|
|
|
|
Home
Matches 101 to 150 of 2329
| |
Notes |
Linked to |
| 101 |
Bartholin, Caspar Christopher, 1700-65, konst. Justitiarius i Højesteret, en Søn af Christoffer B. (d. 1714), fødtes 11. Nov. 1700, blev 1720 Sekretær i det danske Kancelli, 1727 tillige Sekretær i Kommissionen for «de fattiges Væsen», 1734 desuden Assessor i Højesteret, 1735 virkelig Justitsraad, 1747 titulær og 1752 virkelig Etatsraad, 1760 Konferensraad og konstitueredes efter Gehejmeraad Hans Frederik Levetzaus Død som Justitiarius i Højesteret og blev tillagt Løn som saadan, indtil Kongen «maatte finde for godt nogen virkelig Justitiarium at beskikke», hvilket først skete ved Mogens Rosenkrantz Udnævnelse kort efter B.s Død, der indtraf 26. Jan. 1765. Han beholdt lige til det sidste sin Stilling og Gage som Sekretær i det danske Kancelli, i hvis Kollegium han i de sidste 30 Aar af sin Levetid havde Sæde. Han blev 26. Maj 1735 gift med Else Worm, en Datter af Biskop Christen W.; efter hendes Død 19. Maj 1740 ægtede han 20. Maj 1744 Elisabeth Hedevig Eichel til Aastrup (f. 1729 d. 24. April 1755), en Datter af Etatsraad Just Valentin E. I sine sidste Aar kaldes han undertiden Bartholin-Eichel.
G. Kringelbach. | Caspar Christopher Bartholin
|
| 102 |
1649 havde han ægtet Else Christoffersdatter, Datter af Borgmester Christoffer Hansen, og havde i dette Ægteskab 4 Døtre og 5 Sønner. Efter hendes Død (1675) indgik han 1678 et nyt Ægteskab med Magdalene Rhode, men havde med hende ingen Børn. Sønnerne af første Ægteskab opnaaede alle fremragende Stillinger, og den ældste Søn, Caspar, der kun 19 Aar gammel ved Faderens Hjælp blev Professor philosophiæ og i 1678 af ham kreeredes som Dr. med., indtog senere i mange Aar hans fremragende Plads ved Universitetet og stræbte efter Evne at vedligeholde det Bartholinske Navns Glans i Lægevidenskaben.
A. G. Sommer, Thomas Bartholin (Univers. Progr. 1858). | Thomas Bartholin
|
| 103 |
Bartholin, Thomas Eichel, 1755-1829, Overretsassessor.
Han var født 17. April 1755, Søn af Konferensraad Caspar Christoffer Bartholin, blev 1773 Student, 1779 juridisk Kandidat, 1781 Byfoged, Postmester, Vejer og Maaler i Nykjøbing i Sjælland, Birkedommer i Dragsholms Birk samt Vice-Landsdommer i Sjælland, 1783 Justitsraad, 1792 Borgmester samt By- og Raadstuskriver i Kalundborg, tog 1801 sin Afsked og blev ved Oprettelsen af Overretten i Viborg 1805 første Assessor i denne, hvorfra han dog 1806 afskedigedes. Han var nogen Tid Kapitajn ved Landeværnet og levede til sin Død 12. Jan. 1829 som Translatør i Kjøbenhavn. B. udgav forskjellige praktiske juridiske Haandbøger og et juridisk Tidsskrift, «Nørre-Jyllands Themis» (1805-6); i sine senere Aar udarbejdede han en Fortegnelse over de i en længere Aarrække i Adresseavisen bekjendtgjorte Dødsanmeldelser (1825). ? 20. April 1781 havde han ægtet Catharine Margarethe Helt, f. 1762 d. 30. Sept. 1824.
Erslew, Forf. Lex.
G. L. Wad. | Thomas Eichel Bartholin
|
| 104 |
Forældre, Kammerraad Niels Andersen Basse (1695-1773) til Hindsgavl og (en halv-kusine) Karen Nielsdatter Basse | Armgaard Sophie Basse
|
| 105 |
Død ugift som korsbroder i Viborg | Christiern Eskildsen Basse
|
| 106 |
Gift 1. med Ivan Henning Wichfeld (d. 1959) | Hanne Benzon Basse
|
| 107 |
Forældre, Amtmand i Eutin, Philip Cuno von Bassewitz og Cathrine von Lehsten | Anna Sophie von Bassewitz
|
| 108 |
Bastholm, Christian, 1740-1819, Præst, er født i København 2. Nov. 1740. Faderen, Hans B. (d. 1798), var Kontorchef i Søkommissariatet; Moderen hed Clara f. Hosum. I Aaret 1759 blev han fra Københavns Skole dimitteret til Universitetet, hvor han ønskede at studere Filosofi og Naturvidenskab; men for at føje sin Fader tog han 1761 theologisk Embedsexamen; af Professorerne hørte han kun P. Rosenstand Goiske, der helbredede ham for det Hang til Fritænkeri og Tvivlesyge, han havde begyndt at nære. Efter at han havde taget Examen, kastede han sig atter over sine Yndlingsstudier. Men i Aaret 1765 tilbød Missionskollegiets Formand, Grev O. Thott, ham Pladsen som Præst ved den tyske Menighed i Smyrna; den danske Regering havde nemlig 1762 paataget sig at forsyne denne Menighed med en Præst, der lønnedes med o. 500 Rdl., som udredtes af Missionskassen og Waisenhuset. Han fik dog først dette Embede to Aar efter, men i Mellemtiden vendte han tilbage til det theologiske Studium og skrev flere theologiske Afhandlinger. I Aarene 1768-71 levede han i Smyrna under store Savn og i vanskelige Forhold; men han trøstede sig med Stoikernes Filosofi, thi «han havde ganske indsuget deres Lære om Skæbnen og forenede den saaledes med de kristnes Lære om Forsynet, at han aldrig ganske tabte sin Standhaftighed». Efter sin Hjemkomst blev han 1772 Præst ved Citadellet, og han ægtede da Rosenstand Goiskes Datter Ingeborg Foss R. G.; da hun var død 1777, ægtede han, efter i 12 Aar at have levet som Enkemand, Tyge Rothes Datter Karen Margrethe (f. 1765 d. 1829). -- I Aaret 1777 blev han Sognepræst til St. Olai Kirke i Helsingør, 1778 første Hofprædikant og 1782 kongelig Konfessionarius. I Aaret 1800 tog han paa Grund af Svagelighed sin Afsked og levede hos sin Søn, Hans B., der var Præst i Slagelse, til 1810, da han flyttede til København, hvor han døde 25. Jan. 1819.
Dansk Maanedsskrift 1868, II, 188 ff. Petersen, Den dsk. Lit. Hist., 2. Udg., V, 1, 176 ff. J. Møller, Theol. Bibi. XVI. Erslew. Forf. Lex.
