|
|
|
|
Home
Matches 51 to 100 of 2329
| |
Notes |
Linked to |
| 51 |
Arenfeldt, Jørgen, 1644-1717, var en Søn af Axel Arenfeldt til Basnæs og blev født paa Basnæs 14. Avg. 1644. Efter at være bleven opdraget paa Herlufsholm tiltraadte han Slægtens Hovedsæde Rugaard og fik desuden snart efter Gammelgaard paa Lolland, Tjele og Vingegaard ved sit Giftermaal med en Datter af den berygtede Erik Grubbe, Anne Marie Grubbe, f. 1648, der Aaret forud var bleven separeret fra Stygge Høeg.
Desuden ejede han flere andre Gaarde, bl. a. Hjermislevgaard, men alle disse Gaarde maatte han før sin Død sælge paa nær Rugaard. Sagnet vil vide, at Arenfeldt paa lignende Maade som den bekjendte Valdemar Daa ruinerede sig ved Skibsbyggeri, og der synes virkelig at være noget sandt deri (han ejede 1711 et Skib paa 140 Læster). Hans Minde er overhovedet endnu levende den Dag i Dag i Folkemunde, dels paa Grund af hans store Forfængelighed (han gik altid med en stor Guldkæde, skønt han forgæves havde bestræbt sig for at blive Ridder.
Jørgen Arenfeldt til Rugaard befandt sig glimrende i den atmosfære af rædsler, han skabte om sig selv og sit gods. Han så trolddom overalt, sendte den ene ulykkelige på bålet efter den anden. | Jørgen Axelsen Arenfeldt
|
| 52 |
Arenfeldt, Mogens, 1604-71, til Rugaard (i Jylland), Broder til Axel Arenfeldt, født 13. Juli 1604. Han var Hofjunker 1624-25, under Krigen med Sverige 1643-45 Ritmester over et Kompagni af den jyske Rostjeneste og blev 1656 udnævnt til Oberstvagtmester i Jylland, i hvilken Stilling Arenfeldt deltog i den svenske Krig. Han skiftede hyppig Forleninger, i det han 1641-53 havde Mariager Kloster, 1653-54 Nedenæs i Norge, 1655-56 Hald og fra 1656 Skivehus. Efter Enevældens Indførelse var Arenfeldt fra 1663 til sin Død 1671 Stiftamtmand i Viborg og Amtmand over Hald Amt. Arenfeldt ægtede 19. Maj 1633 Else Bülow.
| Mogens Hansen Arenfeldt
|
| 53 |
Efterlod sig flere kuld uægte børn. Ugift | Niels Arenfeldt
|
| 54 |
Dømt til at rømme landet paa grund af mened og forsøg paa at ombringe sin hustru med gift, men blev 1648 benaadet og kom tilbage. | Niels Hansen Arenfeldt
|
| 55 |
Arenfeldt, Niels Henriksen, -1526-, Rigskansler. N. H. Arenfeldt til Gundetved er den første kendte Mand af denne Familie og Stamfader til den endnu blomstrende Slægt af dette Navn. Han nævnes 1496 som Landsdommer i Sjælland og beklædte 1526-33 Posten som Riges Kansler. Han hørte til det katholske Parti, men synes ikke at have spillet nogen fremragende Rolle. Paa Rigsdagen i København 1533 var han tilstede, men nævnes ikke efter denne Tid og maa da sandsynligvis være død kort efter. Han var gift med Margrethe Torbensdatter ? (Jonsdatter) Bille. | Niels Henriksen Arenfeldt
|
| 56 |
Dræbt af Gregers Bryske
http://skeel.info/getperson.php?personID=I12918&tree=ks | Torbern Nielsen Arenfeldt
|
| 57 |
v. Arenstorff, Carl, 1625-76, Officer, blev født i Marts 1625 og var en Søn af Friderich v. Arenstorff til Rosenow og Wüstrow m. m. i Meklenborg og Cathrine v. Jasmund af Huset Spycker paa Rygen. Han forlod i en ung Alder sine Forældre, der ved deres Død efterlode ham og hans Broder de i Løbet af Trediveaarskrigen stærkt forgjældede Godser. Han maatte kummerlig hjælpe sig frem, indtil han kom til at følge Hertug Gustav Adolf af Meklenborg-Güstrow paa Rejser i Evropa. Han deltog senere i Trediveaarskrigen i svensk Tjeneste, og efter at Krigen var endt, blev han Hofmester hos Hertug Julius Henrik af Sachsen. Da Krigen i Polen udbrød, tog han atter Tjeneste i den svenske Hær og opnaaede efterhaanden de forskjellige Grader i denne, indtil han blev Generalmajor. Men da han, trods sin lange Tjeneste, blev forbigaaet ved Avancement, blev han misfornøjet, forlangte sin Afsked, som han med megen Vanskelighed opnaaede, og tilbød derpaa Kongen af Danmark sin Tjeneste. 1673 blev han udnævnt til Generallieutenant i Rytteriet i den danske Hær, blev Chef for et Rytterregiment og fik en meget høj Lønning.
Arenstorff fik Kommandoen over Hærens venstre Fløj og kom nu til at spille en stor, kortvarig og uheldig Rolle i den Skaanske Fejde. Han var en kjæk og tapper Rytteranfører, men manglede en Feltherres Overblik og overlegne Ro, og det var derfor uheldigt, at Kongens Valg faldt paa ham til Overgeneral 1. Okt. 1676, da hans Fjende, den dygtige Johan Adolf af Pløen tog sin Afsked fra denne Post og i Vrede forlod den danske Hær. Det viste sig strax i hans Anordninger før det blodige Slag ved Lund, at han ikke var den vigtige Kommando voxen, og det var ogsaa hans og Kongens utidige og vilde Rytteriangreb med Hærens venstre Fløj, der for en stor Del var Skyld i, at Kampen endte saa fortvivlet. Han bødede selv derfor ved i Slagets Begyndelse at blive dødelig saaret. Arenstorff døde efter en Amputation af den venstre Arm 10. Dec. 1676 i København og ligger begravet i Slesvig Domkirke. Han var gift med Ilsabe Agnesa v. Küssau af Huset Gahlenbeck og Türow, som overlevede ham.
