VI, who was eight years her senior, on April 23, 1445, at Titchfield in Hampshire.

Wiki 		Margaret of Anjou
 
26 William II (1095-July 1127) was the duke of Apulia and Calabria from 1111 to 1127. He was the son and successor of Roger Borsa. His mother, Adela of Flanders, had previously been queen of Denmark, and he was a half-brother of Charles the Good.

He succeeded his father as duke in 1111. Like father, like son: he proved utterly inept at governing his Italian possessions. He could not avoid conflict with his cousin Roger II of Sicily, and in 1121 Pope Calixtus II personally intervened to make peace between the warring cousins. William and Roger came to an agreement, whereby Roger provided knights to help William quash a revolt of the minor baron Jordan of Ariano, and in exchange, William abandoned his Sicilian and Calabrian lands.

In 1114, William married a daughter of Count Robert of Carazzo, but they had no children. He died without legitimate posterity in July 1127, leaving the entire of the Norman Mezzogiorno to his first cousin once removed, Roger of Sicily, his erstwhile ally.

Generally considered an insignificant ruler by modern historians, William was respected by his contemporaries, popular with his barons and subjects, and praised for his martial prowess.

wiki 		William II. of Apulia
 
27 Arenfeldt, Axel, 1590-1647, til Basnæs, Søn af Hans Arenfeldt og Anne Marsvin, født 26. Nov. 1590. Han studerede i Giessen og blev derpaa Sekretær i det danske Kancelli (1615-23). Som saadan var han 1620 paa Kongens Vegne Anklager under Processen mod Christoffer Dybvad for Konsistorium og blev 1621 sendt som Afsending til Spanien. 1623 blev Arenfeldt Rentemester, hvilken Stilling han beholdt til 1627. Tillige var han Krigskommissær under Kongens Deltagelse i Trediveaarskrigen i Aarene 1626-27. 1630 blev Arenfeldt sendt til Nederlandene for at søge at fjærne Generalstaterne fra Sverige og blev 1634 udnævnt til Ridder. Fra 1623 til 1643 var nan forlenet med Giske Len i Norge, 1643-46 med Stjernholm Len; som Lensmand her blev han under Krigen med Sverige en Tid holdt fangen af de svenske. Han ægtede 13. April 1634 Marie Ulfeldt, Datter af Jacob Ulfeldt og Birgitte Brockenhuus. Han var bekjendt for sin Ødselhed og Overdaadighed og viste især disse Egenskaber ved sine pragtfulde Byggeforetagender paa den hidtil forfaldne Gaard Basnæs, hvis Gods, der tidligere havde været ringe, han gjorde til en af de anseligste Ejendomme i Sjælland. Han var ikke synderlig afholdt og havde forskjellige Stridigheder med sine Naboer; Rygtet skaanede ham heller ikke for Beskyldninger for Underslæb i hans Stilling som Krigskommissær. Arenfeldt døde 4. Okt. 1647 og blev begravet i Næstved Kirke.

Danske Herregaarde VI: Basnæs.
 		Axel Hansen Arenfeldt
 
28 Axel Arenfeldt benævnes i Aarene 1546-1562 oftere til Palsgaard, hvilken Eiendom han synes at have idet mindste for en Deel, i sin Hustrus Arv; thi hendes Moders Fader, Ludvig Nielsen Rosenkrantz eiede Palsgaard (Trap II. 865-866). Prosp. Af D. Hrgd. III. (Palsgaard). Det er næppe rigtigt naar det her siges, at Axel og Anes Søn senere (1579-1610) afhændede Skeelernes gamle Besidelser i Kolding Lehn; det var Binsgaard, han mageskiftede for Rugaard med Kongen, cfr. Trap II. 543 og 921. jfr. Prosp. Af D. Herrg. V. (Voergaard og Rugaard). Det var, som tidligere anført, Niels Skeels Enke og Datter Ingeborg Skeel, som afhændede de gamle Skeelske Eiendomme.

 		Axel Nielsen Arenfeldt
 
29 Arenfeldt, Hans Nielsen, Ugift
Studerede 1654 i Leyden, men nævnes 1655 bl. Officererne ved Hoffet, deltog i Krigen; 1664 Hofjunker, 1670 Overinspektør ved Kunstkammeret, hvis Samling registreredes, fritoges s. A. for Inspektionen med Modelkammeret og 1673 med Kunstkammeret. 1671 Kammerjunker hos Kongen, 1672 Ritmester ved sjællandske Rytterregiment. A. har modelleret en Portrætbuste i Voks af Chr. V (Rosenborg). Den er realistisk, men grov og dilettantisk; sign. med et sammenbundet HAL i lige Streger.
O.A.
H. C. Bering Liisberg: Kunstkammeret, 1897, 126-27.