L. Koch. | Christian Hansen Bastholm
|
| 109 |
Bastholm, Hans, 1774-1856, Præst, Søn af Konfessionarius Christian Bastholm og dennes første Hustru, er født i København 21. Avg. 1774. Han blev privat dimitteret 1789 og tog 1793 theologisk Embedsexamen med udmærket Berømmelse. Samme Aar rejste han udenlands paa det Vinstrup-Resenske og et Rosenkrantzsk Stipendium, studerede først i Gøttingen, senere i Kiel, og 1796 rejste han til Paris og der fra til Leipzig. I Aaret 1799 blev han residerende Kapellan ved St. Mikkels Kirke i Slagelse samt Sognepræst i Hejninge, og 1802 blev han Sognepræst ved St. Peders Kirke og Præst ved Hospitalet i Slagelse. Han ægtede 1799 Anna Jacobine Beyer (f. 1778), Datter af Vejermester Valentin B. Efter 1846 at have taget sin Afsked drog han til København, hvor han døde 14. Juni 1856.
Helveg, Den danske Kirkes Hist. eft. Reform. II. P. Hjort, Udvalg af Breve, 1867, S. 413 ff. Erslew, Forf. Lex.
L. Koch. | Hans Bastholm
|
| 110 |
Alexander Joseph of Battenberg (April 5, 1857 - November 17, 1893), the first prince of modern Bulgaria, reigned from April 29, 1879 to September 7, 1886).
Alexander was the second son of Prince Alexander of Hesse and by Rhine by the latter's morganatic marriage with Countess Julia von Hauke. The countess and her descendants gained the title of Princess of Battenberg (derived from an old residence of the grand-dukes of Hesse) and the style Durchlaucht ("Serene Highness") in 1858. Prince Alexander was a nephew of Russia's Tsar Alexander II, who had married a sister of Prince Alexander of Hesse; his mother, a daughter of Count Moritz von Hauke, had been lady-in-waiting to the tsaritsa.
Wikipedia
| Alexander Joseph von Battenberg
|
| 111 |
Persistent rumors that the British Royal Family must be pro-German given their dynastic origins and many German relatives, prompted the King to abandon his subsidiary German dynastic titles and adopt an English surname. At the behest of King George V, Louis relinquished the title Prince of Battenberg in the Grand Duchy of Hesse, as also the style of Serene Highness, on 14 July 1917. At the same time, Louis also anglicized his family name, changing it from "Battenberg" to "Mountbatten," having considered but rejected "Battenhill" as an alternative. On 17 July, the king created him Marquess of Milford Haven, Earl of Medina, and Viscount Alderney in the peerage of the United Kingdom.[1] The King's British relatives in the Teck, Schleswig-Holstein and Gleichen families underwent similar changes. Louis's wife ceased to use her own title of Princess of Hesse and became known as the Marchioness of Milford Haven. His three younger children ceased to use their princely titles and assumed courtesy titles as children of a British marquess; his eldest daughter, Princess Alice, had married into the Greek royal family in 1903, and never had occasion to use the surname Mountbatten. However, her only son, Prince Philip of Greece and Denmark, adopted the name when he became a British subject in 1947.
While the transition in names and titles was being effected, Louis spent some time at the home of his eldest son, George. After anglicizing his surname to Mountbatten and becoming Marquess of Milford Haven, Prince Louis wrote in his son's guestbook, "Arrived Prince Jekyll, Departed Lord Hyde".
Prince Louis' elder son, George Mountbatten, who received the courtesy title Earl of Medina, succeeded him as 2nd Marquess of Milford Haven in 1921. Prince Louis' younger son, styled Lord Louis Mountbatten after 1917, was created Viscount Mountbatten of Burma in 1946 and then Earl Mountbatten of Burma and Baron Romsey in 1947. He served as the last Viceroy of India.
Lord Milford Haven was appointed a member of the Privy Council and was promoted to the rank of Admiral of the Fleet in recognition of his service to the Royal Navy in August 1921. He died in London on 11 September 1921. His remains were buried at Whippingham Church on the Isle of Wight.
One of his younger brothers, Prince Henry of Battenberg (1858-1896), married Princess Beatrice, the youngest child of Queen Victoria, and took up residence with the Queen in Britain so that his wife could continue to serve as her mother's companion and private secretary. His youngest brother, Prince Franz Joseph of Battenberg 1861-1924 earned a doctorate based on a dissertation about his brother's reign in Bulgaria, wed HRH Princess Anna Petrović Njegoš 1874-1971 in 1897, a daughter of King Nicholas I of Montenegro, and took up residence in Switzerland. His only sister, Princess Marie, wed the head of a mediatized family, Count Gustaf zu Erbach-Schoenberg, who was elevated, along with the couple's male-line descendants, to Prince and Serene Highness by her cousin, Ernest Louis, Grand Duke of Hesse, in 1903. Marie's memoirs have been published in German and English, and include an account of the family's visit to the ruins of the castle of Battenberg in Hesse.
Of the family's two residences in Hesse, the Alexander Palace in Darmstadt returned to the grand duchy as part of the appanaged patrimony of Louis's father, Prince Alexander, from which his children by Julie Hauke were debarred. However, the castle of Heiligenberg in Jugenheim had been bequeathed to Prince Alexander as personal property. During the 1870s, Empress Marie Aleksandrovna, née Princess of Hesse, brought her husband, Tsar Alexander II, her numerous children and a large retinue for annual visits to her brother's little chateau at Heiligenberg, evoking visits from foreign kings, diplomats and matchmaking mothers eager to pay their respects to Russia's Emperor without having to actually travel all the way thither. Not only did these visits put the Hessian grandduchy "on the map", but they enhanced the prestige of the Battenbergs on the Continent. But joint possession of a German property by Louis and Henry in England with their Continental siblings during the Great War proved an untenable embarrassment, so it was sold.
Wiki | Louis Alexander von Battenberg, (Ludwig)
|
| 112 |
Baudissin, Heinrich Friedrich Greve, Diplomat, 1753-1818, fødtes 1. Dec. 1753 og var en Broder til Grev Carl Ludw. Baudissin. Han ægtede 1776 Komtesse Caroline Adelheid Cornelia Schimmelmann (d. 1826). Han akkrediteredes i Nov. 1784 som dansk Gesandt ved Hoffet i Berlin, hvilken Stilling han beklædte indtil 1787, da han kaldtes tilbage. Baudissin.s Navn som Diplomat blev i den Tid, han repræsenterede den dansk-norske Stat ved Frederik II’s og Frederik Vilhelm II’s Hof, ikke knyttet til nogen Akt af historisk Betydning. B. døde 17. Maj 1818.
A. Thorsøe.
| Heinrich Friedrich Baudissin
|
| 113 |
Slægten von Bauditz (danske linje), von Baudissin (den tyske linje) | Wolf Heinrich von Baudissin
|
| 114 |
Bauditz, Frederik Carl, 1741-1816, Officer, er født 20. Avg. 1741 paa Travendal, hvor hans Fader, Adolph August Bauditz (f. 1696), der var Overførster og Amtsforvalter i de hertugelige pløenske Lande, boede. Moderens Navn var Cathrine f. Claussen (f. 1717). Det var oprindelig bestemt, at han skulde være Jurist, og han studerede i den Anledning ved Gymnasiet i Pløen, men under Troppesamlingen i Holsten 1758 fik han Lyst til Militærstanden og blev paa Hertug Frederik Carls Anbefaling ansat som Volontær i Livgarden til Fods, hvorfra han overgik til Kronprins Christians, det senere Kongens-Regiment. 1762 deltog han som Fændrik i Toget til Meklenborg, blev Aaret efter Sekondlieutenant, 1769 Premierlieutenant, 1782 Kapitajn, 1787 Major, 1796 Oberstlieutenant og 1803 Oberst. 1806 blev han Chef for 1. jyske Regiment, 1808 Generalmajor og afgik efter en tiltagende Øjensvaghed fra Tjenesten 1816 som Generallieutenant. I 1812, da den danske Hovedhær opstilledes paa Sjælland for at imødegaa Carl Johans ventede Angreb, var der betroet ham Kommandoen over Hærens 2. Division, der bevogtede den nordostlige Del af Øen.