P. F. Rist.
| Carl von Arenstorff
|
| 58 |
v. Arenstorff, Christian, --1747, Godsejer, var Søn af General Frederik v. Arenstorff og Augusta Elisabeth v. Rumohr, der 1689 gav ham Skjøde paa Svanholm, Overberg m. m. I sin Bestyrelse af disse betydelige Godser har han gjort sig bemærket ved en, selv i de Tider, ualmindelig haard og skaanselløs Behandling af sine Bønder, der som Følge heraf rømte i Mængde. De mange Stengærder, der endnu findes paa disse Gaardes Marker med hans Navn, bevare Mindet om det Hoveri, hvormed hans Bønder besværedes; dertil plagede han dem med mange byrdefulde Rejser med Korn, for hvilket de skulde skaffe en vis Pris; naar denne ikke naaedes, havde det alle Haande Mishandlinger til Følge. Ikke desto mindre forværredes stadig hans Omstændigheder; 1738 maatte Arenstorff afhænde sine sjællandske Godser, og uagtet han en Tid ogsaa besad flere Herregaarde i Jylland, endte han sit Liv i Armod. Arenstorff døde som Kammerjunker 26. Juni 1747 (i DAA 1886 døde han 3 nov. 1739) efter at have solgt Svanholm 1733.
Danske Herregaarde XI: Svanholm. Danmarks Adels Aarbog 1886 S. 19.
| Frederik von Arenstorff
|
| 59 |
v. Arenstorff, Frederik, 1626-89, Officer. F. Arenstorff til Svanholm, Overgaard, Harridslevgaard m. m., der var en Broder til Carl v. Arenstorff, blev født 24. Juni 1626 paa Godset Rosenow i Mecklenburg. Han blev Page først hos en Adelsmand i Slesvig og derefter hos Hertugen af Holsten-Gottorp, men da han kom i Uenighed med dennes Overhofmarskal, forlod han det gottorpske Hof og gik i dansk Tjeneste som Musketer. Han stod 1645 ved de Tropper, som under Oberst Lubbes havde besat Bremervørde Fæstning, og som Aaret efter maatte overgive sig til den svenske General Kønigsmark. Arenstorff tog nu Tjeneste i den svenske Hær som Fændrik ved Kønigsmarks Livregiment og avancerede hurtig. Han var Adjudant hos General Wrangel ved dennes Overgang over Lille Bælt 1658 og blev senere Generaladjudant hos Carl X Gustav, da denne belejrede København. Samtidig hermed var han Oberstlieutenant ved uplandske Regiment. Da den svenske Regering efter Carl X's Død søgte at blive af med Hærens fremmede Officerer, rejste F. Arenstorff 1661 til Danmark og blev her modtaget med aabne Arme. 18. Jan. s. A. blev han udnævnt til Chef for Livgarden til Hest, der i de samme Dage blev oprettet som et særligt Elitekorps. 4. Nov. s. A. blev han gift med Christence Lykke. Hun var født 14. April 1636 paa Gisselfeld og var en Datter af den rige Frants Lykke og Elisabeth Brok, altsaa en Søster til den bekjendte ulykkelige Cai Lykke. Hun havde i sin Barndom af Kong Christian IV været udset til Brud for hans Søn Ulr. Christ. Gyldenløve, men blev 1655 gift med Frants Brockenhuus til Sebberkloster, der døde 1660. Skjønt den unge Enke strax maatte sælge en Del af sine store Ejendomme, var hun dog et godt Parti for den fremmede Officer, der søgte sin Lykke. A. fik ved sit Giftermaal med hende Svanholm i Horns Herred og Overgaard ved Mariager, som han opbyggede. Et Par Aar efter kjøbte han Harridslevgaard i Fyn, der hørte til Corfits Ulfeldts konfiskerede Ejendomme. Senere skjænkede Kongen ham Skjerngaard mellem Randers og Viborg. Hans Hustru døde allerede 11. Juli 1667, men 2 Aar efter giftede han sig atter, med Augusta Elisabeth Rumohr af Huset Roest, Datter af Henrik R. og Ide Brockdorff. Da Arenstorff nu følte sig fast knyttet til Danmark, blev han 1670 naturaliseret som dansk Adelsmand, og var i høj Grad i Gunst hos sin Konge. Han blev samme Aar Chief for sjællandske Rytterregiment og var saaledes Chef for 2 Afdelinger; han blev end videre 1672 Assessor i Krigskollegiet, 1673 Generalmajor og efter Troppesamlingen i Alminde ved Kolding Ridder af Danebrog 1674. Han deltog derefter i Felttoget i Pommern og Mecklenburg 1675 som Generallieutenant, hvortil han blev udnævnt 8. Juli samme Aar. Arenstorff var en Mand af Indflydelse i Hæren som ved Hoffet, og han tog en ikke ringe Del i de Intriger, som førte til at fælde Griffenfeld. Han hørte til dennes værste Fjender, fordi -- har man fortalt -- Griffenfeld ikke behandlede ham med tilstrækkelig Høflighed, og han fik det for andre saa lidet misundelsesværdige Hverv at være den, som anholdt Rigskansleren i Kongens Forgemak 11. Marts 1676 og førte ham til Bibliotheket og der fra om Aftenen til Fængselet i Kastellet. Senere hørte han ogsaa til de Mænd, som dømte den store Statsmand til Døden. Et Par Maaneder efter denne Begivenhed begyndte Felttoget i Skaane, og her er det først, at Arenstorff faar en større og selvstændig Kommando i selve Krigen. Han var i Lejren ved Lyngby paa Sjælland udset til at føre Hærens højre Fløj, og i Slaget ved Lund 1676 slog han og den tapre General Meerheim den svenske Hærs venstre Fløj saa fuldstændig, at Slaget, hvis der var blevet kæmpet lige saa godt og dygtig over hele den danske Linje, næppe var endt med den danske Hærs og Kongens Flugt. Da Overgeneralen, Broderen Carl v. Arenstorff, faldt i Slagets Begyndelse, overgav Christian V, før han forlod Valgpladsen, Kommandoen til F. A., der lovede at vinde Slaget. Men Øjeblikket var gaaet tabt. Trods en sidste heltemodig Kamp maatte Hæren trække sig tilbage, og Retræten var, til Dels paa Grund af Arenstorffs, uheldige Dispositioner, meget uheldig.