 		Hans Nielsen Arenfeldt
 
30 Arenfeldt, Jørgen, 1644-1717, var en Søn af Axel Arenfeldt til Basnæs og blev født paa Basnæs 14. Avg. 1644. Efter at være bleven opdraget paa Herlufsholm tiltraadte han Slægtens Hovedsæde Rugaard og fik desuden snart efter Gammelgaard paa Lolland, Tjele og Vingegaard ved sit Giftermaal med en Datter af den berygtede Erik Grubbe, Anne Marie Grubbe, f. 1648, der Aaret forud var bleven separeret fra Stygge Høeg.
Desuden ejede han flere andre Gaarde, bl. a. Hjermislevgaard, men alle disse Gaarde maatte han før sin Død sælge paa nær Rugaard. Sagnet vil vide, at Arenfeldt paa lignende Maade som den bekjendte Valdemar Daa ruinerede sig ved Skibsbyggeri, og der synes virkelig at være noget sandt deri (han ejede 1711 et Skib paa 140 Læster). Hans Minde er overhovedet endnu levende den Dag i Dag i Folkemunde, dels paa Grund af hans store Forfængelighed (han gik altid med en stor Guldkæde, skønt han forgæves havde bestræbt sig for at blive Ridder.
Jørgen Arenfeldt til Rugaard befandt sig glimrende i den atmosfære af rædsler, han skabte om sig selv og sit gods. Han så trolddom overalt, sendte den ene ulykkelige på bålet efter den anden. 		Jørgen Axelsen Arenfeldt
 
31 Arenfeldt, Mogens, 1604-71, til Rugaard (i Jylland), Broder til Axel Arenfeldt, født 13. Juli 1604. Han var Hofjunker 1624-25, under Krigen med Sverige 1643-45 Ritmester over et Kompagni af den jyske Rostjeneste og blev 1656 udnævnt til Oberstvagtmester i Jylland, i hvilken Stilling Arenfeldt deltog i den svenske Krig. Han skiftede hyppig Forleninger, i det han 1641-53 havde Mariager Kloster, 1653-54 Nedenæs i Norge, 1655-56 Hald og fra 1656 Skivehus. Efter Enevældens Indførelse var Arenfeldt fra 1663 til sin Død 1671 Stiftamtmand i Viborg og Amtmand over Hald Amt. Arenfeldt ægtede 19. Maj 1633 Else Bülow.
 		Mogens Hansen Arenfeldt
 
32 Efterlod sig flere kuld uægte børn.

Ugift 		Niels Arenfeldt
 
33 Dømt til at rømme landet paa grund af mened og forsøg paa at ombringe sin hustru med gift, men blev 1648 benaadet og kom tilbage. Niels Hansen Arenfeldt
 
34 Arenfeldt, Niels Henriksen, -1526-, Rigskansler. N. H. Arenfeldt til Gundetved er den første kendte Mand af denne Familie og Stamfader til den endnu blomstrende Slægt af dette Navn. Han nævnes 1496 som Landsdommer i Sjælland og beklædte 1526-33 Posten som Riges Kansler. Han hørte til det katholske Parti, men synes ikke at have spillet nogen fremragende Rolle. Paa Rigsdagen i København 1533 var han tilstede, men nævnes ikke efter denne Tid og maa da sandsynligvis være død kort efter. Han var gift med Margrethe Torbensdatter ? (Jonsdatter) Bille. Niels Henriksen Arenfeldt
 