Bauditz havde et stateligt Ydre og var bekjendt for sin smukke Kommandostemme og sin ualmindelig gode Hukommelse. Der er fældet meget nedsættende Domme saa vel over hans Karakter som over hans Duelighed og Udtalelser, der dog hidrøre fra hans aabenbare Fjender, og som ikke paa nogen Maade kunne godkendes. Han var tvært imod, efter alt hvad der i øvrigt foreligger, en forstandig, hæderlig og retsindig Mand, der bragte Orden og Fasthed tilbage i det Regiment 1. jyske, han var sat til at reformere, og som paa det Tidspunkt, da han overtog Kommandoen, efter Kronprinsens Udsagn var slet og uden Disciplin. Men han var Streng og nøjeseende i Tjenesten, taalte ingen Indvending eller Modsigelse, var tavs og indesluttet, og det er troligt nok, at han i hvert Fald i den første Tid har været alt andet end afholdt af sine undergivne ved Regimentet. Han giftede sig 1772 med Dorothea Sophie Koye, født i Helsingør 14. April 1748, d. i Ribe 13. Dec. 1785, en Datter af Major, senere Amtsforvalter paa Møen Valentin K. og Sophie Cathrine f. Ramcken. Bauditz døde i Aarhus 9. April 1816.
C. J. Anker, Oberst N. Tidemands Optegnelser.
S. A. Sørensen. | Friedrich Carl Bauditz
|
| 115 |
Skal være udvandret til Holland | Hans Christian Bauditz
|
| 116 |
Slægten von Bauditz (danske linje), von Baudissin (den tyske linje) | Heinrich Conrad Bauditz
|
| 117 |
Bauditz blev uddannet cand.jur. i 1875, og virkede som assistent ved Højesterets justitskontor, før han blev ansat som lærer - først ved Borgerdydskolen, senere ved Søofficerskolen. 1881-96 fungerede han som forstander for Det kgl. Teaters elevskole. Fra 1896 var han skoledirektør for Københavns private skoler, fra 1900 for de kommunale skoler
Åby-Åbyhøj Lokalhistoriske Arkiv | Sophus Gustav Bauditz
|
| 118 |
Elisabeth Amalie Eugenie, Duchess in Bavaria and Princess of Bavaria (December 24, 1837 – September 10, 1898), of the House of Wittelsbach, was the Empress consort of Austria and Queen consort of Hungary due to her marriage to Emperor Franz Joseph. Her father was Maximilian, Duke in Bavaria, and her mother was Ludovika, Royal Princess of Bavaria; her family home was Castle Possenhofen. From an early age, she was called Sisi (or Sissi in films and novels) by family and friends.
wiki | Elisabeth Amalie Eugenie von Bayern
|
| 119 |
He was the son of Maximilian II Emanuel, elector of Bavaria and Teresa Kunegunda Sobieska, and the grandson of Polish King John III Sobieski. His family was split during the War of the Spanish Succession and was for many years under house arrest in Austria. Only in 1715 did the family become re-united.
On October 5, 1722, Charles married Marie Amalie, Archduchess of Austria. Marie Amalie was a daughter of Joseph I, Holy Roman Emperor and his wife Wilhelmina Amalia of Brunswick-Lüneburg. Her maternal grandfather was John Frederick, Duke of Brunswick-Lüneburg.
In 1726 Charles Albert became elector of Bavaria. During his reign the Amalienburg, a splendid rococo pavillon in the park of Nymphenburg Palace was built.
Wikipedia | Karl VII. Albrecht von Bayern
|
| 120 |
Ludwig patronised the arts as principal of many neoclassical buildings, especially in Munich, and as fanatic collector. Among others he ordered to erect were the Walhalla temple, the Glyptothek, the Old and the New Pinakothek. One of his most famous conceptions was the celebrated "Schönheitengalerie" (Gallery of Beauties), in charge of the painter Joseph Stieler, which contained portraits of several beautiful women who principally came from the high middle class.
Ludwig ordered to reerect several monasteries in Bavaria which had been closed during the German Mediatisation. He moved the Ludwig-Maximilians-Universität from Landshut to Munich in 1826.
Ludwig also encouraged Bavaria's industrialization. He initiated the Ludwig channel between the River Main and the Danube. In 1835 the first German railway was constructed in his domain, between the cities of Fürth and Nuremberg.
Ludwig's plan to reunite the Palatinate with Bavaria could not be realized. The Electoral Palatinate, a former dominion of the Wittelsbach, had been split up in 1815, the eastern bank of the Rhine with Mannheim and Heidelberg was given to Baden, only the western bank was granted to Bavaria. Here Ludwig founded the city of Ludwigshafen as a Bavarian rival to Mannheim.
Ludwig supported the Greek fight of independence: His second son Otto was elected king of Greece in 1832. After the July Revolution in France 1830, his previous liberal policy became more and more repressive. The Hambacher Fest in 1832 showed the discontent of the population suffered from high taxes and censorship.
Ludwig had several love affairs and became one of the lovers of Lady Jane Digby, an aristocratic English adventuress. Ludwig also became tainted with scandals associated with another of his mistresses, Lola Montez.
During the revolutions of 1848 he abdicated on March 20, 1848 in favour of his son, Maximilian.
Also after his resignation Ludwig remained an important sponsor for the arts. He was buried in St. Boniface's Abbey, Munich
Wikipedia | Ludwig I. von Bayern
|
| 121 |
Maximilian I (also known as Maximilian Joseph) (May 27, 1756 – October 13, 1825), prince-elector of Bavaria (as Maximilian IV Joseph) from 1799 to 1805, king of Bavaria (as Maximilian I) from 1805 to 1825, was the son of the count palatine Frederick Michael of Zweibrücken-Birkenfeld and Maria Francisca Sulzbach, and was born on May 27, 1756 at Schwetzingen - between Heidelberg and Mannheim.
He was carefully educated under the supervision of his uncle, Duke Christian IV of Zweibrücken, took service in 1777 as a colonel in the French army and rose rapidly to the rank of major-general. From 1782 to 1789 he was stationed at Strasbourg, but at the outbreak of the French Revolution he exchanged the French for the Austrian service, taking part in the opening campaigns of the revolutionary wars.
On April 1, 1795 he succeeded his brother, Charles II, as duke of Zweibrücken, and on February 16, 1799 became Elector of Bavaria and Count Palatine of the Rhine, the Arch-Steward of the Empire on the extinction of the Sulzbach line with the death of the elector Charles Theodore.
wiki | Maximilian I. von Bayern
|
| 122 |
Maximilian I, Elector and Duke of Bavaria (17 April 1573 – 27 September 1651), called "the Great,", was a Wittelsbach ruler of Bavaria and an prince-elector (Kurfürst) of the Holy Roman Empire. His reign was marked by the Thirty Years' War (1618-1648).