Der blev nedsat en Kommission til at undersøge og dømme i hans Sag. 7. Nov. blev han dømt fra Ære, Liv og Gods, fordi han havde paataget sig at føre Hæren, skjønt han vidste, han ikke magtede det, fordi han desuagtet ikke havde fulgt Krigsraadets Beslutninger, men stadig modarbejdet Christiansstads Undsætning, og fordi han ved sin hele Optræden havde forsømt sine Pligter og betaget Officerer og Soldater Mod og Lyst til at fægte. Skjønt Arenstorff langt fra kan betragtes som brødefri, kan man dog ikke vægre sig ved i ham at se et Offer, som Politikken krævede, en Syndebuk for de højst uheldige Kommandoforhold. Først 5. Juni Aaret efter afsagde Kongen den endelige Dom, der paa Grund af hans tidligere Forhold i Slaget ved Lund og af Hensyn til hans Broders Fortjenester af Staten blev formildet til, at han skulde miste sin Charge, forlade København og betale en større Bøde til Kvæsthuset. Men Rygtet beskyldte ham for at være Landsforræder, for at have handlet under Dække med den fjendtlige Hær, i hvilken han før havde tjent. Ikke desto mindre kom Arenstorff atter til Naade igjen og blev brugt i forskjellige administrative Kommissioner, der angik Ryttergodset m. m., men han hvilede ikke, før han igjen havde faaet fuld Æresoprejsning, igjen havde erhvervet sig sine tidligere høje Stillinger og atter kunde vise sig ved Hoffet. At dette lykkedes ham, skyldte han vistnok meget sin Ven og Landsmand, Kongens daværende Yndling, Adam Levin Knuth. 30. Nov. 1686 blev han udnævnt til Gehejmeraad, General over Militsen og kommanderende General i Slesvig og Holsten. 1687 blev han Direktør for Krigshospitalet og 1688 General over Hæren i Danmark. Det var dog paa ingen Maade hans Hensigt atter at paatage sig noget Ansvar, desuden var hans Helbred nedbrudt, og allerede 15. Maj 1689 afgik han ved Døden. Arenstorff blev begravet i Udbyneder Kirke (Overgaard) ved Randers. Hans Enke døde først 1728.
P. F. Rist.
| Frederik von Arenstorff
|
| 60 |
Datter af kommandør N.D. Arff (1695-1758) | Sophie Magdalene Arff
|
| 61 |
Han var søn af landdommer Arnold (Arnoldt?) i Lindenau i kurfyrstendømmet Sachsen. Hans mor hed Anna Leschely.
Johan Arnold, gift: først, i 1668, da han var 30 aar, med Anna Stadsgaard, sa.i i 1677 med Sofie Amalie Giedde, saa i 1682 med Gertrud Iserberg og endelig i 1692 med den rige enke Anna Klausdatter, datter af den ansete, da afdøde lagmand Klaus Anderssøn paa Brække. Arnold var da 54, fru Anna 33 aar. Hendes første mand Stig Anderssøn Tonsberg var død et par aar i forveien, 1690. | Johan von Arnold
|
| 62 |
Blanche de Navarre (c. 1248 – May 2, 1300), was the regent of Navarre from 1274 to 1284, and later became countess of Lancaster. She was the daughter of count Robert I of Artois and Matilda of Brabant.
Her paternal grandparents were Louis VIII of France and Blanche of Castile. Her maternal grandparents were Henry II, Duke of Brabant and Marie of Hohenstaufen, daughter of Philip of Swabia.
Blanche's first marriage was to Henry I of Navarre (ruled 1270-1274) who died in 1274, her second in 1276 with Edmund Crouchback, 1st Earl of Lancaster (1245-1296), an English prince who was a younger son of Henry III and Eleanor of Provence.
wiki | Blanche of Artois
|
| 63 |
Also known as Renfrey, son of Sir Renfrey Arundell and Joan Colshull | Humphrey Arundell, of Lambourn
|
| 64 |
En søster til Rutger von Ascheberg, f.1621 | Anne Elisabeth von Ascheberg
|
| 65 |
Svensk officer og embedsmand. Ascheberg kom 1640 i svensk tjeneste som rytter og tjente sig i 1678 op til feltmarskal. Han udmærkede sig i alle Sveriges krige i denne periode, bl.a. mod Danmark. Han blev hårdt såret ved Stormen på København 1659. | Rutger von Ascheberg
|
| 66 |
Hun gift første gang med Kaptajn ved tropperne i Trankebar, Peter Nikolaj Hesselberg, b. 4 May 1724 i Rendsborg, d. 30 May 1756 i Trankebar | Else Margrethe Attrup
|
| 67 |
Datter af fabriksejer i København Ludvig Augustinus | Emilie Ida Jeanine Augustinus
|
| 68 |
She was born in Valladolid, Spain and baptised Ana Maria Mauricia, as the daughter of Habsburg parents, Philip III, king of Spain, and Margaret of Austria. She bore the titles of infanta of Spain and of Portugal, archduchess of Austria, princess of Burgundy and of the Low Countries.
She was affianced at the age of ten, and on November 24, 1615, at Burgos she was married by proxy to King Louis XIII of France (1601-1643), part of the Bourbon Dynasty, a purely political match[1] that was pressed by the Queen Mother, Marie de' Medici. They would have two sons, Louis (the dauphin) born in 1638 and Philip I, Duke of Orléans born in 1640.
The marriage was not a happy one, filled with mistrust. It started badly with the fourteen-year-old couple forced to consummate the marriage, to forestall any possibility of future anullment, a humiliation that resulted in Louis' refusal to touch his wife for the following several years.
wiki | Anne von Austria
|
| 69 |
Charles II.
(Karl II. von Steiermark, Inner Österreich)
born in Vienna June 3, 1540 – July 10, 1590 in Graz, was an Archduke of Austria and ruler of Inner Austria (Styria, Carniola and Carinthia) from the House of Habsburg from 1564.
He was the third son of Ferdinand I, Holy Roman Emperor and Anna of Bohemia and Hungary (1503–1547), daughter of King Ladislaus II of Bohemia and Hungary and his wife Anne de Foix.
Unlike his brother Maximilian II, Holy Roman Emperor, Charles was a religious Catholic and promoted the Counterreformation, e.g. by inviting the Jesuits to his realm. However, in 1572, he had to make significant concessions to the Inner Austrian Estates in the Religious Pacifications of Graz, and 1576 and the Libellum of Bruck. In practice, this resulted in tolerance towards Protestantism.
As the Inner Austrian line had to bear the major burden of the wars against the Turks, the fortress of Karlstadt / Karlovac in Croatia was founded.
