Skeel & Kannegaard
Genealogy

Last Name:
First Name:
   


Photos

» Show All     «Prev «1 ... 2093 2094 2095 2096 2097 2098 2099 2100 2101 ... 2330» Next»     » Slide Show

Stubbergaard - Stubber Kloster


Stubbergaard - Stubber Kloster

Sevel sogn, Ginding herred, Ringkøbing amt.

Omtrent en kilometer syd for kirkebyen Sevel ligger Stubbergaard; man kommer dertil ad en hulvej. Tager vi derfra endnu et par kilo­meter mod sydøst, finder vi på et næs i Stubbergaard Sø, der tidligere var en ø, de sidste rester af det gamle Stubbergaard, der for 3 - 4 hun­dredår siden »var for et fyrsteligt hus at anse«, og som i århundreder forud igen var et stille nonnekloster. Nonneklosteret tilhørte formentlig benediktinerordenen og nævnes første gang 1268. Det kaldes da Stubthorp. Navnet er et vidnesbyrd om, at her har været en anden bebyggelse, førend klosteret blev anlagt. Det vides ikke, hvornår dette er sket, og for øvrigt har vi kun få efterretninger om det gamle kloster. Det gamle arkiv er for største­delen gået tabt; men meget af det eksisterede så sent som 1870; da blev det sidste af den gamle hovedbygning nedrevet, og store mængder gamle pergamenter og papirer blev læsset på trillebøre og kørt ud i søen. Andre af de middelalderlige pergamentdokumenter blev an­vendt til at lappe hullede klæder med — en forunderlig tanke, at ejeren, folketingsmand Jac. Boserups tjenestekarle sled de uerstatte­lige aktstykker op som bukselapper! Den gamle stavemåde afløstes omkring 1400 af andre former, og efterhånden blev formen Stubber Kloster enerådende. Det er ikke muligt nøjagtig at angive tallet på nonnerne, og vi ken­der kun navnet på ganske enkelte priorisser. På reformationstiden var der to: Else Olufsdatter Munk, der var søster til den sidste katolske biskop i Ribe, Iver Munk, og Elsebe Ryttersdatter af familien Rytter til Kabbel. Klosterets gods styredes af en prior. Omfanget af det gods, der tilhørte Stubber Kloster, fremgår af det skøde, der blev udstedt, da det 1547 blev solgt til Iver Juel. Klosteret ejede dengang hele Sevel sogn og en stor del af Trandum, der 1554 blev indlemmet i Sevel sogn. I Sahl havde det 14 gårde, i Ejsing 8 og i Handbjerg 10 gårde, deriblandt Handbjerg Hovgaard, samt 8 bol. Resten var spredte besiddelser fra Skjern i syd til Thisted i nord og Højslev i øst. Ialt 146 større og mindre gårde og bol beliggende i 34 sogne. Den sidste prior magister Christiern Hvid nævnes 1523, da klosteret af kong Frederik I. fik indtægten af Hagebro, en mils vej syd for det, mod at holde broen vedlige. Under de vanskelige forhold på reformationstiden blev klosteret »røvet og plustret 3 gange«, og det gik også ud over prioren. En dag i 1532 kom Jep Thomsen fra Holstebro og nogle flere og »tog Stubber Kloster og alt hans gods, som derudi var, fra ham og gjorde ham så arm, at han måtte løbe ud af klosteret«. Som kongens rentemester fik han 1535 til opgave hos sit eget kloster at opkræve en skat på 200 mark, »og desuden skal alt sølvtøj komme kongelig Majestæt og kronen til stede«. Ved reforma­tionens sejr 1536 kom Stubber Kloster under kronen og forlenedes til Mogens Kaas; men allerede 1538 fik magister Iver Kjeldsen Juel det i forlening »mod at give 50 dlr. årlig og tjene selvfjerde velrustet til hest eller skibs og besørge de jomfruer, som er eller bliver indgivne i samme kloster, deres tilbørlige underholdning efter gammel sædvane, samt holde klosteret ved skellig bygning og tjenerne ved lov«. Iver Juel var født 1494 på Astrup i Salling, som hans fader Kjeld Juel ejede. Efter endt uddannelse blev han Frederik l's sekretær og fik efterhånden flere gejstlige embeder. Ligesom fætteren Mogens Munk på Volstrup sluttede han sig til Christian III. Samme år, som han blev forlenet med Stubber Kloster, holdt han bryllup med Mette Munk fra Krogsgaard ved Ribe. Klosterbygningerne var i en sørgelig forfatning; en stor del var nedbrændt og resten til dels faldefærdige; men Iver Juel arbejdede på at bygge op, især efter at han 1547 havde fået skøde på klosteret med tilliggende gods. Han gav 12.765 daler for det og påtog sig forpligtelse til at underholde de nonner, der endnu var tilbage. Samme år solgte han en del strøgods for 5.704 daler, hvoraf en stor del var det længst bortliggende af klosterets gods; her­ved fik han altså næsten halvdelen af købesummen dækket. Stubber Kloster blev nu til Stubbergaard, og inden længe var den forvandlet til en stolt borg med grundmurede huse, med tårne og med grave rundt om. Byggeriet var Iver Juel i gang med allerede 1545, inden han var blevet ejer af klosteret. 1555 opførtes et fruerstuehus i nord med tårn. 1556 døde han og blev begravet i Sevel kirke »med stor ære«, og »alle sørgede og begræd hans død«. Derefter havde Mette Munk gården til sin død 1589, hvorefter sønnen Kjeld Juel overtog den. 1592 fornyede han det søndre stenhus, samt ombyggede ladegården, der lå på klosterholmen. Adgangen hertil havde hidtil kun været med båd, men Kjeld Juel lod slå en bro. Han var født 1549 og blev først gift 1604 — med den unge Christence Juel, datter af Herman Juel til Aabjerg. I morgengave fik hun Stubbergaard på livs­tid, og i over 50 år sad hun som frue her; men hun måtte døje megen modgang og sorg. Kun to år levede hun med sin første mand, og et andet ægteskab med Kjeld Krabbe varede kun et år. Tredie gang blev hun gift med Knud Gyldenstierne; han var altid i pengevanskelighe­der, og han mindes som en fæl bondeplager. De sidste 20 år af sit