He was born in Munich, the eldest son of William V of Bavaria and Renata of Lorraine. He was educated by the Jesuits at the University of Ingolstadt, and began to take part in the government in 1591. In 1595 he married his cousin, Elisabeth Renata (also known as Elizabeth of Lorraine), daughter of Charles III, Duke of Lorraine, and became Duke of Bavaria upon his father's abdication in 1597. Only a few months after the death of Elisabeth Renata, Maximilian married, on 15 July 1635 in Vienna, his 25-year-old niece Maria Anna of Austria, the daughter of Ferdinand II, Holy Roman Emperor and Maximillian's sister, Maria Anna of Bavaria (1574-1616). The main motivation for this swift remarriage was not so much political grounds as the hope of producing a prince to inherit. In contrast to the Elector's first wife, Maria Anna was very interested in politics and well instructed about developments. She was not bound to the Habsburgs, but rather completely advocated the Bavarian standpoint. Additionally, she conducted lively exchanges of opinion with high officials of the Munich court and took part in meetings of the cabinet.
His first marriage to Elisabeth Renata was childless.
wiki | Maximilian I. von Bayern, (Elector)
|
| 123 |
In 1806 Eugène had married Princess Augusta Amalia Ludovika Georgia of Bavaria (1788-1851), daughter of Maximilian I of Bavaria, and his father-in-law made him Duke of Leuchtenberg and gave him the administration of the Principality of Eichstätt in 1817.
wiki | Eugene-Rose de Beauharnais
|
| 124 |
Hortense-Eugénie de Beauharnais (b.1783, d. 1837), datter av Joséphine de Beauharnais og hennes andre mann Alexandre de Beauharnais, var dronning av Holland 1806-1810 og mor til Napoléon III.
I 1801 ble hun gift med Napoleon I's bror Louis Bonaparte, og fikk med han tre sønner, hvorav den tredje var Louis Napoléon, den senere Napoléon III. Ekteskapet var kjærlighetsløst, og etter at Louis Napoléon var født, søkte mannen skilsmisse fordi han mistenkte at barnet ikke var hans.
I 1815 ble hun tvunget til å forlate Frankrike med sine barn av de allierte.
wiki | Hortense de Beauharnais
|
| 125 |
Joséphine Maximilienne Eugénie Napoléone de Beauharnais
(Since December 29th, 1807:) Joséphine Maximilienne Eugénie Napoléone de Beauharnais Princess di Bologna
(Since May 28th, 1813:) Joséphine Maximilienne Eugénie Napoléone de Beauharnais Princess di Bologna, Duchess di Galliera
(Since November 14th, 1817:) HSH Joséphine Maximilienne Eugénie Napoléone de Beauharnais Princess von Leuchtenberg
(In Sweden styled as Queen Josefina)
b. Leuchtenberg Palace, Milan, March 14th, 1807
d. Royal Palace, Stockholm, June 7th, 1876
Created Princess di Bologna, December 29th, 1807; created Duchess di Galliera, May 28th, 1813
wiki | Josephine Maximilienne de Beauharnais
|
| 126 |
Maximilian Josèph Eugène Auguste Napoléon de Beauharnais
(Since November 14th, 1817:) HSH Maximilian Josèph Eugène Auguste Napoléon de Beauharnais Prince von Leuchtenberg
(Since March 28th, 1835:) HSH Maximilian Josèph Eugène Auguste Napoléon de Beauharnais Duke von Leuchtenberg, Prince von Eichstadt
(Since July 14th, 1839:) HIH Maximilian Josèph Eugène Auguste Napoléon de Beauharnais Duke von Leuchtenberg, Prince von Eichstadt born in Munich, October 2nd, 1817 dead, St. Petersburg, November 1st n.s., 1852 Duke von Leuchtenberg, Prince von Eichstadt, March 28th, 1835 Granted the style of Imperial Highness by Emperor Nikolai I of Russia, July 14th, 1839
wiki | Maximilian Joseph Eugene de Beauharnais
|
| 127 |
Forældre, Krigsraad Peter Bech til Kongsdal og Anna Marie Barfred | Anna Marie Christiane Bech
|
| 128 |
Beck, Hans Charles Johannes, 1817-90, Officer. er født 1. Okt. 1817 paa St. Croix, hvor han Fader, Artillerikapitajn Hans Peter Gustav B., var Fortchef. Efter dennes Død i 1822 kom han med Moderen, Gertrude Cathrine f. Smith, til København og blev Landkadet 1831. I 1838 udnævntes hantil Sekondlieutenant ved 2. Livregiment med Aldersorden fra 1837, hvorefter han 1839-44 gennemgik den kgl. militære Højskole, hvorfra han afgik som Generalstabsaspirant og gjorde Tjeneste ved de forskjellige Vaaben. I 1848, da han var Premierlieutenant, blev han Adjudant ved 1. Infanteribrigade og deltog som saadan i Slaget ved Slesvig og i Overfaldet paa Steppinge, hvorefter han forfremmedes til Kapitajn og fik Ridderkorset. I 1849 forsattes B. til Generalstaben og blev Souschef ved Ryes Korps, hvormed han deltog i Slaget ved Kolding, Træfningerne ved Dons-Almind, Vejle og Aarhus under Tilbagetoget gjennem Nørrejylland, hvoraf B. i 1863 gav en interessant Fremstiling (i hvilken Anledning han benaadedes med Fortjenstmedaillen i Guld). Da en Del af Korpset som Brigade afsendtes fra Helgenæs til Fredericia, blev B. Stabschef ved denne og deltog, først under Generalmajor Rye, efter dennes Fald under Oberstlieutenant Irminger, i Slaget 6. Juli, hvorefter han ansattes som Souschef ved Generalkommandoen i
Jylland hos General Moltke, med hvem han som Souschef ved 1. Division deltog i Kampene ved Helligbæk og ved Isted. Efter Fredslutningen var han først Stabschef ved Kommandanturen i Slesvig, senere Souschef ved Generalkommandoen i Nørrejylland og endelig fra 1852 Stabschef ved Generalkommandoen over Holsten og Lauenborg. I 1857 forfremmedes B. til Major i Generalstaben, gjorde en længere Rejse gjennem Europa og blev derefter Chef for Generalstabens taktiske Afdeling, hvorfra han i 1863 forsattes til 1. Division som Stabschef. I Dec. s. A. udnævntes han til Oberstlieutenant i Infanteriet og Chef for 1. Regiment, hvormed han deltog i Kampene foran Danevirke og senere i Fægtningen ved Sankelmark, hvor han lagde stort personligt Mod for Dagen, saaledes at han benaadedes med Kommandørkorset af Danebrog. Atter ved Vejle var Regimentet i Ilden, hvorefter det kom til Mors. Senere ledede han en Bevægelse fremad fra Aalborg, som endte med den paa Grund af Bagladegeværets enorme Virkning berømte Fægtning ved Lundby. I Slutningen af Felttoget blev B. Brigadechef, men overtog efter Fredslutningen Kommandoen over 21. Bataillon. Udnævnt til Oberst i 1865, blev han Chef for 28. Bataillon, men maatte i 1873 Paa Grund af Svagelighed ansøge om Afsked fra Hæren, hvilken han erholdt tillige med Kommandørkorset af 1. Grad. B., som i 1852 blev gift med Elisabeth Louise Charlotte Juel, Datter af Generalmajor Hans Adolph J., valgtes i 1858 og i 1861 til Medlem af Folketinget for Frederiksborg Amts 2. Valgkreds. Han døde 8. Jan. 1890.