35 Dræbt af Gregers Bryske Torbern Nielsen Arenfeldt
 
36 v. Arenstorff, Carl, 1625-76, Officer, blev født i Marts 1625 og var en Søn af Friderich v. Arenstorff til Rosenow og Wüstrow m. m. i Meklenborg og Cathrine v. Jasmund af Huset Spycker paa Rygen. Han forlod i en ung Alder sine Forældre, der ved deres Død efterlode ham og hans Broder de i Løbet af Trediveaarskrigen stærkt forgjældede Godser. Han maatte kummerlig hjælpe sig frem, indtil han kom til at følge Hertug Gustav Adolf af Meklenborg-Güstrow paa Rejser i Evropa. Han deltog senere i Trediveaarskrigen i svensk Tjeneste, og efter at Krigen var endt, blev han Hofmester hos Hertug Julius Henrik af Sachsen. Da Krigen i Polen udbrød, tog han atter Tjeneste i den svenske Hær og opnaaede efterhaanden de forskjellige Grader i denne, indtil han blev Generalmajor. Men da han, trods sin lange Tjeneste, blev forbigaaet ved Avancement, blev han misfornøjet, forlangte sin Afsked, som han med megen Vanskelighed opnaaede, og tilbød derpaa Kongen af Danmark sin Tjeneste. 1673 blev han udnævnt til Generallieutenant i Rytteriet i den danske Hær, blev Chef for et Rytterregiment og fik en meget høj Lønning.

Arenstorff fik Kommandoen over Hærens venstre Fløj og kom nu til at spille en stor, kortvarig og uheldig Rolle i den Skaanske Fejde. Han var en kjæk og tapper Rytteranfører, men manglede en Feltherres Overblik og overlegne Ro, og det var derfor uheldigt, at Kongens Valg faldt paa ham til Overgeneral 1. Okt. 1676, da hans Fjende, den dygtige Johan Adolf af Pløen tog sin Afsked fra denne Post og i Vrede forlod den danske Hær. Det viste sig strax i hans Anordninger før det blodige Slag ved Lund, at han ikke var den vigtige Kommando voxen, og det var ogsaa hans og Kongens utidige og vilde Rytteriangreb med Hærens venstre Fløj, der for en stor Del var Skyld i, at Kampen endte saa fortvivlet. Han bødede selv derfor ved i Slagets Begyndelse at blive dødelig saaret. Arenstorff døde efter en Amputation af den venstre Arm 10. Dec. 1676 i København og ligger begravet i Slesvig Domkirke. Han var gift med Ilsabe Agnesa v. Küssau af Huset Gahlenbeck og Türow, som overlevede ham.

P. F. Rist.

 		Carl von Arenstorff
 
37 v. Arenstorff, Christian, --1747, Godsejer, var Søn af General Frederik v. Arenstorff og Augusta Elisabeth v. Rumohr, der 1689 gav ham Skjøde paa Svanholm, Overberg m. m. I sin Bestyrelse af disse betydelige Godser har han gjort sig bemærket ved en, selv i de Tider, ualmindelig haard og skaanselløs Behandling af sine Bønder, der som Følge heraf rømte i Mængde. De mange Stengærder, der endnu findes paa disse Gaardes Marker med hans Navn, bevare Mindet om det Hoveri, hvormed hans Bønder besværedes; dertil plagede han dem med mange byrdefulde Rejser med Korn, for hvilket de skulde skaffe en vis Pris; naar denne ikke naaedes, havde det alle Haande Mishandlinger til Følge. Ikke desto mindre forværredes stadig hans Omstændigheder; 1738 maatte Arenstorff afhænde sine sjællandske Godser, og uagtet han en Tid ogsaa besad flere Herregaarde i Jylland, endte han sit Liv i Armod. Arenstorff døde som Kammerjunker 26. Juni 1747 (i DAA 1886 døde han 3 nov. 1739) efter at have solgt Svanholm 1733.

Danske Herregaarde XI: Svanholm. Danmarks Adels Aarbog 1886 S. 19.
 		Frederik von Arenstorff
 