Wikipedia | Charles II. von Austria
|
| 70 |
Ernest the Iron, officially Ernest,Duke of Inner Austria (German: Ernst der Eiserne) (born 1377 in Bruck an der Mur; died June 10, 1424 in the same place) was from the Habsburg dynasty, and as a member of the Leopoldine Line, whose head of the family he was 1411-24, was the ruler of Styria, Carinthia and Carniola, i.e the Inner Austria.
After the death of his father Leopold III, duke of Inner Austria, whose third son he was, in the Battle of Sempach in 1386, he stood under the guardianship of Albert III, and in 1401 accompanied the German King Ruprecht on his campaign in Italy. Upon the death of their eldest brother William, Duke of Inner Austria in 1406, the remaining three brothers agreed about the future partition of their patrimony. In the separation agreement of 1406, Ernest received Styria, Carinthia and Carniola, and jointly with his elder brother duke Leopold IV (the head of the Leopoldinian line), held the guardianship over young Albert V, duke of Lower Austria. This resulted in a civil war between Leopold IV, Duke of Further Austria and Ernest in 1407, which lasted until May 1409 - and Leopold died sonless in 14121 whereupon Ernest became the uncontested head of the Leopoldinian family. In 1414, he became the last Duke to be enthroned according to the traditional rite in Carinthia, and from that time on called himself Archduke. He was the first Habsburg to actually use this title, which had been invented by Rudolf IV.
He continuously lived in strife with Emperor Sigismund from 1412 onwards. When his brother Frederick IV, Duke of Further of Austria (ruler of Tirol) was banned by the Emperor in 1417, Ernest first attempted to gain control over Frederick's territories himself, but then came to an agreement with him and successfully defended Tirol against the Emperor's pretensions.
Ernest's grave is in the Cistercian monastery of Rein. His nickname the Iron only came into use after his death.
wiki | Ernest von Austria
|
| 71 |
Ferdinand I Karl Leopold Joseph Franz Marchlin Emperor of Austria King of Hungary and Bohemia (April 19, 1793 – June 29, 1875) succeeded his father (Franz II Holy Roman Emperor/Franz I of Austria) as Emperor and King in 1835 and was forced to abdicate in 1848. He was also King of Lombardy-Venetia.
He was feeble-minded and epileptic, but was nevertheless placed on the throne by Metternich in order to preserve the throne's legitimacy against all challenges. Though he was not declared incapacitated, a regent's council, including other Habsburgs and Metternich, steered the government. His marriage to Princess Maria Anna of Sardinia (1803-1884) was probably never consummated, nor is he believed to have had any other liaisons. He is famous for his one coherent command: when someone tried to keep him from eating dumplings because his digestive system could not stand them, he said “I'm the Emperor, and I want dumplings!” (German: Ich bin der Kaiser und will Knödel.)
With the breakout of revolution in Vienna in 1848, Metternich fled the country. As the revolutionaries were marching on the palace, Ferdinand is supposed to have said “But are they allowed to do that?” (German: Ja, dürfen sie denn das?) He was convinced by Felix zu Schwarzenberg to abdicate in favor of his nephew, Franz Joseph, who would occupy the Austrian throne for the next sixty-eight years.
Ferdinand was the last King of Bohemia to be crowned as such. Due to his sympathy with Bohemia (where he spent the rest of his life in Prague Castle) he was given the Czech nickname “Ferdinand V, the Good” (Ferdinand Dobrotivý). In Austria, Ferdinand was similarly nicknamed “Ferdinand der Gütige” (Ferdinand the Benign), but also ridiculed as "Gutinand der Fertige" (Goodinand the Finished).
He is buried in tomb number 62 in the Imperial Crypt in Vienna.
wiki | Ferdinand I. von Austria
|
| 72 |
On June 28, 1914, at approximately 11:00 am, Franz Ferdinand and his wife were killed in Sarajevo by Gavrilo Princip, a member of Young Bosnia (or perhaps The Black Hand). The event, known as the Assassination in Sarajevo, was the trigger of World War I. Franz Ferdinand is interred in Artstetten Castle, Austria.
wiki
| Franz Ferdinand von Austria
|
| 73 |
In 1854 Franz Joseph married Duchess Elisabeth in Bavaria ("Sisi" or "Sissi"). Contrary to popular myth, their married life was not happy: their first daughter Sophie died as an infant, while the only son, Crown Prince Rudolf died, allegedly by suicide, in 1889 in the infamous Mayerling episode with his young mistress Baroness Mary Vetsera. The Empress herself was stabbed to death by an anarchist in 1898; Franz Joseph never recovered from the loss and always said to his relatives, "You'll never know how much I loved her."
Franz Joseph built a villa named Villa Schratt in Bad Ischl for his mistress, Katharina Schratt, an actress with whom he had a long-standing relationship.
In 1914 the heir to the throne, Archduke Franz Ferdinand was assassinated in Sarajevo, leading to World War I.
Franz Joseph died in 1916, aged 86, in the middle of the war. After the defeat in World War I, the Austro-Hungarian Monarchy dissolved into national states.
wiki | Franz Joseph I. von Austria
|
| 74 |
Karl I (August 17, 1887 – April 1, 1922), Karl Franz Josef Ludwig Hubert Georg Maria von Habsburg-Lothringen (Hungarian: Károly IV (Károly Ferenc József)), was (among other titles) the last Emperor of Austria, the last King of Hungary and Bohemia, and the last monarch of the Habsburg Dynasty. He reigned as Emperor Karl I of Austria, King Charles III of Bohemia and King Charles IV of Hungary from 1916 until 1918, when he renounced the government (but did not abdicate), and spent the remaining years of his life attempting to regain the throne until his death in 1922.
Wikipedia | Karl Franz I. von Austria, (Kaiser von Österreich)
|
| 75 |
Archduke Charles of Austria, Duke of Teschen (de: Erzherzog Karl von Österreich, Herzog von Teschen, also known as Karl von Österreich-Teschen) (September 5, 1771–April 30, 1847) was a son of Leopold II, Holy Roman Emperor (1747–1792) and his wife Infanta Maria Luisa of Spain (1745–1792). He was also a younger brother of Francis II, Holy Roman Emperor. Despite being epileptic, Charles achieved respect both as a commander and as a reformer of Austria's army.
wiki | Karl von Austria
|
| 76 |
Duke Leopold III of Austria, Duke of Inner Austria (November 1, 1351, Vienna – July 9, 1386, Sempach) from the Habsburg family was a Duke of Austria, Styria and Carinthia. He was a younger son of Duke Albert II, and younger brother of the Dukes Rudolf IV the Founder and Albert III. He first was the administrator of Tirol, and was jointly charged with the rule of the Habsburg lands with Albert after Rudolf's death. However, in the Treaty of Neuberg of September 9, 1379, he became the exclusive ruler of Styria (including Wiener Neustadt), Carinthia, Carniola, the Windish March, Gorizia, the Habsburgs' possessions in Friuli, Tirol and Further Austria. In 1368, he acquired Freiburg im Breisgau, in 1375 Feldkirch and in 1382 Trieste. However, his attempts to expand his position in Switzerland and Swabia failed, when he died in the Battle of Sempach.