Danmarks anden Kamp for Slesvig. Nationaltid. Nr. 4162, Tillæg.
P. N. Nieuwenhuis. | Hans Charles Johannes Beck
|
| 129 |
Beck, Jochum / Joachim, o. 1602-82. J. Beck til Gladsaxe og Bosø Kloster, Søn af Jacob B., blev 1622 indskrevet ved Universitetet i Leiden, var 1627-28 Hofjunker, 1632-34 Lensmand paa Københavns Slot, havde 1634-39 Bøvling Len, 1639-42 Christiansstad Len, 1640-49 Silkeborg Len. Han giftede sig 1629 med Else Grubbe (f. 1613 d. 1631), Datter af Sivert Grubbe til Hofdal og Torup; efter hendes Død ægtede han (1633) Else Friis (f. 1615 d. 1696), Datter af Kansler Christian Friis til Kragerup. Han ansaas en Tid for en af Danmarks rigeste Adelsmænd. Hans talrige Godser, som han havde erhvervet ved Arv, ved Giftermaal og ved Kjøb, ansloges til 3000 Tdr. Hartkorn. Denne store Rigdom gik imidlertid fuldstændig tabt ved den uheldige Drift af en Industri, som han selv havde sat i Gang paa en af sine Ejendomme. Det var nemlig ham, som begyndte den Aluntilvirkning, der endnu den Dag i Dag finder Sted paa Andrarum, og som til sine Tider har givet et meget betydeligt Udbytte. J. Beck havde selv fundet Alunskiferen og (allerede 1637) faaet Privilegium paa at tilvirke den, men de Summer, som udkrævedes, først til at sætte Driften i Gang og siden til at holde den gaaende, vare saa uhyre store, at han for at skaffe dem til Veje efterhaanden nødtes til at sælge eller pantsætte næsten alle sine Godser (til Corfits Ulfeldt solgte han saaledes Torup 1647 og Bosø Kloster 1658), og da han desuagtet vedblev at synke dybere og dybere i Gjæld, saa han sig tvungen til at optage en Del af sine Kreditorer som Medinteressenter i Driften, hvorved han aabnede en vid Mark for den ublueste Udplyndring, der ogsaa fortsattes efter hans Død lige over for hans Arvinger (af hvilke Sønnen Lave B. var gift med Corfits Ulfeldts og Leonora Christinas Datter Leonora Sophie Ulfeldt). Som et Vidnesbyrd om, hvor medtaget J. B.s en Gang saa store Formue var, da han døde (1682), kan anføres, at hans Lig i 2 Aar maatte henstaa ubegravet, fordi man savnede Penge til at lade det komme i Jorden paa standsmæssig Maade.
Skånska Herregårdar, især under Christinehof, Torup og Bosjökloster. S. Birket Smith, Leonora Christina på Maribo Kloster S. 26 f. 30.
Danmarks Adels Aarbog 1886, S. 54.
S. Birket Smith.
| Jokum Jakobsen Beck
|
| 130 |
Lage / Lave
Beck, Lave, o. 1530-1607, var en Søn af Jochum Beck til Førslev og Anne Jacobsdatter Ravensberg til Beldringe og angives at være født 1530, en Angivelse, hvis Rigtighed dog turde være tvivlsom, eftersom han alt 1542 blev immatrikuleret ved Universitetet i Wittenberg. 1563 var han forlenet med et Kannikedømme i Roskilde, og under den paafølgende Krig med Sverige tjente han dels som Proviantmester og dels til Søs. Efter 1571 at være bleven Landsdommer i Sjælland forlenedes han det følgende Aar med Roskildegaard, som han dog kun beholdt et Aars Tid, men atter fik paa ny 1577 og da beholdt til 1587. Landsdommerembedet fratraadte han 1584, men blev dog atter 1591 beskikket dertil og samtidig forlenet med Ringsted Kloster, hvilket Len han beholdt, til han 1605 paa Grund af sin høje Alder tog sin Afsked som Landsdommer. Foruden Førslev og Beldringe, som han arvede efter sine Forældre, ejede Lave B. Olstrup i Sjælland og Havrelykke paa Laaland. Efter at hans første Hustru, Kirsten Christoffersdatter Huitfeldt, var død 24. Juli 1563, kun 19 Aar gammel, havde han ægtet Agate Sivertsdatter Grubbe, f. 1533 d. 5. Jan. 1623; af begge Ægteskaber var der Børn. L. B., der døde 16. Juni 1607, skal have været en særdeles velbegavet Mand, der bl. a. sysselsatte sig med Kobberstikkerkunsten.
| Lave Jokumsen Beck
|
| 131 |
Beck, Lave, 1614-59, til Førslev og Herlufstrup i Sjælland, var en Søn af Sivert B. Efter at have studeret udenlands, bl. a. ved Universiteterne i Leiden og Leipzig, kom han i Aaret 1640 tilbage til sit Fødeland og tog Aaret efter Tjeneste som Sekretær i Kancelliet, men forblev kun et Par Aar her, i det han allerede 1646 udnævntes til Landsdommer paa Laaland og Falster. 1649 blev han Landkommissær i Sjælland. Efter Fredslutningen 1658 var han en af de Kommissærer, som beskikkedes til at ledsage den svenske Hær ud af Riget; allerede det følgende Aar døde han. Hans Enke, Margrethe Jørgensdatter Grubbe, f. 3. Juni 1620 d. 18. April 1696, hvem han havde ægtet 9. Maj 1647, og som skjænkede ham 8 Børn, blev efter hans Død gift med Rentemester Sten Hohndorff til Rønneholm.
| Lave Sivertsen Beck
|
| 132 |
Beck, Sivert, 1566-1623, ejede Førslev,Vibygaard og Taagerød i Sjælland og var en Søn af ovfr. omtalte Lave B. (d. 1607) til Førslev og dennes anden Hustru. Han blev født paa Roskilde Bispegaard 18. Okt. 1566. Efter i 8 Aar at have opholdt sig i Udlandet, til Dels i Selskab med sit Søskendebarn Sivert Grubbe, og bl. a. at have studeret ved Universiteterne i Wittenberg, Leipzig og Jena kom han i Aaret 1588 tilbage til sit Fødeland og tog Aaret efter Tjeneste i Kancelliet. 1596 blev han udnævnt til Rentemester og fik et Prælatur i Aarhus Domkirke i Forlening, og hertil føjedes 3 Aar efter Giske Len i Norge. 5. Sept. 1602 ægtede han Lisbet Steensdatter Bille, et godt Parti, thi hun tilførte ham Herlufstrup i Sjælland og Næsbyholm og Vandaas i Skaane foruden et Par mindre Gaarde sammesteds. Ægteskabet velsignedes med 8 Børn. S. B. døde i Kjøbenhavn 2. Jan. 1623. Hans Enke, der var født paa Herrisvad Kloster i Skaane14. April 1576, overlevede ham i mange Aar og døde først 11. Febr. 1656 paa Taagerød; hun blev begraven hos sin Husbond i Førslev Kirke.