38 v. Arenstorff, Frederik, 1626-89, Officer. F. Arenstorff til Svanholm, Overgaard, Harridslevgaard m. m., der var en Broder til Carl v. Arenstorff, blev født 24. Juni 1626 paa Godset Rosenow i Mecklenburg. Han blev Page først hos en Adelsmand i Slesvig og derefter hos Hertugen af Holsten-Gottorp, men da han kom i Uenighed med dennes Overhofmarskal, forlod han det gottorpske Hof og gik i dansk Tjeneste som Musketer. Han stod 1645 ved de Tropper, som under Oberst Lubbes havde besat Bremervørde Fæstning, og som Aaret efter maatte overgive sig til den svenske General Kønigsmark. Arenstorff tog nu Tjeneste i den svenske Hær som Fændrik ved Kønigsmarks Livregiment og avancerede hurtig. Han var Adjudant hos General Wrangel ved dennes Overgang over Lille Bælt 1658 og blev senere Generaladjudant hos Carl X Gustav, da denne belejrede København. Samtidig hermed var han Oberstlieutenant ved uplandske Regiment. Da den svenske Regering efter Carl X's Død søgte at blive af med Hærens fremmede Officerer, rejste F. Arenstorff 1661 til Danmark og blev her modtaget med aabne Arme. 18. Jan. s. A. blev han udnævnt til Chef for Livgarden til Hest, der i de samme Dage blev oprettet som et særligt Elitekorps. 4. Nov. s. A. blev han gift med Christence Lykke. Hun var født 14. April 1636 paa Gisselfeld og var en Datter af den rige Frants Lykke og Elisabeth Brok, altsaa en Søster til den bekjendte ulykkelige Cai Lykke. Hun havde i sin Barndom af Kong Christian IV været udset til Brud for hans Søn Ulr. Christ. Gyldenløve, men blev 1655 gift med Frants Brockenhuus til Sebberkloster, der døde 1660. Skjønt den unge Enke strax maatte sælge en Del af sine store Ejendomme, var hun dog et godt Parti for den fremmede Officer, der søgte sin Lykke. A. fik ved sit Giftermaal med hende Svanholm i Horns Herred og Overgaard ved Mariager, som han opbyggede. Et Par Aar efter kjøbte han Harridslevgaard i Fyn, der hørte til Corfits Ulfeldts konfiskerede Ejendomme. Senere skjænkede Kongen ham Skjerngaard mellem Randers og Viborg. Hans Hustru døde allerede 11. Juli 1667, men 2 Aar efter giftede han sig atter, med Augusta Elisabeth Rumohr af Huset Roest, Datter af Henning R. og Ide Brockdorff. Da Arenstorff nu følte sig fast knyttet til Danmark, blev han 1670 naturaliseret som dansk Adelsmand, og var i høj Grad i Gunst hos sin Konge. Han blev samme Aar Chief for sjællandske Rytterregiment og var saaledes Chef for 2 Afdelinger; han blev end videre 1672 Assessor i Krigskollegiet, 1673 Generalmajor og efter Troppesamlingen i Alminde ved Kolding Ridder af Danebrog 1674. Han deltog derefter i Felttoget i Pommern og Mecklenburg 1675 som Generallieutenant, hvortil han blev udnævnt 8. Juli samme Aar. Arenstorff var en Mand af Indflydelse i Hæren som ved Hoffet, og han tog en ikke ringe Del i de Intriger, som førte til at fælde Griffenfeld. Han hørte til dennes værste Fjender, fordi -- har man fortalt -- Griffenfeld ikke behandlede ham med tilstrækkelig Høflighed, og han fik det for andre saa lidet misundelsesværdige Hverv at være den, som anholdt Rigskansleren i Kongens Forgemak 11. Marts 1676 og førte ham til Bibliotheket og der fra om Aftenen til Fængselet i Kastellet. Senere hørte han ogsaa til de Mænd, som dømte den store Statsmand til Døden. Et Par Maaneder efter denne Begivenhed begyndte Felttoget i Skaane, og her er det først, at Arenstorff faar en større og selvstændig Kommando i selve Krigen. Han var i Lejren ved Lyngby paa Sjælland udset til at føre Hærens højre Fløj, og i Slaget ved Lund 1676 slog han og den tapre General Meerheim den svenske Hærs venstre Fløj saa fuldstændig, at Slaget, hvis der var blevet kæmpet lige saa godt og dygtig over hele den danske Linje, næppe var endt med den danske Hærs og Kongens Flugt. Da Overgeneralen, Broderen Carl v. Arenstorff, faldt i Slagets Begyndelse, overgav Christian V, før han forlod Valgpladsen, Kommandoen til F. A., der lovede at vinde Slaget. Men Øjeblikket var gaaet tabt. Trods en sidste heltemodig Kamp maatte Hæren trække sig tilbage, og Retræten var, til Dels paa Grund af Arenstorffs, uheldige Dispositioner, meget uheldig.