He was succeeded by eldest his son William. Other sons included Leopold, future Duke of Further Austria, Ernest the Iron, future Duke of Inner Austria, and Frederick, future Duke of Further Austria.
wiki | Leopold III. von Austria
|
| 77 |
Maria Christina, Princess Imperial and Archduchess of Austria, Princess Royal of Hungary and Bohemia (Maria Christina Désirée Henriette Felicitas Rainiera von Habsburg-Lothringen, 21 July 1858–6 February 1929) was the second Queen consort of King Alfonso XII of Spain and was Queen Regent of Spain during the minority of her son Alfonso XIII and during the abeyancy of the throne before his birth, from November 25, 1885 - 7 May 1902.
Known to her family as Christa, she was born at Zidlochovice Castle (Gross Seelowitz), near Brno, in Moravia, a daughter of Archduke Karl Ferdinand and his wife, Archduchess Elisabeth Franziska of Austria.
Her paternal grandparents were Archduke Charles of Austria and Princess Henriette Alexandrine of Nassau-Weilburg.
wiki | Maria Christina von Austria
|
| 78 |
Halshugget udenfor Sønderborg | Abraham Brodersen Baad, af Halland
|
| 79 |
Under sit ophold i Maribo Kloster, blev hun forført af Mag. Hans Jørgensen Sadolin, som derfor 1575 blev fradømt sit kald. | Anne Jensdatter Baad, af Fyn
|
| 80 |
Kunne være Arvid istedet for Arild | Arild Svendsen Baad, af Halland
|
| 81 |
Gift med Karen Marcusdatter Beeske eller Karen Jørgensdatter Graa | Jens Lauridsen Baden
|
| 82 |
Forældre, Villum Sort Baden (byfoged i Næstved - 1462) og Mette Halvegge | Karine Willumsdatter Baden
|
| 83 |
Gift 1. med Hans Danielsen Gemzøe, f. Ca. 1646, d. 22 Jun 1693 i Stege
Søster til Biskop Hans Bagger (23. august 1646 - 30. august 1693) var biskop over Sjælland | Marie Margrethe Bagger
|
| 84 |
Søn af, Poul Olufsen Bagger (ca. 1600-1672) og Maren Lauritsdatter Stampe (ca. 1615-1671 | Peder Poulsen Bagger
|
| 85 |
Forældre, Bagge Baggesen og Anna Cathrine Jahn | Jens Baggesen
|
| 86 |
Bang, Balthasar Nicolai, 1779-1856, Skuespilforfatter. Er en Søn af Konferensraad Oluf Lundt Bang (d. 1789) og dennes anden Hustru og fødtes 18. Juli 1779 i København. Han er en Fætter til H. Steffens og N. F. S. Grundtvig. 1797 blev han ved privat Dimission Student og tog det følgende Aar juridisk Forberedelsesexamen. Efter at have skrevet et Par Skuespil og en Roman i Breve gjorde han en længere Udenlandsrejse gjennem Tyskland, Schweits og Frankrig. I Berlin besøgte han den af ham højt beundrede Iffland og i Weimar Schiller, hvis kærlige Farvel var ham uforglemmeligt (se «Troldkysset» i B.s Selvbiografi S. 52).
Efter sin Hjemkomst ægtede han (1803) sin forlovede, den for sin Skønhed og Godhjærtethed bekjendte Birgitte Sofie Horneman, Datter af Professor theol. Claus Frees Horneman. Bang der var formuende, realiserede nu sit Lyksalighedsideal; købte en Landejendom i Nøddebo, ikke alene for Egnens Skjønheds Skyld, men fordi Navnet paa Stedet klang ham saa godt i Øret. Her vilde han leve som Landmand og Digter med sit Hjærtes udkaarede til sin Dødsdag. Dette Held blev ham ogsaa beskaaret, selv om hans Lykkes Himmel ikke var uden Skyer. At hans Høst undertiden slog ham fejl, at Landets forvirrede Pengeforhold efter 1813 formindskede hans ikke store Kapital, var ikke det værste for ham. Mere til Hjærte maa det have gaaet den æresfølende og menneskevenlige Mand, at hans dramatiske Arbejder ofte bleve modtagne med Kølighed eller Mishag af Publikum, næsten altid med Ringeagt af de kunstforstandige. Den danske Nationalscenes Historieskriver Thom. Overskou kan ikke finde dømmende Ord, der ere for stærke til at mærke B.s Forfatterskab, og B.s samtidige synes heri at være enige med ham.
Bang var agtet og elsket af sine Medbeboere af Nøddebo. Her have han og hans fortræffelige Hustru sat sig et uvisneligt Minde ved deres Godgjørenhed, Hjælpsomhed og Venlighed: tit gave de, skjønt de saa selv maatte mangle. Heller ikke i Litteraturen vil B. blive glemt. Ingen uden Litteraturforskeren vil vel bryde sig om at læse hans Skuespil; men hans Selvbiografi, der efter hans Død udgaves af hans Ven Dr. Otto, fortjener at
kjendes af alle dannede danske. Den tegner sit Æmne, som han var, et saare elskværdigt Barn af sin Tid, naturbegejstret og sværmende for Humanitetsidealet (undertiden til Overspændthed) og hyldende sin Hustru endnu paa hendes ældre Dage, som var han en ung, enthusiastisk Elsker. Bang modtog paa sin Guldbryllupsdag i Juni 1853 Danebrogskorset. Han døde i Nøddebo 14. Okt. 1856, og hans Hustru fulgte ham
i Graven paa Byens Kirkegaard 7 Aar efter (d. 24. Maj 1863).
B.s Selvbiografi, 1867.
Zeuthen, Et Par Aar af mit Liv.
Overskou, Den danske Skueplads IV-V.
Erslew, Forf. Lex.