liv sad hun enke, og af de syv børn, hun fik, var der kun et, der over­levede hende. Tre gange oplevede hun, at egnen blev oversvømmet af fjender, der også fandt vej til Stubbergaard. Og endelig var hun stadig udsat for krav fra Kjeld Juels arvinger, der gang på gang for­langte skifte. Under alt dette søgte hun trøst i religionen. Hendes fromhedsøvelser bragte hende imidlertid i skarp modsætning til præ­sten i Sevel Jørgen Friis. Han havde et helt andet og meget mere luthersk syn på kristenliv og kunne ikke lade være at give udtryk herfor. Hun ville imidlertid ikke finde sig i kritik og forfulgte ham med blindt had. Kong Christian IV gav hende medhold og holdt på, »at bøddelen burde rive hans tunge af hans hals«. Så galt gik det dog ikke, han kom til at sidde i fængsel og slaveri et par år og blev siden præst i Sverige. Christence Juel døde i begyndelsen af 1658; men i de urolige tider trak det ud med at få orden på dødsboet, så delingen først blev fuldendt 1662, da der blandt arvingerne nævnes Jacob Ulfeldt til Nørre Karstoft, jomfru Anne Cathrine Akeleye, der var yngste datter af Knud Akeleye til Krengerup, hendes svoger Claus Sparre til Søn­der Tanggaard, der var gift med hendes søster, jomfru Anne Munk til Haraldskær og Frantz Rantzau til Estvadgaard. Disse arvinger havde ikke alene delt bøndergodset, men havde hver sin part i ho­vedgården og dens bygninger. En del af disse parter blev senere delt, så der f. eks. 1678 var ikke mindre end 14 lodsejere. Ganske enkelte af ejerne boede på gården, således jomfru Anne Cathrine, der levede her i en årrække. Hun nævnes sidste gang 1703; men så forsvinder hun. Sagnet fortæller, at hun uden at være ejer af noget som helst måtte rejse over heden ad Viborg til. En stor del af ejerne boede i helt andre egne af landet og solgte derfor deres parter, som efterhånden samledes på færre hænder. Alle­rede 1725 købte Frederik Sehested til Rydhave halvparten, som da tilhørte Frantz Rantzaus svigerdatter. Denne halvdel af Stubbergaard tilhørte så de skiftende ejere af Rydhave i næsten 100 år. Efter jomfru Akeleyes død blev hendes part solgt til Christen Linde til Volstrup for en pris af 75 rdl. pr. td. htk., og 1744 blev den af hans arvinger solgt til Morten Quistgaard. Denne part udgjorde da 2/7 af Stubbergaard. Resten, altså 3/14 tilhørte fra 1747 Christen Linde til Kærgaardsholm og hørte sammen med denne gård, til Jørgen Hvas 1758 solgte den til Morten Quistgaard, som således nu ejede den an­den halvdel. Han stammede fra Kvistgaard i Vejrum og havde tjent sig rig ved studehandel; han boede ofte på gården, indtil han 1778 solgte sin part til Peder Hansen til Landting, der igen 1790 solgte til stiftamtmand Niels Sehested til Rydhave. Og efter den om­tumlede tilværelse, som Stubbergaard havde ført siden Christence Juels død 1658, var den nu atter samlet under én ejer. Niels Sehested boede i Viborg, hvor han var stiftamtmand, og hans pengeforhold blev efterhånden, særlig efter statsbankerotten 1813, meget dårlige. Forskellige annoncer i aviserne giver et indtryk af gårdens størrelse og drift efter århundredskiftet. Da han 1801 aver­terede om en forpagter, angav han gårdens areal til 850 tdr. Id. Der har vel ingen meldt sig, for han udparcellerede nu gården og falbød en hovedparcel på 230 tdr. Id. med 7½ tdr. htk. Da han 1811 igen ville forpagte bort, averterede han, at der på gården blev sået 50 tdr. rug og 18 tdr. byg, samt avledes 100 læs hø; der holdtes 40 stude og over 200 får. Hans dårlige pengeforhold bevirkede, at han 1821 blev sat under værgemål af sin tidligere forvalter på Rydhave N. L. Boserup, der dengang ejede Vinderup Ladegaard, og ved hans død 1821 var boet insolvent. Stubbergaard med tilhørende 144 tdr. htk. bøndergods samt Ryde kirketiende og Sevel konge- og kirketiende blev sat til auktion; men der opnåedes intet bud. Bøndergodset blev så solgt fra, og 1825 blev gården (23 tdr. htk.) for 1.220 rbd1. sølv solgt til Direktionen for Viborg Stifts offentlige Midler, der havde pri­oritet både i Stubbergaard og Rydhave, som blev solgt samtidig. To år efter solgtes den til N. L. Boserup for 1.670 rbd1. sølv. Han udparcellerede gården og skødede 1836 hovedparcellen (12 tdr. htk.) til sin søn exam. jur. Jacob Boserup. Som følge af de forviklede ejer­forhold var Juel'ernes stort anlagte herresæde tidligt gået i forfald; 1769 var bygningerne »ikkun slet og ringe«. I begyndelsen af det 19. århundrede forsvandt efterhånden tre af fløjene; 1807 brændte øst­fløjen, og 1805 og 1834 blev henholdsvis syd- og nordfløjen nedbrudt. Kun vestfløjen stod til op mod 1870. Avlsgården var allerede tidligere flyttet et par kilometer mod nordvest, hvor Ny Stubbergaard allerede 1797 havde sin nuværende beliggenhed. Jorden var bedre hér, me­dens den nede omkring søen længst var sprunget i lyng. På Ny Stub­bergaard tog Boserup ophold; avlsbygningerne blev bygget op, og markerne kom efterhånden i kultur, og 1849 byggede han den nu­værende hovedbygning, som han flyttede ind i 5 - 6 år senere. Det fortælles, at den blev bygget således, at den foreløbig kunne bruges som studestald og er vel så blevet benyttet dertil i nogle år. Senere blev laden og efterhånden de øvrige bygninger opført. Af det gamle klosteranlæg er nu kun de hvælvede kældre under vestfløjen tilbage af den fordums storhed; over disse byggedes et hus, der senere atter er fjernet og af ejeren, ingeniør Lausen, erstattet med et stort stråtag. (Danske Slotte og Herregaarde)