Der blev nedsat en Kommission til at undersøge og dømme i hans Sag. 7. Nov. blev han dømt fra Ære, Liv og Gods, fordi han havde paataget sig at føre Hæren, skjønt han vidste, han ikke magtede det, fordi han desuagtet ikke havde fulgt Krigsraadets Beslutninger, men stadig modarbejdet Christiansstads Undsætning, og fordi han ved sin hele Optræden havde forsømt sine Pligter og betaget Officerer og Soldater Mod og Lyst til at fægte. Skjønt Arenstorff langt fra kan betragtes som brødefri, kan man dog ikke vægre sig ved i ham at se et Offer, som Politikken krævede, en Syndebuk for de højst uheldige Kommandoforhold. Først 5. Juni Aaret efter afsagde Kongen den endelige Dom, der paa Grund af hans tidligere Forhold i Slaget ved Lund og af Hensyn til hans Broders Fortjenester af Staten blev formildet til, at han skulde miste sin Charge, forlade København og betale en større Bøde til Kvæsthuset. Men Rygtet beskyldte ham for at være Landsforræder, for at have handlet under Dække med den fjendtlige Hær, i hvilken han før havde tjent. Ikke desto mindre kom Arenstorff atter til Naade igjen og blev brugt i forskjellige administrative Kommissioner, der angik Ryttergodset m. m., men han hvilede ikke, før han igjen havde faaet fuld Æresoprejsning, igjen havde erhvervet sig sine tidligere høje Stillinger og atter kunde vise sig ved Hoffet. At dette lykkedes ham, skyldte han vistnok meget sin Ven og Landsmand, Kongens daværende Yndling, Adam Levin Knuth. 30. Nov. 1686 blev han udnævnt til Gehejmeraad, General over Militsen og kommanderende General i Slesvig og Holsten. 1687 blev han Direktør for Krigshospitalet og 1688 General over Hæren i Danmark. Det var dog paa ingen Maade hans Hensigt atter at paatage sig noget Ansvar, desuden var hans Helbred nedbrudt, og allerede 15. Maj 1689 afgik han ved Døden. Arenstorff blev begravet i Udbyneder Kirke (Overgaard) ved Randers. Hans Enke døde først 1728.

P. F. Rist.

 		Frederik von Arenstorff
 
39 Blanche de Navarre (c. 1248 – May 2, 1300), was the regent of Navarre from 1274 to 1284, and later became countess of Lancaster. She was the daughter of count Robert I of Artois and Matilda of Brabant.

Her paternal grandparents were Louis VIII of France and Blanche of Castile. Her maternal grandparents were Henry II, Duke of Brabant and Marie of Hohenstaufen, daughter of Philip of Swabia.

Blanche's first marriage was to Henry I of Navarre (ruled 1270-1274) who died in 1274, her second in 1276 with Edmund Crouchback, 1st Earl of Lancaster (1245-1296), an English prince who was a younger son of Henry III and Eleanor of Provence.

wiki 		Blanche of Artois
 
40 En søster til Rutger von Ascheberg, f.1621 Anne Elisabeth von Ascheberg
 
41 She was born in Valladolid, Spain and baptised Ana Maria Mauricia, as the daughter of Habsburg parents, Philip III, king of Spain, and Margaret of Austria. She bore the titles of infanta of Spain and of Portugal, archduchess of Austria, princess of Burgundy and of the Low Countries.

She was affianced at the age of ten, and on November 24, 1615, at Burgos she was married by proxy to King Louis XIII of France (1601-1643), part of the Bourbon Dynasty, a purely political match[1] that was pressed by the Queen Mother, Marie de' Medici. They would have two sons, Louis (the dauphin) born in 1638 and Philip I, Duke of Orléans born in 1640.

The marriage was not a happy one, filled with mistrust. It started badly with the fourteen-year-old couple forced to consummate the marriage, to forestall any possibility of future anullment, a humiliation that resulted in Louis' refusal to touch his wife for the following several years.

wiki 		Anne von Austria
 
42 Charles II.
(Karl II. von Steiermark, Inner Österreich)

born in Vienna June 3, 1540 – July 10, 1590 in Graz, was an Archduke of Austria and ruler of Inner Austria (Styria, Carniola and Carinthia) from the House of Habsburg from 1564.

He was the third son of Ferdinand I, Holy Roman Emperor and Anna of Bohemia and Hungary (1503–1547), daughter of King Ladislaus II of Bohemia and Hungary and his wife Anne de Foix.