H. Schwaneflügel. | Balthasar Nicolai de Bang
|
| 87 |
Forældre, Sognepræst i Grevinge, Laurits Bang (1776-1866) og Elisabeth Vogt (1774-1854) | Jacob Henrik Bang
|
| 88 |
Bang, Oluf Lundt, 1731-89, Justitiarius, en Søn af Kammerraad, Forvalter over de kgl. Godser i Ods Herred Niels Chr. Bang (f. 1697 d. 1760) og Catharina Maria f. Kjær (d. 1743), er født 11. (3.) Sept. 1731 i Ulkerup By, Egebjærg Sogn i Holbæk Amt, blev 1747 Student fra Frederiksborg, 1750 theologisk og 1758 juridisk Kandidat. 1758 blev han Højesteretsadvokat og 1763 Kammeradvokat. 1772 blev han beordret til i Skilsmisseprocessen imellem Christian VII og Dronning Caroline Mathilde at føre Sagen for Kongen og desuden til at paatage sig Defensionen for Enevold Brandt, 1773 Justitsraad, 1777 optaget i Adelsstanden, 1779 Etatsraad og Vice-Generalprokurør, 1780 Assessor i Kancellikollegiet og extraordinær Assessor i Højesteret, 1783 Konferensraad, 1784 ved Stampes Afgang Generalprokurør, 1788 Justitiarius i Hof- og Stadsretten og døde 27. Sept. 1789. Han nærede stor Interesse for Landboforholdenes Udvikling og viste dette ikke blot ved at være et virksomt Medlem af Landhusholdningsselskabet, men ogsaa ved 1786 at udgive en Afhandling om Bondestanden i Danmark. Regeringen anerkjendte hans Virksomhed i denne Retning ved at gjøre ham til Medlem af den store Landbokommission. Han var desuden Forfatter til forskjellige mindre juridiske Afhandlinger.
Han var gift 1. (1762) med Anthonette Frederica Horn
(f. 1741 d. 25. Marts 1773), en Datter af Justitiarius
i Hof- og Stadsretten og Konferensraad Frederik Horn.
2. (3. Avg. 1773) med Else Marie Schjødt (f. 1735 d.
1802), Enke efter Brygger Nic. Thecou.
Worm, Lex. ov. lærde Mænd.
Nyerup, Lit. Lex.
Hundrup, Stamtavle ov. Oluf Bangs Efterkommere.
G. Kringelbach. | Oluf Lundt de Bang
|
| 89 |
Banner, Erik Eriksen, o. 1484-1554, Rigsraad og til sidst Rigsmarsk, en af de betydeligste Førere for det lutherske Adelsparti paa Reformationstiden,var en Søn af Erik Andersen Banner til Kokkedal og Asdal og Karen Gjøe (Gøye). 1514 forlenedes han med Kalø Slot, som han beholdt til sin Død.
Her modtog Banner i Aaret 1518 Gustav Eriksson (Vasa) som Fange, da Christian II paa en svigefuld Maade havde ført denne med sig fra Sverige. Fangen nød stor Frihed paa Kalø, men i Aaret 1519, da E. Banner var stærkt optagen af Krigsudrustningerne til Christian II's nye Tog til Sverige, undslap han til Lybek, hvor E. Banner forgjæves søgte at faa ham udleveret. E. Banner maatte i Bøde til Christian II betale 1600 Gylden, en for den Tid stor Sum (o. 8000 Tdr. Rug), uden at det lykkedes ham senere at faa nogen Erstatning hos Kong Gustav, der mod E. Banner paastod ikke at have givet noget Løfte om ikke at flygte. At der skulde have været noget Slægtskab mellem E. Banner og Gustav Vasa gjennem den svenske Familie, der senere kaldte sig Banér, lader sig ikke paavise. E. Banner havde først været trolovet med Karen Rosenkrantz, Datter af Christian II's Hofmester Niels Eriksen Rosenkrantz til Bjørnsholm (i Kalø-Egnen / Trustrup) og Fru Birgitte Olufsdatter Thott til Vallø; da hun døde før Brylluppet, ægtede Banner senere hendes Søster Mette Rosenkrantz, d. paa Kalø 13. April 1533. I Jan. 1537 ægtede han derpaa Margrethe Gyldenstierne, Datter af Henrik Knudsen Gyldenstierne til Iversnæs (Wedellsborg) m. m. og Fru Karen Bille, Søster til de bekendte Brødre Mogens Gyldenstierne og Knud Gyldenstierne, Biskop i Fyn; hun døde kort efter Manden, 1. Dec. 1554, og blev ligesom han begraven i Torslev Kirke ved Kokkedal, hvor der findes en stor Ligsten med Billeder af ham og hans to Hustruer.
| Erik Eriksen Banner
|
| 90 |
Banner, Erik, 1618-87, Stiftamtmand. Hans Forældre var Otte Andersen Banner til Gjessingholm, Vorgaard osv. (d. 1625) og Jytte Nielsdatter Bild (d. 1646); han er født 5. Okt. 1618 og opdroges paa Sorø Akademi, hvorefter han kom til Kong Christian IV's Hof, besøgte Frankrig og Holland og blev efter Hjemkomsten Hofjunker hos Kong Frederik III. Banner tjente derpaa i Hæren som Kornet og Lieutenant, blev 1656 Ritmester og 1657 Lensmand paa Holbæk. Som Hofmarskal hos Kronprins Christian (V) fulgte han 1661 denne til Arvehyldingen i Norge, hvor han var forlenet med Mariekirkens Provsti samt Mossedal og Rakkestads Len, hvilke Forleninger senere overgik til Frederiksstads og Smaalenenes Amt, ligesom han ogsaa fra 1661 (til Begyndelsen af 1674) var Generalkrigskommissær i Norge, hvor han 1667 blev Assessor i Overhofretten, og skal fra 1671 tillige have fungeret som Stiftsbefalingsmand over Akershus Stift og Amtmand i Akershus Amt, i hvilket sidste Aar han ogsaa blev Ridder af den netop oprettede Danebrogsorden og Gehejmeraad efter tidligere at have været Justitsraad. 1673 blev Banner udnævnt til Stiftamtmand i Fyn, hvor han endnu var i 1678, men 1679 omtales han som Vicestatholder i U. F. Gyldenløves Fraværelse samt Stiftamtmand over Akershus Stift, hvorfra han 1681 atter afgik, og døde 19. Avg. 1687, efter at de i flere Aar verserende Forhandlinger om Rentekammerets Antegnelser til hans Krigskommissær-Regnskaber endelig vare sluttede ved en kgl. Bevilling af 12. Marts 1687, der fritog ham for Erlæggelsen af over 37000 Rdl., som vare ham deciderede til Ansvar, hvorimod han mistede den Pension paa 2000 Rdl., som var tilstaaet ham ved Kongebrev af 31. Dec. 1681. 1681-82 sad han i Kommissionen, der skulde dømme i Sagen mod Baron Oluf Rosenkrantz, men var blandt dem, der nægtede at undertegne Dommen. Banner er ogsaa en af de mange, der have deltaget i Udarbejdelsen og Revisionen af den danske Lovbog af 1683. Han var Ejer af Oregaard i Fyn, som han kjøbte 1679, Sparretorn, som han gav Navnet Bannerslund, og Tybjærggaard i Sjælland, som han solgte. Han blev gift 1. 1650 med Sophie Ottesdatter Rosenkrantz til Boserup (i Skaane), d. 1670, 2. 1672 i Odense med Kirsten Henriksdatter Lindenov, f. 1648 d. 1678 paa Mullerup i Fyn, men havde ikke Børn i noget af sine Ægteskaber.