| Sivert Lavesen Beck
|
| 133 |
Beck, Steen, 1604-48, var en Søn af ovennævnte Sivert Beck og arvede efter sine Forældre Hovedgaardene Førslev, Vibygaard og Taagerød i Sjælland og Vandaas i Skaane; desuden ejede han Vraa i Jylland, som han giftede sig til. Han tog 1627 Tjeneste ved Hove som Kammerjunker og blev allerede Aaret efter, kun 24 Aar gammel, udnævnt til den i hans Slægt nu næsten arvelige Bestilling som Rentemester og forlenet med et Kannikedømme i Lund. 1633 forlenedes Beck med Bakke Kloster i Norge, som han 1641 ombyttede med Herrisvad Kloster i Skaane, hvilket han beholdt til sin Død i Okt. 1648. Med sin Hustru, Ide Johansdatter Lindenov, ( Ifølge DAA 1902 hed hun Ide Hansdatter Lindenov) der overlevede ham til 1674, havde han en Søn og to Døtre.
| Steen Sivertsen Beck
|
| 134 |
Forældre, Hofagent Alexander Christian Becker, Konsul i Arkangel og Margrethe Brüst | Emilie Louise Becker
|
| 135 |
Beenfeldt, Christopher Poul, Officer. Den fra Kronborgs Overgivelse bekjendte, Poul Beenfeldt, der blev barnløs 1675, kaldte sine tvende Brodersønner Claus B. og Christopher Poul B. til sig og efterlod dem sin Formue, da han døde 1676. Brødrene, der vare Sønner af Oberst i hollandsk Tjeneste Joachim B. og Magdalene Reventlow fra Lybek, gik begge i dansk Krigstjeneste. C. P. B., der ved sin Tapperhed tjente sig op fra simpel Rytter, blev Lieutenant i 2. jyske nationale Regiment 1700. Med denne Afdeling deltog han med de danske Hjælpetropper i den spanske Arvefølgekrig i Holland og Flandern, indtil han 1706 som Ritmester blev forsat til 4. jyske Rytterregiment, som han nu fulgte i Krigen, og hvorved han 1711 blev Major. Et langt Sygeleje afbrød hans Krigerbane efter et haardt Saar i Hovedet, som han fik ved Malplaquet. Da hans Regiment ved Hjemkomsten fra Flandern 1714 blev opløst, kom han til Livregiment Ryttere, ved hvilken Afdeling han avancerede, til han endelig 1732 blev Regimentschef og Oberst for 2. søndenfjældske Dragonregiment, der laa i Frederiksstad i Norge. Aaret efter fik han Brigaders Karakter, 1740 blev han Generalmajor, 1747 Ridder af Danebrog og 1749 Kommandant i Frederikssten og fik Generallieutenants Karakter. Han døde som saadan 5. Nov. 1750 i en meget høj Alder, Familieoptegnelser angive endogsaa, at han var født 1647. Han var ugift og efterlod største Delen af sin til Dels i Krigen erhvervede store Formue til sin Brodersøn, Herman Frederik Beenfeldt.
P. F. Rist. | Christopher Poul Beenfeldt
|
| 136 |
Beenfeldt, Herman Frederik, 1688-1761, Officer, var en Søn af Christopher Poul B.s Broder Claus Beenfeldt (1648-1728) og Anna Cathrine v. Hatten (1648-1741). I Følge Slægtens Skik tjente han sig op fra simpel Soldat og deltog med de danske Hjælpetropper i Kampene i Flandern og Holland. Gjentagne Gange blev han haardt saaret, saaledes baade ved Höchstedt og Ramillies, hvor han fik to Heste skudt under sig. Han var den Gang Adjudant hos Brigader Ütterwig, der faldt i Slaget. 1709 blev han atter saaret ved Malplaquet, 5 Beenfeldter siges den Dag at have ligget Saarede paa Valpladsen. 1712 blev han Ritmester ved sjællandske nationale Dragonregiment, og samtidig med at have Eskadron ved dette Regiment var han Generaladjudantlieutenant hos Generalmajor Bendix Brockdorff. Han deltog med megen Udmærkelse i Krigene i Meklenborg og Pommern og skal især ved Stralsund 1715 have haft Lejlighed til at lægge sin Dygtighed for Dagen. Ved Fredens Slutning 1720 blev han Major og steg i den paafølgende mere fredelige Tid efterhaanden i Vejret. 1729 blev han Oberstlieutenant, 1735 Oberst og 1749 Chef for 5. jyske Rytterregiment, til han 1751 blev Generalmajor i Rytteriet. 1758 blev han udnævnt til Generallieutenant, kort efter at han s. A. var blevet Ridder af Danebrog. Aaret efter fik han sin Afsked og blev s. A. optaget i den danske Adel. Han blev gift 1721 med Marie Elisabeth Pogrell (f. 1687 d. 1734, Datter af Oberst Henning Mathias P. og Dorthe v. Ahnen), der efter sin Farbroder arvede Lammehave i Fyn; efter hendes Død blev Gaarden i B.s Eje. Han giftede sig igjen 1735 med Baronesse Ide Dorothea Gyldenkrone (f. 1713 d. 1745), Datter af Jørgen G. og Viveke f. Gersdorf. Han døde i Okt. 1761 i Jylland og blev begravet i Herringe Kirke paa Fyn.
P. F. Rist. | Herman Frederik von Beenfeldt
|
| 137 |
Beenfeldt, Poul, 1610-76, Officer. Faderen, Sigismund B., beklædte ved sin Død 1620 en høj Officersstilling i Østerrig, men var for øvrigt en Elsasser og stammede fra den lille Fæstning Bentfeld, efter hvilken han tog Familienavn; Moderen var fra Hannover og hed Ulrikka v. Wangenheim. Sønnen Poul kom under Christian IV's Deltagelse i Trediveaarskrigen som ungt Menneske ind i den danske Hær og tjente sig her op fra neden. 1644 ved Svenskekrigens Udbrud var han avanceret til Kapitajn og førte Kompagni i det nordjyske Regiment til Fods - Marsken Anders Billes Livregiment, der kommanderedes af Frederik Rantzau --, og Aaret efter blev han Oberstvagtmester. S. A. giftede han sig med Margrethe Fischer, f. 1620 d. 1681, der vist hørte til den jyske Slægt Fischer, som paa den Tid bl. a. ejede Allinggaard ved Viborg, og med hvem han upaatvivlelig har faaet en Del Formue. Han var i hvert Tilfælde allerede den Gang saa vel stillet, at han kunde gjøre Udlæg for Kongen og staa i Forskud for en betydelig Sum til sit Mandskabs Underhold. Han havde Sæde i den store Krigskommission, der skulde undersøge og paakjende Generalmajor Frederik Bauers Forhold under Krigen, og var den yngste af de 19 i Sagen voterende Assessorer. Ved Reduktionen 1651 blev han stillet til Raadighed som Oberstlieutenant og var nu ude af aktiv Tjeneste indtil 1657, i hvilket Krigsaar han paa ny deltog i Kampen paa Halvøen. Det følgende Aar, da det gamle jyske Regiment, der var blevet oprevet som alle de andre, der hørte til Anders Billes ulykkelige Hær, efter Svenskernes Rømning af B. var nu naaet frem til en anset Stilling og havde Ord for at være en mere end almindelig kyndig Officer, men -- under et tilfældigt Ophold i Kjøbenhavn, just da Efterretningen om Carl Gustavs Landgang indtraf -- valgt til Kommandant paa Kronborg forskjertsede han med ét sin Fremtid og Anseelse, i det han paa en for ham og Landet beskæmmende Maade efter kun 3 Ugers Belejring overgav det stolte Slot til den svenske Rigs admiral. En Krigsretsdom, som han dog sikrede sig imod ved Flugt til Lybek, dømte ham og hans næstkommanderende, Oberstlieutenant Carl Brunow, til Døden, men senere blev han paa Hans Schacks Forbøn benaadet og fik Tilladelse til at vende tilbage til Danmark. I 1666 under Rustningerne mod England paatænkte man endog paa ny at tage ham til Tjeneste. Han havde 2 Sønner, Claus og Poul, begge Officerer i dansk Tjeneste, men mistede dem begge 1675 -- den ældste faldt for Wismar som Ritmester --, og han indkaldte da Børnene af sin Broder Joachim B. til at tage Arv efter sig. Disse Broderbørn forplantede Slægten her i Danmark (s. ovfr. S. 33). I St. Nicolai Kirke i Kolding lod B. indrette en Familiebegravelse og stiftede et Legat i den Anledning. Han døde 1676.