EJERE

1268 Benediktinernonnekloster, Firfløjet klosteranlæg kaldt Stubber Kloster

1536 Kronen

1545 - 55 Klostret ombygget og delvis nyopført samt omgivet med grave. Nu kaldt Stubbergaard

1547 Iver Kjeldsen Juel

1589 Kjeld Juel

1592 Ny sydfløj opført og ladegården ombygget

1662 - 1790 Mange parthavere

1790 Niels Sehested (eneejer)

1825 Viborg Stiftsøvrighed

1827 N. L. Boserup

1836 Jac. Boserup

1849 Hovedbygningen på Ny Stubbergaard samt ladegård opført

ca. 1870 Klosteranlægget nedrevet bortset fra vestfløjens kælder

1870 - 1915 Forskellige ejere

1915 V. Lund (hovedparcellen)

1919 V. Kudahl

C. M. J. Kudahl.

1915 V. Lausen (Gl. Stubbergaard)

V. Laursen d. Y.


Owner/SourceKannegaard ©
File namestubbergaard.jpg
File Size192.11k
Dimensions920 x 552
Linked toIver Kjeldsen Juel

» Show All     «Prev «1 ... 2093 2094 2095 2096 2097 2098 2099 2100 2101 ... 2330» Next»     » Slide Show






This site powered by The Next Generation of Genealogy Sitebuilding ©, v. 11.1.2, written by Darrin Lythgoe 2001-2019.

© Copyright All rights reserved by Kannegaard