| Erik Ottesen Banner
|
| 91 |
Otte Banner ejer af Bangsbo gods 1573-1585. Otte Banner var ud af den gamle danske adelsslægt, Banner, der især har været knyttet til Nordjylland. Da hans far - Erik Banner - døde i 1554, arvede Otte Banner Asdal, og få år efter - i 1560 blev Otte yderligere udnævnt til lensmand over Sejlstrup Len. Samme år giftede han sig med Ingeborg Skeel, og efter brylluppet slog de sig ned i Vendsyssel, hvor både Asdal og lensmandshvervet skulle passes. Og yderligere gods kom til i 1573, da Frederik den 2. mageskiftede Bangsbo til Otte Banner. Noget præg af herregård er der sikkert ikke tale om endnu. Det er nok snarere som en større avlsgård, at Bangsbo på mageskiftets tid fremtræder. De adelige godsejere, der på mange måder lignede de katolske jorddrotter, hvis tidligere besiddelser de nu ofte sad som ejere af, kunne naturligvis ikke klare den daglige ledelse af den række gårde, der gerne hørte under dem, hvorfor det blev forpagtere, der fik hvervet at stå for drift og økonomi. | Otte Eriksen Banner
|
| 92 |
Barnekow, Christian, 1556-1612. C. Barnekow til Birkholm blev født paa denne sin Fædrenegaard (det nuværende Løvenborg) i Sjælland 24. Jan. 1556 og blev opkaldt efter den da regerende Konge, Christian III. Kun lidt over 3 Aar gammel mistede han sin Fader, ovenfor nævnte Hans Barnekow, men Moderen sørgede med Omhu for hans Opdragelse, og i en Alder af 18 Aar drog han derpaa udenlands for at fuldende sin Uddannelse og se sig om i Verden. Moderens sidste Sygdom kaldte ham hjem 1581, men næste Aar drog Barnekow ud igen, og først 1591 endte hans Rejser, der havde strakt sig gjennem 17 Aar og med en Bekostning af 80000 Kr. havde ført ham gjennem det halve Europa og ind i Asien og Afrika. Medens han havde studeret 3 Aar i Jena og lige saa længe i Ingolstadt, havde hans Rejser gjennem Grækenland, Tyrkiet, Syrien, det hellige Land og Ægypten naturligvis haft en ganske anden Karakter og et andet Formaal. | Christian Barnekow
|
| 93 |
Barnekow, Christian, 1626-1666, Herre til Vidskøfle, Lillø, Ørtofte og Løberød, blev født 13. Dec. 1626 paa Vidskøfle af Forældrene Hans Barnekow til Birkholm og Elsebe Bille. Kun 4 Aar gammel blev han forældreløs og blev derefter opdragen dels hos sin Slægt og dels i Sorø Skole, hvorefter han i en Del Aar rejste i Udlandet og studerede bl. a. ved Universitetet i Strasburg. 1650 blev han Hofjunker og Aaret efter Landkommissær i Skaane, men ved dette Lands Afstaaelse blev han, der havde alle sine Ejendomme liggende her, svensk Undersaat og lod sig introducere paa det svenske Ridderhus. 1662 udnævntes han til Vicepræsident i Gøta Hofret; men allerede 14. April 1666 døde han. 14. Sept. 1651 havde han ægtet Else Rammel, f. 12. Febr. 1633, der døde 8. Marts 1658 i Malmø, hvorefter han 5. Avg. 1660 i København giftede sig igjen med Birgitte Skeel, f. 23. Dec. 1638 d. 7. Nov. 1699, der efter hans Død giftede sig med Grev Christoffer Parsberg og tredje Gang med Gehejmeraad Knud Thott. Fra hans Søn Kjeld Christoffer Barnekow stamme de nulevende svenske Grever og Friherrer.
| Christian Barnekow
|
| 94 |
Barnekow, Hans, o.1500-59, Rigsraad, Herre til Ralswik og Grevskabet Streu paa Rygen, Ellinge og Egede paa Sjælland. Hans Fader, Morten Barnekow, af pommersk Slægt, var forlenet med Roskilde Stifts Ejendomme paa Rygen, der som Arveforlening gik over p aa Sønnerne, særlig H. Barnekow. Igennem denne Forlening stod Slægten i nær Forbindelse med Danmark; hos den opholdt Johan Friis sig, da han under Grevens Fejde flygtede bort fra Danmark. H. Barnekow havde faaet en lærd Opdragelse; han studerede 1529 i Witt enberg og kaldes ved sin Død "nobilis et doctus". Efter Faderens Død opkom Stridigheder med Hertugerne af Pommern angaaende det rygenske Gods; H. Barnekow maatte forhandle med dem 1543, og ved denne Lejlighed har Christian III lært ham at kende som en dygtig Diplomat. Kongen benyttede ham fra nu af hyppig som Sendebud, særlig til de protestantiske Fyrster i Tyskland, og det var ham, som 1547 blev afsendt med 40000 Guldgylden til deres Understøttelse. | Hans Barnekow
|
| 95 |
Fader, Dansk Oberst - Jürgen Barnekow | Margrethe Elisabeth Jürgensdatter Barnekow
|
| 96 |
Skrives Helm Gotthardt von Barner i DAA og født 1713.