Unlike his brother Maximilian II, Holy Roman Emperor, Charles was a religious Catholic and promoted the Counterreformation, e.g. by inviting the Jesuits to his realm. However, in 1572, he had to make significant concessions to the Inner Austrian Estates in the Religious Pacifications of Graz, and 1576 and the Libellum of Bruck. In practice, this resulted in tolerance towards Protestantism.

As the Inner Austrian line had to bear the major burden of the wars against the Turks, the fortress of Karlstadt / Karlovac in Croatia was founded.

Wikipedia 		Charles II. von Austria
 
43 Ernest the Iron, officially Ernest,Duke of Inner Austria (German: Ernst der Eiserne) (born 1377 in Bruck an der Mur; died June 10, 1424 in the same place) was from the Habsburg dynasty, and as a member of the Leopoldine Line, whose head of the family he was 1411-24, was the ruler of Styria, Carinthia and Carniola, i.e the Inner Austria.

After the death of his father Leopold III, duke of Inner Austria, whose third son he was, in the Battle of Sempach in 1386, he stood under the guardianship of Albert III, and in 1401 accompanied the German King Ruprecht on his campaign in Italy. Upon the death of their eldest brother William, Duke of Inner Austria in 1406, the remaining three brothers agreed about the future partition of their patrimony. In the separation agreement of 1406, Ernest received Styria, Carinthia and Carniola, and jointly with his elder brother duke Leopold IV (the head of the Leopoldinian line), held the guardianship over young Albert V, duke of Lower Austria. This resulted in a civil war between Leopold IV, Duke of Further Austria and Ernest in 1407, which lasted until May 1409 - and Leopold died sonless in 14121 whereupon Ernest became the uncontested head of the Leopoldinian family. In 1414, he became the last Duke to be enthroned according to the traditional rite in Carinthia, and from that time on called himself Archduke. He was the first Habsburg to actually use this title, which had been invented by Rudolf IV.

He continuously lived in strife with Emperor Sigismund from 1412 onwards. When his brother Frederick IV, Duke of Further of Austria (ruler of Tirol) was banned by the Emperor in 1417, Ernest first attempted to gain control over Frederick's territories himself, but then came to an agreement with him and successfully defended Tirol against the Emperor's pretensions.

Ernest's grave is in the Cistercian monastery of Rein. His nickname the Iron only came into use after his death.

wiki 		Ernest. von Austria
 
44 Ferdinand I Karl Leopold Joseph Franz Marchlin Emperor of Austria King of Hungary and Bohemia (April 19, 1793 – June 29, 1875) succeeded his father (Franz II Holy Roman Emperor/Franz I of Austria) as Emperor and King in 1835 and was forced to abdicate in 1848. He was also King of Lombardy-Venetia.

He was feeble-minded and epileptic, but was nevertheless placed on the throne by Metternich in order to preserve the throne's legitimacy against all challenges. Though he was not declared incapacitated, a regent's council, including other Habsburgs and Metternich, steered the government. His marriage to Princess Maria Anna of Sardinia (1803-1884) was probably never consummated, nor is he believed to have had any other liaisons. He is famous for his one coherent command: when someone tried to keep him from eating dumplings because his digestive system could not stand them, he said “I'm the Emperor, and I want dumplings!” (German: Ich bin der Kaiser und will Knödel.)

With the breakout of revolution in Vienna in 1848, Metternich fled the country. As the revolutionaries were marching on the palace, Ferdinand is supposed to have said “But are they allowed to do that?” (German: Ja, dürfen sie denn das?) He was convinced by Felix zu Schwarzenberg to abdicate in favor of his nephew, Franz Joseph, who would occupy the Austrian throne for the next sixty-eight years.

Ferdinand was the last King of Bohemia to be crowned as such. Due to his sympathy with Bohemia (where he spent the rest of his life in Prague Castle) he was given the Czech nickname “Ferdinand V, the Good” (Ferdinand Dobrotivý). In Austria, Ferdinand was similarly nicknamed “Ferdinand der Gütige” (Ferdinand the Benign), but also ridiculed as "Gutinand der Fertige" (Goodinand the Finished).