S. A. Sørensen. | Poul Beenfeldt
|
| 138 |
Forældre, Hans von Behr til Hügelsdorf og Kavelsdorf og Anna von Levetzow | Ilsabe Hansdatter von Behr
|
| 139 |
Forældre: godsejer, rigsraad Henrik Below (1540-1606) og Lisbeth Lauridsdatter Skram (1563-1600).
gift 16.6.1605 med godsejer, rigsraad Christen Holck, f.29.5.1558 på Rønhave, Ulkebøl sg., d.18.3.1641, s. af godsejer Henrik H. og Magdalene Andersdatter Reventlow.
Børn: Henrik (1606), Anders (1607), Karen (ca. 1608), Christian (1612), Erik (1618).
MB gjorde sig allerede som fireårig bemærket ved at kunne læse og ved ikke at have lyst til at lege som andre børn. En del af forklaringen kan være, at hun som treårig fik flåd i venstre øje og led af denne sygdom de næste par år, hvorfor hun kunne bruge sin mentale energi på at tilegne sig boglig viden. Da hun også viste stort nemme for latin, som hun både talte og skrev bemærkelsesværdigt godt, lod hendes fader hende læse sammen med den halvandet år ældre broder Claus. Hendes gode evner for latin fremgår af et bevaret brev fra hende til den lærde Holger Rosenkrantz, skrevet da hun var 12 år. Fransk lærte hun siden sig selv; og også heri opnåede hun stor sikkerhed både mundtligt og skriftligt. Hun forstod desuden græsk og italiensk. Da hun var 14 år, døde hendes moder, og sammen med sin to år yngre søster Dorthe kom hun i huset hos den slægtshistorisk interesserede mormoder Maren Bille, hvor endnu en søster Sophie B. tidligere havde boet.
Ved Dorthe B.s bryllup med Claus Daa i 1604 blev MB forlovet med den 26 år ældre enkemand, rigsråd Christen Holck, som hun blev gift med året efter, og hvem hun fødte otte børn, hvoraf de tre døde som meget små. Selv skulle hun overleve dem alle. Hun berømmedes for at have været en god moder, også for de tre børn fra Holcks første ægteskab, for at være beskeden trods sin store belæsthed og for sin foragt for udvortes pragt. Hendes læsning, især af Bibelen og de latinske klassikere, blev hende en stor trøst under de mange genvordigheder, hun senere var udsat for. Ud over at hun livet igennem måtte trækkes med et dårligt helbred, der lænkede hende til sengen i lange perioder, måtte hun to gange flygte fra hus og hjem under de krige, Danmark deltog i, Kejserkrigen 1625-29 og Torstenssonfejden 1643-45, hvor hun mistede en stor del af sin formue. Hun efterlod sig en senere tabt stor samling af latinske og danske vers hovedsagelig af religiøs art, hvoraf de fleste var forfattet af hende selv, samt et værk, der er en mellemting mellem en selvbiografi og et testamente. MB døde af vattersot i benene efter en måneds sygeleje. Efter sin død berømmedes hun af mange lærde mænd, og der blev skrevet mindedigte på dansk og latin til hendes ære.
kilde ukendt! | Marie Henriksdatter Below
|
| 140 |
Forældre: Knud Bendtsen og Karen Gyllenstierna | Helvig Knudsdotter Bendtsen
|
| 141 |
Forældre, fra Skotland James Bennet og Kristina Kinnemond | Wilhelm Bennet
|
| 142 |
Benzon, Christian, 1718-1801, Godsejer. Benzon, der var en Søn af Konferensraad Peder Benzon til Aggersvold, Gjeddesdal m. m. og Sophie f. Wissing, fødtes 12. Juli 1718. Han gik den militære Vej og var, da han 1757 fik Majors Karakter, Ritmester ved slesvigske Kavalleriregiment; 1759 blev han Sekondmajor.og 1761 Oberstlieutenant; 1768 fik han Kammerherrenøglen og 1777 det hvide Baand. Benzon, der ved Salget af det fynske Ryttergods 1765 havde kjøbt Christiansdal ved Odense, arvede efter sin Farbroder, Gehejmeraad Jacob Benzon, 1775 Herregaardene Rugaard i Jylland og Cathrinebjærg i Sjælland som et Stamhus samt 80000 Rdl. til Kjøb af endnu et Stamhus; denne Forpligtelse indløste han ved 1779 at kjøbe Tirsbæk ved Vejle, som han fik oprettet til Stamhus; han flyttede nu her til og overførte 1787 med kgl. Tilladelse Stamhusbaandet fra Rugaard og Cathrinebjærg til Christiansdal og afhændede snart efter begge Gaardene; men heller ikke Tirsbæk beholdt han længe, i det han allerede 1792 erhvervede Bevilling til at maatte udstykke og bortsælge det mod at oprette et Pengefideikommis; han benyttede sig i fuldeste Maal af Tilladelsen, og 1797 solgte han selve Gaarden og Resten af Godset til sin Søn. Benzon døde 9. Maj 1801. 7. April 1758 havde han ægtet Albertine Christine Heinen, f. 11. Okt. 1736 d. 15. Febr. 1805, Datter af Major Ulrik Frederik H. til Ulriksholm.