Barner, Helmuth Gotthardt, 1714-75,
Officer og Godsejer. Han blev født i Meklenborg 14. Juli 1714 og var en Søn af Hans Gottfried B. til Nütteln og Dorothea Margrethe (eller Elisabeth) v. Lützow. Han gik i dansk Krigstjeneste og avancerede i den fredelige Periode, hvori hans Liv faldt, til Generalmajor 1770. Mest bekjendt er han som Godsejer -- han ejede Alkestrup, Egemark og Vedbygaard paa Sjælland -- og som den, der blev Stamfader til Slægten Barner i Danmark, i det samtlige hans agnatiske Efterkommere lode sig naturalisere som dansk Adel 3. Juli 1872.
Han døde paa Alkestrup 20. Marts 1775 og var gift 1. (8. Sept. 1758) med Louise Christiane Magdalene Charlotte Adeler (f. 27. Maj 1731 d. 27. Maj 1759), en Datter af Gehejmeraad Frederik A. og Anna Beate f. Rosenkrantz, og 2. (28. Okt. 1760) med Henriette Margrethe Lente-Adeler (f. 8. Sept. 1731), en Datter af Gehejmeraad Theodor L.-A. og Leopoldine Cathrine f. Rosenkrantz. Hun døde 3. Okt. 1786 og blev Stammoder til de tre endnu levende Linjer af Slægten Barner.
| Helmuth Gotthardt von Barner
|
| 97 |
Barner, Joachim Hartvig Johan, 1699-1768, Amtmand. Han var Søn af Oberst og Overadjudant i brunsvig-wolfenbüttelsk Tjeneste Rudolph August B. og blev født i Meklenborg 25. Marts 1699. I Aaret 1726 blev han Kapitajnlieutenant i dansk Tjeneste, 1730 Kapitajn ved det sjællandske Regiment, 1731 Kapitajn ved Garden til Fods og 1733 virkelig Kapitajn ved samme, 1739 Oberstlieutenant ved det laalandske hvervede Infanteriregiment og fik s. A. Karakter af Oberst. 1746 blev han Stiftamtmand over Christianssands Stift og Amtmand over Nedenæs Amt, 1751 Amtmand over Kalundborg, Dragsholm, Sæbygaard og Holbæk Amter, 1759 Ridder af Danebrog. I Maj 1768 blev han udnævnt til Gehejmeraad, i Okt. s. A. afskediget efter Ansøgning; han døde 17. Dec. s. A. Ved Testamente af 1767 erigerede han Godset Vedbygaard til et Majoratgods under Navnet Barnersborg. Hans første Hustru, Mette Amalie f. Rosenkrantz, med hvem han blev gift 1740, var Kammerfrøken hos Dronning Sophie Magdalene; hun var født 1707, fik 1750 Ordenen de la fidélité og døde paa Vedbygaard 1755. To Aar efter hendes Død ægtede B. Elisabeth Tugendreich v. Grambow, f. 1732 d. 1777.
K. v. Barner, Familienbuch der von Barner.
Adresseavisen 1768, Nr. 139 og 170.
P. Brock.
| Joachim Hartvig Johan Barner
|
| 98 |
Barner, Konrad, 1836-1903, Overtoldinspektør. Han er født 26. Okt. 1836, Søn af Hofjægermester Leopold Otto Theodor Barner til Eskildstrup og Julie Aurelia f. Munck. Efter 1856 at være bleven Student fra Herlufsholms Skole tog Barner 1862 statsvidenskabelig Examen og fik Aaret efter Ansættelse i Generaldirektoratet for Skattevæsenet, hvor han var Assistent, da Barner 1875 udnævntes til Overtoldinspektør i København; 1866 var han bleven Kammerjunker og fik 1877 Kammerherrenøglen. Foruden at have gjort sig bemærket som dygtig Embedsmand er Barner i Litteraturen optraadt med et omfangsrigt Arbejde, 1. Del af «Familien Rosenkrantz’ Historie» (1874), hvis Fortsættelse hans Embedspligter nødsagede ham til at overlade til andre. -- Barner ægtede 1863 Nanna Elisabeth Iselin Fabritius-Tengnagel, f. 1836 d. 1883, Datter af Major Matthias Leth Fabritius-Tengnagel og Besidderinde af det Rosenfeldske Fideikommis. Barner døde 13. Avg. 1903 i Wiesbaden.
Leth og Wad, Dimitterede fra Herlufsholm I, 253 f. II, 239.
G. L. Wad.
| Konrad von Barner
|
| 99 |
Forældre, Magnus Friedrich von Barner og Sophie Henriette von Maltzan | Wilhelmine Christine von Barner
|
| 100 |
Indtil 1701 vedblev Caspar Bartholin at docere Anatomien, og efter den Tid har hans Virksomhed som Universitetslærer næppe været stor, saa meget mere som der efterhaanden var blevet lagt Beslag paa hans Kræfter og Tid i ganske andre Retninger. Som saa mange andre Embedsmænd fik han nemlig Sæde i Højesteret (1691), hvormed 1694 fulgte Titel af Justitsraad, 1708 af Etatsraad, og 1719 betroede Kongen ham den ansvarsfulde og omfattende Post som Generalprokurør [til 1729]. Det gik ham som flere andre, at hans Brugbarhed skaffede ham saa mange Embeder, at man ikke fatter, hvorledes han kunde overkomme dem. Efter at han 1722 var bleven Konferensraad, udnævntes han 1724 til Deputeret for Finanserne og [indtil 1730] Præses i Rentekammeret. Den største Hædersbevisning blev ham til Del, da Kongen 1729 gav ham det hvide Baand, som endnu aldrig havde smykket nogen borgerlig og selv til adelige uddeltes sparsomt; til sit Valgsprog tog B. »invia virtuti nulla est via« [meningen er at B. vil søge at åbne ufarbare veje; sentensen er hentet fra Ovid's Metamorfoser XIV 113, der igen refererer til Vergil's Aeneiden VI' sang, hvor Aeneas og Sibyllen slipper afsted ad en bagvej; sentensen også brugt om Karl X Gustav's tur over Bæltet]. To Aar efter optoges han med sin Slægt i Adelsstanden. Han døde 11. Juni 1738 som Senior Universitatis. Efter sin Fader havde han arvet Hagestedgaard, som han solgte 1686. Han ægtede i Sept. 1679 Anna Fabricius, f. 10. Nov. 1643, død 18. Febr. 1713, Datter af Lægen, Dr. jur. & med. Christian F. og Enke efter Assessor Jørgen Reitzer.
G.L. Wad og Julius Petersen | Caspar Bartholin
|
|
|
 |
Notes
Home