He is buried in tomb number 62 in the Imperial Crypt in Vienna.

wiki 		Ferdinand I. von Austria
 
45 On June 28, 1914, at approximately 11:00 am, Franz Ferdinand and his wife were killed in Sarajevo by Gavrilo Princip, a member of Young Bosnia (or perhaps The Black Hand). The event, known as the Assassination in Sarajevo, was the trigger of World War I. Franz Ferdinand is interred in Artstetten Castle, Austria.

wiki
 		Franz Ferdinand von Austria
 
46 In 1854 Franz Joseph married Duchess Elisabeth in Bavaria ("Sisi" or "Sissi"). Contrary to popular myth, their married life was not happy: their first daughter Sophie died as an infant, while the only son, Crown Prince Rudolf died, allegedly by suicide, in 1889 in the infamous Mayerling episode with his young mistress Baroness Mary Vetsera. The Empress herself was stabbed to death by an anarchist in 1898; Franz Joseph never recovered from the loss and always said to his relatives, "You'll never know how much I loved her."

Franz Joseph built a villa named Villa Schratt in Bad Ischl for his mistress, Katharina Schratt, an actress with whom he had a long-standing relationship.

In 1914 the heir to the throne, Archduke Franz Ferdinand was assassinated in Sarajevo, leading to World War I.

Franz Joseph died in 1916, aged 86, in the middle of the war. After the defeat in World War I, the Austro-Hungarian Monarchy dissolved into national states.

wiki 		Franz Joseph I. von Austria
 
47 Karl I (August 17, 1887 – April 1, 1922), Karl Franz Josef Ludwig Hubert Georg Maria von Habsburg-Lothringen (Hungarian: Károly IV (Károly Ferenc József)), was (among other titles) the last Emperor of Austria, the last King of Hungary and Bohemia, and the last monarch of the Habsburg Dynasty. He reigned as Emperor Karl I of Austria, King Charles III of Bohemia and King Charles IV of Hungary from 1916 until 1918, when he renounced the government (but did not abdicate), and spent the remaining years of his life attempting to regain the throne until his death in 1922.

Wikipedia 		Karl Franz I. von Austria
 
48 Archduke Charles of Austria, Duke of Teschen (de: Erzherzog Karl von Österreich, Herzog von Teschen, also known as Karl von Österreich-Teschen) (September 5, 1771–April 30, 1847) was a son of Leopold II, Holy Roman Emperor (1747–1792) and his wife Infanta Maria Luisa of Spain (1745–1792). He was also a younger brother of Francis II, Holy Roman Emperor. Despite being epileptic, Charles achieved respect both as a commander and as a reformer of Austria's army.

wiki 		Karl von Austria
 
49 Duke Leopold III of Austria, Duke of Inner Austria (November 1, 1351, Vienna – July 9, 1386, Sempach) from the Habsburg family was a Duke of Austria, Styria and Carinthia. He was a younger son of Duke Albert II, and younger brother of the Dukes Rudolf IV the Founder and Albert III. He first was the administrator of Tirol, and was jointly charged with the rule of the Habsburg lands with Albert after Rudolf's death. However, in the Treaty of Neuberg of September 9, 1379, he became the exclusive ruler of Styria (including Wiener Neustadt), Carinthia, Carniola, the Windish March, Gorizia, the Habsburgs' possessions in Friuli, Tirol and Further Austria. In 1368, he acquired Freiburg im Breisgau, in 1375 Feldkirch and in 1382 Trieste. However, his attempts to expand his position in Switzerland and Swabia failed, when he died in the Battle of Sempach.

He was succeeded by eldest his son William. Other sons included Leopold, future Duke of Further Austria, Ernest the Iron, future Duke of Inner Austria, and Frederick, future Duke of Further Austria.

wiki 		Leopold III. von Austria
 
50 Maria Christina, Princess Imperial and Archduchess of Austria, Princess Royal of Hungary and Bohemia (Maria Christina Désirée Henriette Felicitas Rainiera von Habsburg-Lothringen, 21 July 1858–6 February 1929) was the second Queen consort of King Alfonso XII of Spain and was Queen Regent of Spain during the minority of her son Alfonso XIII and during the abeyancy of the throne before his birth, from November 25, 1885 - 7 May 1902.

Known to her family as Christa, she was born at Zidlochovice Castle (Gross Seelowitz), near Brno, in Moravia, a daughter of Archduke Karl Ferdinand and his wife, Archduchess Elisabeth Franziska of Austria.

Her paternal grandparents were Archduke Charles of Austria and Princess Henriette Alexandrine of Nassau-Weilburg.

wiki 		Maria Christina von Austria
 

      [1] 2 3 4 5 ... 31» Next»


Kannegaard and Skeel Family tree started in 2002 ©