Danske Herregaarde
| Christian von Benzon
|
| 143 |
Adlet 1717 | Elisabeth von Benzon
|
| 144 |
Benzon, Niels, 1646-1708, Generalprokurør. fødtes i Aalborg 1. Maj 1646; allerede som Barn vakte han Beundring ved sine ualmindelige Evner, og endnu ikke 10 Aar gammel havde han gjort saadanne Fremskridt i Latin, Græsk og Filosofiens Fundamenter, at han vandt alles Bifald ved en latinsk Tale, han offentlig holdt. 1660 blev han Student fra Herlufsholm og var den øverste af o. 100 immatrikulerede. Efter at have tilbragt et Par Aar i sine Forældres Hus med omfattende Studier fortsatte han disse i Kjøbenhavn i Th. Bartholins Hus, og inden det fyldte 18. Aar tog han 1664 theologisk Attestats. S. A. tiltraadte han en lang Udenlandsrejse, hvorfra han 1669 vendte tilbage efter at have besøgt Tyskland, Italien, Frankrig, England, Holland og Østerrig; i Leiden havde han s. A. taget den juridiske Doktorgrad for en Afhandling «de repressaliis». Hans Fader overdrog ham nu Bestyrelsen af en Del af sin Formue og 1672 Vaargaard. Da han paa en Forretningsrejse samme Efteraar var i Kjøbenhavn, blev han indtaget i den kun 13aarige Else Scavenius, f. 15. April 1659, Datter af Generalprokurør, Etatsraad Peder S. til Aastrup, og ved hans Onkel, den berømte Jurist Peder Lassens Mellemkomst vandt hans Frieri hendes Forældres Bifald, og hendes eget Samtykke vandt B. snart efter; for hendes Ungdoms Skyld blev Brylluppet udsat, og først 10. Dec. 1675 hjemførte B. sin Brud. Dette Giftermaal gav Anledning til, at B. s. A. blev succederende Medhjælper for sin Svigerfader Generalprokurøren og Assessor i Kammerkollegiet; Slægtskabet med Peder Lassen var sikkert en god Anbefaling. Ved Masse-Nobiliteringen 1679 fik ogsaa B. Adelsbrev, og han steg nu fra den ene Værdighed til den anden; 1682 blev han Admiralitetsraad, 1684 Kancelliraad og virkelig Kammerraad, 1685 efter sin Svigerfaders Død Justitsraad og Generalprokurør og 1688 Etatsraad; endelig fik han 1692 Fritagelse for sine Forretninger i Rentekammeret for bedre at kunne varetage Generalprokurørembedet, hvorhos Kongen tilkjendegav ham sin Tilfredshed med hans Embedsførelse. Kort efter blev han virkelig Etatsraad; 1704 udnævntes han desuden til Vicepræsident i Kommercekollegiet og opnaaede s. A. efter Ansøgning at faa Gehejmeraads Titel; Aaret efter blev han Ridder af Danebrog med Valgsproget «prisca virtute fideqve». B. døde i Kjøbenhavn 14. Jan. 1708 og blev efter eget Ønske jordfæstet med den størst mulige Simpelhed.
B. havde samlet betydelige Godser; efter sin Fader fik han Vaargaard, 1681 blev Mørkegaard ham udlagt for Gjæld, og 1706 kjøbte han Gjeddesdal, som han inden sin Død overdrog en af sine Sønner; desuden ejede han Aggersvold og Aastrup; som sædvanligt i den Tid forøgede han sit Gods ved at faa Patronatsrettigheder udlagte for resterende Løn. Han mentes at efterlade sig nogle Tønder Guld; men Samtiden undrede sig over, at han intet efterlod til Stiftelser eller fattige. B.s Hustru omkom tillige med sin ældste Datter ved Operahusets Brand 19. April 1689, medens B. just var paa en Rejse i Jylland. 20. Marts 1691 ægtede B. derefter Anna v. Meulengracht, f. 8. Juli 1656 d. 14. Marts 1723, Datter af Hans v. M. til Svendstrup og Enke efter den rige Kjøbmand Henrik Schupp.
Universitetsprogram over B. Danske Herregaarde VI: Frydendal. XV: Gjeddesdal.
Leth og Wad, Dimitterede fra Herlufsholm I, 58. II, 164 ff.
G. L. Wad. | Niels Nielsen von Benzon
|
| 145 |
Benzon, Peder, 1652-1701, Godsejer. Han var født i Aalborg 29. Sept. 1652 og Broder til Generalprokurør Niels Benzon (d. 1708), sammen med hvem han først gik i Aalborg Skole og senere i Herlufsholms, hvorfra han 1664 blev Student. Han lagde sig efter det juridiske Studium, som han ogsaa dyrkede paa en Udenlandsrejse. Ved sin Hjemkomst blev han Assessor i Kommercekollegiet og 1686 Kancelliraad; 1679 optoges han i Adelsstanden. Benzon var en meget rig Mand og ejede i Jylland Herregaardene Aagaard, Korsøgaard samt Havnø, hvor han døde «meget hasteligen» 25. Juni 1701. Benzon var to Gange gift,
1. (1679) med Drude Foss, f. 1658 d. 1684, Datter af Biskop Matthias Foss.
2. (1688) med Margrethe Rantzau, d. 1699, 33 Aar gammel, Datter af Oberst Frants Rantzau til Estvadgaard.
Leth og Wad, Dimitterede fra Herlufsholm I, 61. II, 171.
G. L. Wad.
| Peder Nielsen von Benzon
|
| 146 |
Benzon, Peter Ulrich Frederik, 1760-1840, Amtmand, en Søn af ovfr. nævnte Oberstlieutenant Christian B. (d. 1801), blev 1777 Kammerjunker, 1778 Hofjunker, 1779 Exam. Juris, fik 1781, altsaa kun 21 Aar gammel, ikke alene Kammerherrenøglen, men ogsaa i Følge en Kabinetsordre Bestalling som Amtmand over Stavanger Amt, uagtet Rentekammeret gjorde opmærksom paa, at bl. a. en saa dygtig Mand som Kammeradvokat Colbjørnsen var Ansøger til Embedet; men allerede 1785 søgte og fik han af Hensyn til sin «Hustrus svagelige Helbred, der ikke kunde taale Stavanger Amts strænge Luft», sin Afsked med 300 Rdl. aarlig i Ventepenge, «indtil hans Vilkaar maatte forbedre sig», -- et talende Vidnesbyrd om, hvad Hofgunst i hine Tider kunde udrette. 1801 overtog han det tirsbækske Fideikommis, som han senere mageskiftede med Christiansdal, og døde 21. Jan. 1840. Han blev 4. Sept. 1781 gift med Juliane Wilhelmine Wedel-Jarlsberg (f. 14. Maj 1753 d. 25. Juli 1802), en Datter af Grev Fred. Chr. Otto W.-J. og Sophie f. Huitfeldt. Efter hendes Død ægtede han 19. Okt. 1805 Frederica Edel Benedicta Brüggemann (f. 25. Marts 1777 d. 24. Dec. 1846), en Datter af Oberst Nic. B. og Vibeke Marie f. Pentz. | Peter Ulrich Frederik von Benzon
|
| 147 |
Berckentin (Ældre former, Perckentin og Parkentin) | Gebhard Ulrik von Berckentin, (Perckentin)
|
| 148 |
Her father, Ramon Berenguer IV, Count of Barcelona | Dulce Berenguer, (Aldonça)
|
| 149 |
Datter af kammerherre Johan Carl Ernst Berling og Polly Haderup | Dagmar Carla Berling
|
| 150 |
Marriages,
1. 1932, Karin Emma Louise Nissvandt. Born 7 July 1911 in Nora, Sweden - 9 September 1991 in Eskilstuna, Sweden.
Children:
Birgitta Bernadotte, Countess of Wisborg, (May 5, 1933),
Marie Louise Bernadotte, Countess of Wisborg, (November 6, 1935),
Jan Bernadotte, Count of Wisborg, (January 9, 1941),
Cecilia Bernadotte, Countess of Wisborg, (April 9, 1944)
Divorced.
--
2. 1972, Sonja Anita Maria Haunz, Born 7 May 1944 - 21 October 2008.
Children:
Bettina Bernadotte, Countess of Wisborg, (1974),
Björn Bernadotte, Count of Wisborg, (1975),
Catherina Bernadotte, Countess of Wisborg, (1977)
| Gustaf Lennart Nicolaus Paul Bernadotte
|
|
|
 |
Notes
Home